Af Mahdi Darius Nazemroaya
”Hegemoni er lige så gammel som menneskeheden”
Zbigniew Brzezinski, tidl. amerikansk sikkerhedsrådgiver
Udtrykket ‘Det ny Mellemøsten' ('New Middle East') blev introduceret for verden i juni 2006 i Tel Aviv af den amerikanske udenrigsminister Condoleezza Rice (som i de vestlige medier blev udlagt som ophavsmanden til udtrykket) til erstatning for det ældre og mere anstødende udtryk 'Det større Mellemøsten' ('Greater Middle East').
Denne ændring i udenrigspolitikkens sprogbrug faldt sammen med indvielsen af olierørledningsforbindelsen Baku-Tbilisi-Ceyhan (BTC) i det østlige Middelhav. Udtrykket og begrebet 'Det ny Mellemøsten' blev efterfølgende forkyndt af den amerikanske udenrigsminister og den israelske premierminister på højdepunktet af den angloamerikansk sponserede belejring af Libanon.
Premierminister Olmert og udenrigsminister Rice havde informeret de internationale medier om, at et projekt for 'Det ny Mellemøsten' ville blive lanceret fra Libanon.
Denne meddelelse var en bekræftelse af den britisk-amerikansk-israelske 'militære køreplan' ('military roadmap') for Mellemøsten. Dette projekt, som har været under planlægning i adskillige år, består i at skabe et bue af ustabilitet, kaos og vold, som strækker sig fra Libanon, Palæstina og Syrien til Irak, den Persiske Golf, Iran og til grænserne af det NATO-besatte Afghanistan.
Projektet for 'Det ny Mellemøsten' blev offentligt introduceret af Washington og Tel Aviv i forventning om, at Libanon ville blive omdrejningspunktet for en omkalfatring af hele Mellemøsten og dermed udløse det konstruktive kaos' kræfter. Dette 'konstruktive kaos' – som skaber betingelser for vold og krig i hele regionen – skulle derpå udnyttes sådan, at USA, UK og Israel kunne tegne et nyt kort over Mellemøsten i overensstemmelse med deres geostrategiske behov og målsætninger.
Kort over Det ny Mellemøsten
Condoleezza Rice erklærede på en pressekonference, at 'hvad vi ser her (med hensyn til ødelæggelsen af Libanon og Israels angreb på Libanon) er på en måde fremvæksten – fødselsveerne – af et 'Nyt Mellemøsten', og hvad vi (dvs. USA) end gør, må vi være sikre på, at vi kommer frem mod 'Det ny Mellemøsten' og ikke går tilbage til det gamle.' (1) Udenrigsminister Rice blev straks kritiseret for disse udtalelser både i Libanon og internationalt for at udtrykke ligegyldighed med en hel nation, som brutalt blev bombet af det israelske luftvåben.
Condoleeza Rices tale om 'Det ny Mellemøsten' havde indtaget scenen. De israelske angreb på Libanon (som fuldt ud var forhåndsgodkendt af Washington og London) har yderligere kompromitteret og bevist eksistensen af USA's, UK's og Israels geostrategiske mål. Ifølge professor Mark Levine måtte 'de neoliberale globalister og de nykonservative gribe til kreativ destruktion som en måde at beskrive den proces, hvorved de håbede at skabe deres nye verdensordener', og at 'kreativ destruktion (i) USA var med den neokonservative filosof og Bush-rådgiver Michael Ledeens ord 'en respektindgydende revolutionær kraft' for (…) kreativ ødelæggelse …' (2)
Det angloamerikansk besatte Irak, især det irakiske Kurdistan, ser ud til at være forberedelsespladsen for balkaniseringen (opdeling) og finlandiseringen (pacificering) af Mellemøsten. De juridiske rammer for opdelingen af Irak i tre dele er allerede ved at blive fastlagt af det irakiske parlament og under navn af føderalisme (se kort øverst).
Desuden ser den angloamerikanske køreplan ud til at åbne en indgang til Centralasien via Mellemøsten. Mellemøsten, Afghanistan og Pakistan er udgangspunkter for at udvide amerikansk indflydelse i det tidligere Sovjetunionen og de fhv. sovjetrepublikker i Centralasien. Mellemøsten er i en vis forstand Centralasiens yderste række. Centralasien kaldes også 'Ruslands yderste led' eller det russiske 'nære udland'.
Mange russiske og centralasiatiske akademikere, militærplanlæggere, strateger, sikkerhedsrådgivere, økonomer og politikere betragter Centralasien ('Ruslands sydligste led') som den Russiske Føderations sårbare og 'bløde underliv'. (3)
Det bør bemærkes, at Zbigniew Brzezinski, en tidligere amerikansk sikkerhedsrådgiver, i sin bog ‘Det store skakbræt: Amerikas forrang og dets geostrategiske imperativer' hentydede til det moderne Mellemøsten som en kontrolfaktor i forhold til det område, han kalder det Eurasiske Balkan.
Det Eurasiske Balkan består af Kaukasus (Georgien, Aserbajdsjan og Armenien) og Centralasien (Kasakhstan, Usbekistan, Kirgisistan, Tadsjikistan, Turkmenistan og Afghanistan) samt i nogen grad både Iran og Tyrkiet. Iran og Tyrkiet udgør Mellemøstens nordligste forposter (Kaukasus undtaget (4)), som går ind i Europa og det tidligere Sovjetunionen.
Kortet over 'Det ny Mellemøsten'
Et ret ukendt kort over Mellemøsten, det NATO-besatte Afghanistan og Pakistan har cirkuleret rundt i strategiske, regeringstilknyttede, politiske, militære samt NATO-kredse siden midten af 2006. Det har fået lov til i al ubemærkethed at komme offentligt frem, måske i et forsøg på at skabe konsensus og langsomt forberede den store offentlighed på mulige, og måske tilmed kataklysmiske, forandringer i Mellemøsten. Det er kortet over et nytegnet og omstruktureret Mellemøsten, som identificeres som 'Det ny Mellemøsten'.
Note: Dette kort er udarbejdet af Ralph Peters. Det blev offentliggjort i Armed Forces Journal i juni 2006, Peters er en pensioneret oberst fra U.S. National War Academy.
Skønt kortet ikke officielt afspejler Pentagon-doktrinen, er det blevet brugt i et træningsprogram i NATO's Forsvarsakademi for seniorofficerer. Dette kort er ligesom tilsvarende sandsynligvis blevet brugt af National War Academy og i militære planlæggerkredse.
Dette kort over 'Det ny Mellemøsten' ser ud til at være baseret på mange andre kort, indbefattet ældre kort med mulige grænser i Mellemøsten, som daterer sig tilbage til den amerikanske præsident Woodrow Wilsons tid og til 1. verdenskrig. Dette kort præsenteres som et lykkeligt indfald hos den pensionerede amerikanske oberst Ralph Peters, som mener, at de nyoptrukne grænser på kortet helt grundlæggende vil løse det moderne Mellemøstens problemer.
K ortet over 'Det ny Mellemøsten' var et nøgleled i den pensionerede obersts bog ' Never Quit the Fight', som blev udgivet 10. juli 2006. Dette kort over et Mellemøsten med nye grænser blev også publiceret under titlen ‘Blodige grænser: Hvordan et bedre Mellemøsten vil se ud' i Armed Forces Journal med kommentar af Ralph Peters .( 5 )
Det skal bemærkes, at oberst Peters' seneste post var hos efterretningsstabens vicedirektør i forsvarsministeriet, og at han har været en af Pentagons fremmeste skribenter med talrige essays om strategi og amerikansk udenrigspolitik i militærtidsskrifter.
Det hedder, at Ralph Peters' 'fire foregående bøger om strategi har været yderst indflydelsesrige i regerings- og militærkredse', men man kan måske undskyldes, hvis man spørger, om ikke det stik modsatte faktisk kan finde sted. Kan det være, at oberst Peters afslører og fremlægger, hvad Washington DC og dens strategiske planlæggere har i støbeskeen for Mellemøsten?
Forestillingen om et nytegnet Mellemøsten-kort præsenteres som et 'humanitært' og 'retfærdigt' arrangement, som vil være til fordel for folk(ene) i Mellemøsten og dets tilgrænsende regioner.
Ralph Peters siger:
”Internationale grænser er aldrig helt retfærdige. Men graden af uretfærdighed mod dem, hvem grænserne tvinger sammen eller skiller, gør en enorm forskel – det er ofte forskellen mellem frihed og undertrykkelse, tolerance og grusomhed, retsstat eller terrorisme, eller tilmed fred og krig.
De mest vilkårlige og forvrængede grænser i verden er i Afrika og Mellemøsten. Afrikas grænser er trukket op af egoistiske europæere (som har haft det svært nok med at definere deres egne grænser), og de fremprovokerer fortsat millioner af lokale indbyggeres død. Men Mellemøstens uretfærdige grænser udløser – for at låne fra Churchill – mere ballade, end der kan absorberes lokalt.
Mens Mellemøsten har langt flere problemer end blot dårligt fungerede grænser – fra kulturel stagnation på grund af skandaløs ulighed til dødbringende religiøs ekstremisme – ligger det største tabu ved at forstå regionens massive fiasko ikke i islam, men i de forfærdelige, men sakrosankte internationale grænser, som vores egne diplomater dyrker.
Naturligvis kan ingen grænseændring, uanset hvor drakonisk den måtte være, gøre enhver minoritet i Mellemøsten lykkelig. I nogle tilfælde lever etniske og religiøse grupper blandet ind i hinanden og er giftet ind i hinanden. I andre tilfælde vil genforening baseret på blod eller på tro måske ikke vise sig at være helt så frydefulde, som deres nuværende tilhængere forventer.
De grænser, som fremlægges i kortene til denne artikel, gør den skade, der er lidt af de vigtigste 'snydte' befolkningsgrupper, god igen – som kurderne, balucherne og de arabiske shia[muslimer], men de tager stadig ikke tilstrækkelig hensyn til Mellemøstens kristne, bahai'er, ismailitter, Naqshbandis'er og mange andre talmæssigt mindre minoriteter. Og en begået uretfærdighed kan aldrig gøres god med en belønning i form af territorium, som folkedrabet på armenerne, begået af det døende ottomanske imperium.
Men på trods af alle de uretfærdigheder, som stadig ikke løses af disse tænkte nye grænser, vil vi aldrig se et mere fredeligt Mellemøsten uden sådanne væsentlige grænserevisioner.
Selv de, som afskyr emnet grænseændringer, vil være godt tjent med at forsøge at forestille sig en mere retfærdig, om end stadig ufuldkommen, justering af nationale grænser mellem Bosporus og Indus.
Selvom vi accepterer, at det internationale diplomati aldrig har skabt effektive redskaber, bortset fra krig, til at justere fejlagtige grænser, hjælper en åndelig anstrengelse for at forstå Mellemøstens 'organiske' grænser os ikke desto mindre til at forstå omfanget af de vanskeligheder, vi står over for, og som vi vil blive ved med at have. Det handler om enorme, menneskeskabte deformiteter, som ikke vil holde op med at skabe had og vold, før de bliver korrigeret.” (6)
”Nødvendig smerte”
Ud over at han tror, at der er 'kulturel stagnation' i Mellemøsten, må det noteres, at Ralph Peters indrømmer, at hans forslag er af 'drakonisk' natur, men han hævder, at det er nødvendige smerter for Mellemøstens folk.
Denne opfattelse af 'nødvendig smerte og lidelse' er en slående parallel til den amerikanske udenrigsminister Condoleeza Rices tro på, at det israelske militærs ødelæggelse af Libanon var en nødvendig smerte eller 'fødselsveer' for at skabe 'Det ny Mellemøsten', som Washington, London og Tel Aviv imødeser.
Det er derudover værd at bemærke, at spørgsmål om folkemordet på armenerne politiseres og stimuleres i Europa for at fornærme Tyrkiet. (7)
Overhalingen, amputeringen og rekonstruktionen af Mellemøstens nationalstater markedsføres som en løsning på fjendtlighederne i Mellemøsten, men dette er notorisk vildledende, falsk, og opspind.
Fortalerne for 'Det ny Mellemøsten' og nydragne grænser i regionen undgår en oprigtig fremstilling af rødderne til det nutidige Mellemøstens problemer og konflikter. Medierne indrømmer ikke den kendsgerning, at næsten alle større konflikter i Mellemøsten er konsekvenser af overordnede britisk-amerikansk-israelske dagsordener.
Mange af de problemer, som plager dagens Mellemøsten, er resultatet af den bevidste skærpelse af eksisterende regionale spændinger. Sekteriske skillelinjer, etnisk spænding og intern vold er traditionelt blevet udnyttet af USA og UK forskellige steder på kloden, indbefattet Afrika, Latinamerika, Balkan og Mellemøsten. Irak er bare et af mange eksempler på den angloamerikanske del og hersk-strategi. Andre eksempler er Rwanda, Jugoslavien, Kaukasus og Afghanistan.
Blandt problemerne i Mellemøsten i dag er mangelen på ægte demokrati, som amerikansk og britisk udenrigspolitik faktisk bevidst har spændt ben for. 'Demokrati' af vestligt tilsnit har kun været et krav til de mellemøstlige stater, som ikke opfylder Washingtons politiske krav.
Det udgør uden undtagelse et påskud for konfrontation. Saudi-Arabien, Ægypten og Jordan er eksempler på udemokratiske stater, som USA ikke har nogen problemer med, fordi de er fast tilknyttet den angloamerikanske sfære og kredsløb.
I tilgift har USA bevidst blokeret for eller fordrevet ægte demokratiske bevægelser i Mellemøsten fra Iran i 1953 (hvor et amerikansk-britisk støttet kup blev organiseret mod premierminister Mossadeghs demokratiske regering) til Saudi-Arabien, Ægypten, Tyrkiet, de arabiske sheikdømmer og Jordan, hvor den britisk-amerikanske alliance støtter militærregimer, enevoldsherskere og diktatorer i den ene eller anden form. Seneste eksempel herpå er Palæstina.
Den tyrkiske protest til NATO's militærakademi i Rom
Oberst Ralph Peters' kort over ‘Det ny Mellemøsten' har udløst mange vrede reaktioner i Tyrkiet. Ifølge tyrkiske presseoplysninger fra 15. september blev kortet over ‘Det ny Mellemøsten' udstillet i NATO's militærakademi i Rom i Italien. Det blev desuden rapporteret, at tyrkiske officerer øjeblikkelig reagerede med raseri over fremstillingen af et opdelt og amputeret Tyrkiet. (8) Kortet fik en form for godkendelse fra det amerikanske National War Academy, før det blev afsløret for NATO-officerer i Rom.
Den tyrkiske øverstkommanderende, General Buyukanit, kontaktede den amerikanske hærchef, General Peter Pace, og protesterede over, hvad der var sket, og over udstillingen af det nytegnede kort over Mellemøsten, Afghanistan og Pakistan. (9)
Desuden har Pentagon gjort sig store anstrengelser for at forsikre Tyrkiet om, at kortet ikke afspejler officiel amerikansk politik eller prioriteringer i regionen, men dette synes at være i modstrid til de angloamerikanske handlinger i Mellemøsten og det NATO-besatte Afghanistan.
Er der en sammenhæng mellem Zbigniew Brzezinskis “Eurasisk Balkan” og projektet for ‘Det ny Mellemøsten'?
Her følger vigtige uddrag af den tidligere amerikanske sikkerhedsrådgivers bog ‘ Det store skakbræt' . Brzezinski erklærer også, at både Tyrkiet bog Iran, de to mest magtfulde stater på det 'Eurasiske Balkan', placeret i sydenden, er 'potentielt sårbare over for interne etniske konflikter [balkanisering]” , og at ‘Hvis den ene af dem eller begge blev destabiliseret, ville regionens indre problemer blive ustyrlige.” ( 10)
Det ser ud, som om et delt og balkaniseret Irak vil være den bedste måde at opnå dette på. Ifølge indrømmelserne fra Det Hvide Hus selv, findes der en tro på, at 'kreativ destruktion og kaos' i Mellemøsten er en positiv faktor for at ændre Mellemøsten og skabe 'Det ny Mellemøsten' og for at fremme den angloamerikanske køreplan i Mellemøsten og Centralasien.
”I Europa udløser ordet 'Balkan' forestillinger om etniske konflikter og regional rivalisering mellem stormagter. Eurasien har også sine 'Balkaner', men de eurasiske Balkaner er meget større, meget tættere befolkede og tilmed endnu mere religiøst og etnisk heterogene.
De befinder sig inden for den store geografiske rektangel, som afgrænser den globale ustabilitets centralområde (…) og omfatter dele af det sydøstlige Europa, Centralasien og dele af Sydasien [Pakistan, Kashmir, det vestlige Indien], området omkring den Persiske Golf og Mellemøsten.
De eurasiske Balkaner danner den indre kerne i dette lange rektangel (…) De adskiller sig fra dens yderzone på en særlig iøjnefaldende måde: de udgør et magttomrum. Skønt de fleste stater i den Persiske Golf og Mellemøsten også er ustabile, er amerikansk magt denne regions [dvs.
Mellemøstens] ultimative voldgiftsmager. Den ustabile region i yderzonen er således et område for en enkelt magts herredømme og tøjles af dette hegemoni. I modsætning hertil er de eurasiske Balkaner en klar parallel til de ældre, mere velkendte Balkanlande i det sydøstlige Europa: Ikke bare er de ustabile som politiske enheder, men de frister og inviterer til mere magtfulde naboers indtrængen, hvoraf hver eneste er besluttet på at modsætte sig, at regionen domineres af en anden.
Det er denne velkendte kombination af magttomrum og magtsugning, som gør betegnelsen 'Eurasiske Balkaner” rimelig.
Det gammelkendte Balkan udgjorde en potentiel geopolitisk præmie i kampen for europæisk overherredømme. De eurasiske Balkaner er også geopolitisk betydningsfulde, på skrævs af det uundgåeligt fremvoksende transportnetværk, som mere direkte skal forbinde Eurasiens rigeste og flittigste udkanter mod vest og øst.
De er desuden vigtige ud fra et sikkerhedssynspunkt og i forhold til historiske ambitioner hos mindst tre af deres nærmeste og mere magtfulde naboer, nemlig Rusland, Tyrkiet og Iran, mens Kina også signalerer en voksende politisk interesse for regionen. Men de eurasiske Balkaner er uendeligt meget vigtigere som en potentiel økonomisk gevinst: en enorm koncentration af naturgas og olie-reserver findes i regionen i tilgift til vigtige mineraler, guld indbefattet.
Verdens energiforbrug vil vokse enormt over de næste to eller tre årtier.
Beregninger fra det amerikanske energiministerium anslår, at den globale efterspørgsel vil vokse med mere end 50 pct. mellem 1993 og 2015, med den største forbrugsvækst i Fjernøsten. Styrken i Asiens økonomiske udvikling udløser allerede et massivt pres for udforskning od udnyttelse af nye energikilder, og det centralasiatiske område og det Kaspiske Hav vides at rumme reserver af naturgas og olie, som gør Kuwaits, den Mexicanske Golfs og Nordsøens dværgagtige.
Adgang til denne ressource og til en andel af dens potentielle rigdom er målsætninger, som opflammer nationale ambitioner, stimulerer selskabernes profitsyge, genopvækker historiske krav, genopliver imperiedrømme og giver næring til internationale rivaliseringer. Situationen er så meget mere foranderlig af den grund, at regionen ikke bare udgør et magttomrum, men også er ustabil i sig selv. (…)
Det eurasiske Balkan omfatter ni lande, som på den ene eller anden måde passer til den foregående beskrivelse, med yderligere to mulige kandidater. De ni er Kasakhstan, Kirgisistan, Tadsjikistan, Usbekistan, Turkmenistan, Aserbajdsjan, Armenien og Georgien – alle tidligere dele af den kollapsede Sovjetunion – plus Afghanistan.
De potentielle tilføjelser til listen er Tyrkiet og Iran, begge langt mere politisk og økonomisk levedygtige, begge aktive udfordrere til regional indflydelse i det eurasiske Balkan og således begge betydningsfulde geopolitiske spillere i regionen. De er på samme tid begge sårbare over for indre etniske konflikter. Hvis den ene eller de begge skulle blive destabiliseret, ville regionens indre problemer blive umulige at håndtere, mens bestræbelser for at begrænse Ruslands regionale dominans kunne blive forgæves.” (11)
Nytegning af Mellemøsten
Mellemøsten er i nogle henseender en slående parallel til Balkan og det centrale og østlige Europa i årene, der ledte op til 1. verdenskrig. Efter 1. verdenskrig blev grænserne på Balkan og det centrale og østlige Europa tegnet op på ny. Regionen gennemlevede en periode med voldsom uro, vold og konflikter før og efter 1. verdenskrig, som var det direkte resultat af udenlandske økonomiske interesser og indblanding.
Årsagerne til 1. verdenskrig er langt mere skumle end skolebøgernes standardforklaring – mordet på arvingen til imperiet under den østrig-ungarske trone, ærkehertug Franz Ferdinand, i Sarajevo. Økonomiske faktorer var den virkelige grund til den omfattende krig i 1914.
Norman Dodd, en tidligere bankmand på Wall Street, som for den amerikanske kongres undersøgte de skattefritagne stiftelser i USA, bekræftede i et interview i 1982, at de magtfulde personer, som bag scenen kontrollerede USA's finanser, politik og regering, også havde planlagt USA's inddragelse i en krig, som ville befæste deres greb om magten. (…)
Nytegningen og opdelingen af Mellemøsten fra Libanons og Syriens kyster i det østlige Middelhav til Anatolien (Lilleasien), Arabien, den Persiske Golf og den indiske slette svarer til de almene økonomiske, strategiske og militære mål, som er en del af den stående angloamerikanske og israelske dagsorden i regionen.
Mellemøsten er af kræfter uden for blevet omdannet til en krudttønde, som er klar til at eksplodere med den rigtige udløser, måske ved britisk-amerikanske og/eller israelske luftangreb på Iran og Syrien. En større krig i Mellemøsten kunne resultere i nye grænsedragninger, som strategisk ville være til fordel for britisk-amerikanske interesser og for Israel.
Det NATO-besatte Afghistan er med held blevet opdelt, bortset fra hvad selve navnet angår. Der er udbredt fjendskab i Levanten, hvor palæstinensisk borgerkrig opildnes, og der ophidses til opdelinger i Libanon. Det østlige Middelhav er succesrigt militariseret af NATO. Syrien og Iran bliver stadig dæmoniserede af de vestlige medier med henblik på at retfærdiggøre en militær dagsorden.
Samtidig har de vestlige medier på daglig basis fodret med urigtige og fordomsfulde ideer om, at befolkningsgrupperne i Irak ikke kan sameksistere, og at konflikten ikke er krig og besættelse, men en 'borgerkrig', som er karakteriseret af indre kiv og strid mellem shi'iter, sunnier og kurdere.
Forsøgene på bevidst at skabe fjendskab mellem Mellemøstens forskellige etniske, kulturelle og religiøse grupper har været systematiske.
De er i virkeligheden en del af en omhyggelig planlagt efterretningsoperation.
Endnu mere ildevarslende hjælper mange mellemøstlige regeringer, som f.eks. Saudi-Arabiens, Washington med at fremkalde splid mellem befolkningerne i Mellemøsten. Endemålet er at svække modstandsbevægelsen mod fremmed besættelse gennem en del og hersk-strategi, som tjener angloamerikanske og israelske interesser i regionen som helhed.
Mahdi Darius Nazemroaya er en uafhængig skribent fra Ottowa, som er ekspert i mellemøstlige og centralasiatiske forhold. Han er som forsker tilknyttet Center for Research on Globalization (CRG).
Noter
1 Det amerikanske udenrigsministerium, udenrigsminister Condoleezza Rice: What the Secretary Has Been Saying; Særlig briefing om rejserne i Mellemøsten og Europa, Washington, DC. 21. juli 2006.
2 Professor Mark LeVine: The New Creative Destruction, Asia Times, 22. august 2006.
3 Professor Andrej Kreutz: The Geopolitics of post-Soviet Russia and the Middle East, Arab Studies Quarterly (ASQ), Association of Arab-American University Graduates, Washington D.C., januar 2002.
4 Kaukasus eller Kaukasien kan betragtes som en del af Mellemøsten eller som en separat region.
5 (/Pensioneret) oberst Ralph Peters: Blood borders: How a better Middle East would look, Armed Forces Journal (AFJ), juni 2006
6 Ibid
7 Crispian Balmer: Franske MF'ere bakker op om lov om armensk folkedrab, Tyrkiet er vred, Reuters, 12. oktober 2006.
James McConalogue: Franskmænd mod tyrker: Om folkemordet på armenerne, The Brussels Journal, 10. oktober 2006.
8 Suleyman Kurt: Kort med opdelt Tyrkiet i NATO får USA til at fremsætte undskyldning, Zaman (Turkey), 29. september, 2006.
9 Ibid
10 Zbigniew Brzezinski: The Grand Chessboard: American Primacy and Its Geo-strategic Imperatives, Basic Books, New York , 1998.
11 Ibid
Netavisen 29. november 2009