Mange sygeplejersker ventes nu at opgive faget, fordi forliget opfattes som et svigt, der slet ikke lever op til medlemmernes krav og forventninger.Forliget blev indgået den 28. maj og er en treårsaftale som giver årlige forhøjelser på henholdsvis 4, 3 og 2 procent de respektive år. Det er en regulering, som ikke engang kan sikre reallønnen med den inflationstakt, som også rammer Sverige bl.a. på grund af de voldsomt stigende priser på fødevarer og energi.
Aftalen opfattes også som et stort svigt, fordi den blev indgået på et tidspunkt, hvor medlemmernes kampånd var stor og de var parate til at fortsætte strejken. Ydermere nød de strejkende med deres krav om væsentlige lønstigninger stor folkelig opbakning ligesom sundhedsstrejken i Danmark gør det.
Kravet om et velfungerende solidarisk offentligt sundhedsvæsen med ordentlige løn og arbejdsforhold for de ansatte er massivt - på trods af store gener for brugerne af sundhedssektoren, som strejkerne medfører.
De fleste retter harmen det rigtige sted hen: mod regeringen, som systematisk udsulter sundhedsvæsenet og den offentlige sektor som helhed, på trods af demogogiske løgne om det modsatte.
For konflikter på det offentlige område kan ikke undgå at blive en mere og mere politisk kamp, fordi det er regeringen og dets støttepartier, som er arbejdsgivere og sidder tungt på pengekassen.
I ders forsvar for aftalen forsøger de svenske faglige ledere at ’lokke med’, at der kan være muligheder for øget løn igennem lokal forhandling og aftaler. Dette løfte er gennemsyret af den svenske kapitals krav om individualisering og har øget mistilliden til de faglige ledere endnu mere i sundhedsarbejdernes øjne.
I sin gennemgang af aftalen og muligheden for ”bedre fremtidig lokal løndannelse” refererede Värdforbundet leder Anna-Karin Eklund bl.a. til følgende i aftalen:
”Parterne ønsker derfor at sikre en øget lønspredning som baseres på kundskab, kompetence, erfaring og resultater. Ved at arbejdsgiveren beskriver hvilke prioriteringer som er foretaget udfra virksomhedens behov for specialist-og funktionsuddannelse øges forudsætningerne for lønspredning og derigennem muligheden for lønudvikling over tid.”
En sådan holdning er gift for solidariteten og den faglige kamp og kan ikke undgå at skærpe modsætningen mellem top og bund i sådanne reformistiske fagforbund, konstaterer venstrekræfter i svensk fagbevægelse.
Den rådne svenske aftale udtrykker lysende klart, at de formistiske faglige ledere på det offentlige område reelt ikke ønsker lønkamp. De virker for, at enhver kamp skal ses igennem arbejdsgivernes lup og lukkes ned før solidariteten udvikler sig. I virkeligheden frygtede disse ledere sundhedsarbejdernes kampvilje og konfliktens folkelige opbakning.