Afghanistan – Foghs anden (tabte) krig

Kommunistisk Politik 20, 2007

Vi bliver i Afghanistan, siger Anders Fogh. Så send ham for pokker derhen!

Den danske statsminister vil ikke sige, hvor længe han vil lade de danske besættelsestropper blive i Afghanistan.

- Vi skal sikre, at Afghanistan bliver sikkert. Og Danmark har et medansvar, var hans kommentar til meddelelsen om, at to soldater var blevet dræbt under kampe med afghanske modstandsfolk.

- Man må desværre sige, at det er en indsats, som vil strække sig over nogen tid. Terrorister prøver at forhindre en demokratisk udvikling, sagde Anders igen-igen med en gentagelse af Irak-krigens retorik.

Den 8. oktober havde han besøg af NATOs generalsekretær Jaap de Hoop Scheffer. Fogh og NATO-manden er 100% enige. Danmark er nu ’foregangsland’ i Afghanistan og der skal lægges pres på mere ’træge’ NATO-lande, hvis ledere frygter dræbte og lemlæstede soldater i en ulovlig kolonikrig.

- Derfor har Danmark vedtaget at øge antallet af danske soldater med 50 procent. Vi beder derfor alle NATO-lande om at bidrage med et større antal soldater til denne meget vigtige militære NATO-operation, sagde Anders Fogh ved den lejlighed.

Ifølge Jaap de Hoop Scheffer bør flere NATO-lande følge Danmarks eksempel.

Starten på ’Den fagre ny verden’

Det var George Bush, der besluttede at invadere Afghanistan som det første mål i USAs og Israels ’krig mod terror’.  Mindre end en måned efter 11. september 2001 – nemlig  den 7. oktober – begyndte bomberne at hagle ned over afghanerne. Officielt for at fange Osama bin Laden og stille ham for en domstol. Reelt for at vælte den afghanske taleban-regering og sikre sig kontrol over ressourcer og det strategisk placerede bjergland – med grænser til Iran, Pakistan og Kina samt en stribe centralasiatiske tidligere sovjetrepublikker.

Det var starten på ’Den fagre ny verden’, det 21. århundredes ’endeløse krig’.
Socialdemokraten Poul Nyrup Rasmussen sendte som statsminister Danmark med i Bush’s krig. FredsVagten ved Christiansborg, der vil være der, så længe Danmark fører krig i og mod fremmede lande, har stået der siden 19. oktober 2001, da dansk militær sendtes afsted. Snart 2200 dage.
Anders Fogh Rasmussen blev statsminister fra den 27. november samme år, og har siden entusiastisk ført sig frem som international kriger og som en af George Bush’s nærmeste allierede, der no matter what kæmper til sidste soldat han kan få med.

Et ødelagt land og en tabt krig

Afghanistan var kun det første mål i USA’s krig for verdensherredømme i det 21. århundrede. Taleban-styret blev væltet, og en marionetregering indsat, og snart fulgte krigen mod et vigtigere mål: Saddam Husseins Irak. Afghanistan blev atter et glemt land, og krigen en glemt krig i skyggen Irak, der viste sig at være langt vanskeligere at få undertvunget end de imperialistiske erobrere havde forestillet sig.
Den irakiske modstand blev en bremse på Bush’s andre krigsplaner – og var med til at opmuntre den afghanske modstandsbevægelse, der i de sidste år er blevet kraftigere end nogensinde.

Så krigen i Afghanistan er blevet en NATO-krig. Den såkaldte ’forsvarsalliance’ har sendt knap 40.000 soldater fra  26 NATO-lande og 11 måske kommende NATO-lande (Sverige, Finland, Østrig, Schweiz, Irland, Albanien, Kroatien, Makedonien, Azerbadjan, Australien og New Zealand). De fleste af disse lande har set dræbte eller sårede soldater. De canadiske tab har været meget høje, og det vil snart blive afgjort, om  tropperne skal trækkes ud.

Reelt kontrollerer modstanden, med bl.a. taleban, henved tre fjerdedele af landet. Besættelsesmagten er koncentreret i bycentre og bevæger sig ikke meget rundt af frygt for angreb og tab. I de områder, hvor der sendes kamptropper, som i Helmand-provinsen, hvor de danske besættere fører krig under britisk kommando, er tabstallene meget store. De civile afghanske tab er enorme. NATO-tropperne angriber med massiv brug af flybombardementer,. Tal om 50-100-200 dræbte ’talebaner’ eller ’oprørere’ dækker over mængder af civiloe døde. Besættesmagterne af i dag er så forhadte som de sovjetiske i 70erne og 80erne og de britiske i forrige århundrede.

Efter 6 års krig er levealderen blandt de laveste i verden, halvdelen af afghanerne er arbejdsløse, fattigdommen er kolossal. Opiumsproduktionen er rekordstor. Propaganaden fortæller om fremskridt for kvinder og børn og sundheden -  det er løgne, der skal legitimere den fortsatte krig og besættelse. Forholdene er værre end under taleban-regimet.

Derfor vil modstanden sejre, snarere før end senere.

Antikrigsbevægelsens krav

APKs formand Dorte Grenaa var blandt initiativtagerne til den ny fredsbevægelse, som udviklede sig, da det efter 11. september stod klart, at USAs svar ville være krig og atter krig.
De første protester fandt sted på Rådhuspladsen i København, da USA indledte krigen.
På spørgsmålet om, hvad der er antikrigsbevægelsens krav i forhold til Afghanistan, siger Dorte Grenaa i et interview til venstrefløjstidsskriftet Det ny Clarté:

- Som med Irak: Øjeblikkelig og betingelsesløs tilbagetrækning af de danske tropper. Stop for krigen og besættelsen og fuldstændig tilbagetrækning af alle udenlandske tropper. Danmark og besættelsesmagterne er forpligtet til at betale krigsskadeserstatninger og genopbygningsbidrag til et frit og uafhængigt Afghanistan. De ansvarlige for krigen – indbefattet Fogh-regeringen - skal retsforfølges.
Til Kommunistisk Politik tilføjer hun:

- NATO-krigen i Afghanistan er jo en stedfortræderkrig for USA og skal lette det militære pres på USA. Men det afslører jo også NATO som den imperialistiske angrebsalliance, den er. Derfor må kravet også være: NATO ud af Afghanistan – og Danmark ud af NATO!

Netavisen 9. oktober 2007