Det zionistiske Israel fejrer sig selv, mens palæstinenserne markerer 60 år som ofre for en fortsat forbrydelse, en gigantisk etnisk udrensning, med at understrege kravet om tilbagevenden til deres land.
Israel: 60 års uafbrudt forbrydelse
Det zionistiske Israel fejrer sig selv, mens palæstinenserne markerer 60 år som ofre for en fortsat forbrydelse, en gigantisk etnisk udrensning, med at understrege kravet om tilbagevenden til deres land.
Kommunistisk Politik 10, 2008
Staten Israel fejrer 60-års-dagen for sin oprettelse den 8. maj. I anledning af disse ’festligheder’ afspærrer israelsk militær Vestbredden i tre dage i tillæg til den fortsatte blokade af Gaza. En uge senere – den 15. maj, dagen efter den officielle proklamation af forbryderstaten Israel – markerer palæstinenserne Al-Nakba – sørgedagen for fordrivelsen for 60 år siden, der sætter fokus på de fordrevne palæstinenseres ukrænkelige ret til at vende tilbage til deres land.
Al-Nakba markeres også i Danmark med en demonstration torsdag den 15. maj i København. Den starter ved Nørrebrohallen kl. 17 for derefter at gå til Rådhuspladsen.
Klik for at forstørre
Al-Nakba: Etnisk udrensning
Al-Nakba betyder ”katastrofe” på arabisk. Det henviser til ødelæggelsen af det palæstinensiske samfund i 1948, hvor mere end 750.000 palæstinensere (dvs. over 60 pct. af det samlede befolkningstal i Palæstina) blev fordrevet fra deres hjem af zionistiske terrorgrupper. Disse grupper anså palæstinenserne, der befolkede størstedelen af landet, som en hindring for dannelsen af en jødisk stat, fordi de ikke var jøder, og igangsatte derfor en omfattende etnisk udrensning.
Fra 1920 og frem fungerede Palæstina som et britisk mandatområde med en stor palæstinensisk befolkning og et jødisk mindretal. Som følge af immigrationen fra Europa, der tog til især i 1930’erne og 1940’erne, voksede den jødiske minoritet dog hastigt og udgjorde i 1947 ca. 31 pct. af befolkningen.
Den voldsomme immigration forårsagede spændinger mellem befolkningsgrupperne, og det blev til stadighed vanskeligere for briterne at kontrollere området. I 1947 overtog FN således ansvaret for Palæstina og vedtog samme år resolution 181, der sigtede mod dannelsen af to stater i området, henholdsvis en arabisk og jødisk. Den arabiske befolkning fastholdt imidlertid et ønske om, at hele landet forblev én verdslig, demokratisk stat med lige ret for alle tre monoteistiske religioner (jødedom, kristendom og islam).
De zionistiske væbnede styrker var ikke sene til at udnytte konfliktsituationen til at fjerne så mange palæstinensiske indfødte som muligt. Da Israel i maj 1948 erklærede uafhængighed, var mere end to tredjedele af den oprindelige palæstinensiske befolkning enten flygtet i panik eller de var blevet tvunget væk fra deres hjem.
En gennemgang af de israelske militærarkiver viser, at mere end 50 pct. flygtede på grund af direkte angreb fra militæret. Andre flygtede efter at have hørt forlydender om massakrer. Over 100 civile blev dræbt alene i landsbyen Deir Yassin, og 200 civile i Tanture.
Mere end 450 palæstinensiske byer og landsbyer blev affolket i perioden, og de fleste af dem blev desuden revet ned for at gøre det umuligt for de indfødte at vende tilbage til deres hjem. Opgørelserne over byer og landsbyer, der blev ødelagt og affolket, veksler i antal. F.eks. nævner den israelske nyhedsavis Haaretz Reports hele 530 byer. De ødelagte byer udgjorde tre fjerdedele af de palæstinensiske byer inden for de områder, der efter krigen blev israelske.
Den nyetablerede israelske regering konfiskerede flygtningenes land og ejendomme og overdrog dem til jødiske immigranter. Selvom jøderne i udgangspunktet kun ejede omkring syv pct. af landet i Palæstina og kun udgjorde 31 pct. af indbyggertallet, blev den jødiske stat Israel oprettet på 78 pct. af Palæstinas samlede landområde.
Retten til at vende tilbage
Palæstinensisk Forum i Danmark har i 60 året for Nakbaen udgivet pjecen: Èn sag – Fælles værdier Haq Al-Awda – Spørgsmål & Svar Om Retten Til At Vende Tilbage.
I pjecen gennemgås 26 spørgsmål og svar angående retten til at vende tilbage. Det er og bliver et nøglespørgsmål i den palæstinensisk-israelske konflikt. Det er en illusion at tro, at der kan findes nogen varig løsning i Mellemøsten uden realisering af den grundlæggende rettighed: retten til at vende tilbage til sit hjem.
Palæstinensisk Forum forklarer retten til tilbagevenden således:
Palæstinenserne har gennem de sidste 60 år holdt fast i deres ret til at vende tilbage. Denne ret kaldes på arabisk Haq Alawda.
Med udtrykket ”retten til tilbagevenden” henvises til princippet i international lov om, at medlemmer af en etnisk eller national gruppering har ret til at vende tilbage til et land, hvis landet anses som deres hjemland, uafhængigt af om de før har haft statsborgerskab i dette land.
Hævdelsen af princippet om ret til tilbagevenden, der spiller en rolle i flere landes immigrationspolitik, kaldes også ”hjemførelsespligt”, og den kan gøre det lettere for en given befolkningsgruppe at opnå mulighed for at vende hjem. Hjemførelsespligten reflekterer den opfattelse, at også palæstinensiske flygtninge og deres efterkommere har ret til at vende tilbage til de hjem, som deres familier forlod før, under eller efter krigen i 1948.
’Katastrofen’ fortsætter – 60 år efter
I forordet til pjecen hedder det:
2008 markerer 60 året for Al-Nakba, katastrofen i Palæstina, hvor mere end halvdelen af den daværende palæstinensiske befolkning blev drevet på flugt som led i en systematisk etnisk udrensning. 60 år er der gået, siden 750.000 mennesker i løbet af få dage mistede deres hjem, deres land og deres livsgrundlag til et indvandret befolkningsmindretal, som påberåbte sig en guddommeligt givet ret til området.
60 år er gået, men Al-Nakba er ikke en afsluttet begivenhed, og flygtningene har ikke opnået retten til at vende tilbage. Katastrofen er stadig levende blandt de millioner af palæstinensere, der fortsat lever i eksil, mange i en af flygtningelejrene i Mellemøsten eller som statsløse uden almindelige borgerrettigheder i hverken deres eget eller andre lande.
Al-Nakba gentages hver eneste dag, når israelske fly og tanks bombarderer palæstinensiske byer, eller bulldozere ubarmhjertigt smadrer ind i enkeltfamiliers huse og hele tilværelse.
Aggressionerne har antaget nye former med tiden, og Israel legitimerer dem i dag på nye måder, men forbrydelserne har stadig samme formål, og den palæstinensiske lidelse er også den samme.
Det er forfærdende at overvære, hvorledes den israelske politik reproducerer uforsonlighed, og landets myndigheder nægter at anerkende de palæstinensiske flygtninges mest basale rettigheder.
Mest chokerende er det imidlertid, at det internationale samfund nu 60 år efter de grusomme begivenheder i 1948 stadig ser gennem fingre med en racistisk og voldelig adfærd, der truer med at tage livet af det palæstinensiske folk. Vi er alle fortsat tavse vidner til et langsomt folkemord, der bliver til gennem eksilering og ekskommunikation, snigmord på palæstinensiske ledere, udsultning af den almindelige befolkning, blokering af deres adgang til vand og medicin, ødelæggelser af skoler, universiteter og hospitaler, gradvis udslettelse af national identitet og en stædig benægtelse af retten til statsborgerskab og nationalitet.
Konference om tilbagevenden i Brøndbyhallen
Palæstinensisk Forum i Danmark var den 3. maj i år værter for De Europæiske Palæstinenseres Sjette Konference. Den fandt sted i Brøndbyhallen, hvor flere tusinde palæstinensere deltog. Konferencens tema var retten til at vende tilbage til Palæstina.
Det Palæstinensiske Forum i Danmark kunne glæde sig over den store tilslutning og betegnede konferencen som en succes. Talsmanden for konferencen, Rabih Azad-Ahmad, udtalte i den forbindelse følgende:
”Det har været en stor og betydningsfuld dag, hvor personer med palæstinensisk baggrund fra hele Europa har vist deres engagement og med deres talstærke fremmøde givet udtryk for, hvor essentiel retten til at vende tilbage fortsat er for dem.”
Rabih Azad-Ahmad fortæller, at både børn, forældre og bedsteforældre har været repræsenteret på konferencen, hvilket han mener viser, at alle palæstinensere på tværs af generationerne nærer et stort ønske om, at retfærdigheden sker fyldest, ved at deres rettigheder anerkendes og implementeres i henhold til folkeretten.
Ved deres deltagelse i konferencen markerede palæstinenserne i Europa, at deres kamp for at vende tilbage og opnå selvbestemmelse fortsætter i 60-året for Al-Nakba. Dette kræver befrielse fra den israelske besættelse, som dagligt udsætter palæstinenserne for en grusom undertrykkelse.
Det er vigtigt, at der bakkes op om palæstinensernes legitime ret til tilbagevenden, konstaterer Palæstinensisk Forum i Danmark.
Man kan finde ud af mere på deres hjemmeside
www.palforum.dk.
Netavisen 7. maj 2008