af Sasha Lilley
CommonDreams
News Center
10 november 2002
Det britiske parlamentsmedlem
George Galloway siger, at der i magtens korridorer på begge sider af Atlanten
cirkulerer cirkulerer en plan for opdeling af Mellemøsten . I et interview
fornylig hævdede Galloway, at ministre og fremtrædende repræsentanter
for den britiske regering drøfter en opdeling af Mellemøsten, der
indebærer en tilbagevenden til den koloniale opdeling af landkortet i den
første fjerdedel af det 20 årh., hvor regionens moderne nationalstater
blevfastlagt. En angloamerikansk krig imod Irak, fortæller han mig, kunne
udløse startskuddet til
opbrydningen af regionen.
George Galloway
Galloway, som mødtes med Saddam Hussein i Baghdad i august, hævder at de amerikanske og britiske krigsmål går langt videre end til at udskifte den irakiske leder: "De indbefatter en omstrukturering af hele Mellemøsten, med henblik på bedre at sikre stormagternes hegemoni over Mellemøstens naturrigdomme og sikkerheden for de imperialistiske staters fortrop i området - dvs. staten Israel. Og en del af dette er faktisk korrektion af grænser."
Galloway er har adgang til den slags information eftersom han er næstformand
i Labour´s udenrigspolitiske komite i parlamentet med nære relationer
til England´s forsvarsminister.
Galloway siger, at britiske ministre
og tidligere ministre først og fremmest er optaget af opbrydningen af Saudi-Arabien
og Irak i umiddelbar forlængelse af et angreb på Saddam Hussein, men
at man også diskuterer en mulig opdeling af Ægypten, Sudan, Syrien
og Libanon. Disse embedsmænd er blevet opmærksomme på den kendsgerning,
at de mellemøstlige grænser er af nyere dato, idet deres oprindelse
ikke går længere tilbage end til første verdenskrig, hvor England
og Frankrig delte regionen mellem sig. Galloway tilføjer, "Der
er mange måder, hvorpå en ny Sykes-Picot dispensation kunne udformes
i Mellemøsten med henblik på at sikre endnu nogle få ti-år
med stormagt-hegemoni i dette område."
Sykes-Picot overenskomsten
fra 1916, der blev kodificeret af Folkeforbundet i 1920 udstykkede det hensmuldrende
Ottoman imperium, der omfattede store dele af Mellemøsten, mellem England
og Frankrig. I de tidlige 1920'ere gik England, der som den herskende imperialistiske
magt allerede effektivt beherskede Ægypten, Sudan, Oman, Kuwait og Qatar,
af med hovedparten. Denne opdeling af regionen mellem de imperialistiske magter
resulterede bl. a.
i oprettelsen af staterne Jordan, Syrien, Libanon og Irak.
I engelsk regi opstod den moderne saudi-arabiske stat sidst i 20´erne, og
indlemmede dermed de hidtil adskilte østlige,centrale og vestlige regioner
- inklusive de hellige steder i Mekka og Medina - i det, der udgør landet
i dag.
Opdelingen af Mellemøsten var delvis styret af den tids oljekonglomerater. England drev oljeselskaberne Anglo-Iran oljekompagni (British Petroleum's forløber) og Royal Dutch Shell's interesser igennem på bekostning af de amerikanske oljeselskaber Exxon og Mobil i kraft af det koloniale mandat, det havde etableret efter første verdenskrig. De olje-politiske manipulationer resulterede i en anglo-fransk overenskomst, der tildelte England den nordlige irakiske provins Mosul. Dette førte frem til Irak´s nuværende grænser, der blev dannet i 1921, hvor England kombinerede de tre ottomanniske provinser Mosul, Baghdad og Basra, der overvejende var henholdsvis kurdisk, Sunni- og Shi'a-muslimske.
Idag dominerer britiske og amerikanske råolje-interesser atter scenen,
omend England er reduceret til rollen som junior partner. De Forenede Stater og
England er hjemsted for de fire største råoljeproducenter i verden
- Exxon-Mobil, Chevron-Texaco, British Petroleum-Amoco og Royal Dutch Shell -
med det fransk-italienske TotalElf-Fina på femtepladsen. Selv om en massiv
opstand i Mellemøsten i første omgang ville kunne skade oljeindtægterne,
så vil en ny magtkonstellation i det lange løbe værne råolje-konglomeraternes
interesser imod regionens aktuelle ustabilitet. Til trods for at den amerikanske
regering har satset på alternative oljekilder i områderne ved det
Kaspiske Hav, Rusland og Afrika medgiver analytikere, at ingen af disse kan
sammenlignes med den Persiske Golf's hidtil kendte resourcer.
Det er derfor ikke så forbavsende, at Saudi Arabien, hvis høgene på begge sider af Atlanten får deres vilje, vil komme til at danne kernen i et hegemonisk omdannet Mellemøsten. Saudi Arabien alene råder over en fjerdedel af verdens råolje reserver og er et af de eneste lande, der er i stand til at øge produktionen i overensstemmelse med den voksende efterspørgsel efter olje, der forventes at stige med halvtreds pct. i de næste to tiår. Alligevel opfattes Saudi Arabien ikke længere af USA og England som en loyal allieret, og bestemt ikke som en stat, de kan tillade sig at være så afhængige af i betragtning af kongerigets interne sårbarhed og dets sponsorering af islamiske fundamentalistiske oprørere (femten af de nitten hijackere d. 11 sept. kom fra Saudi Arabien) - selvom en sådan protektion blev koordineret af De Forenede Stater i tidligere og bedre tider.
"Jeg
tror, at især De Forenede Stater har mistet tiltro til den herskende familje
i Saudi Arabien, i henseende til amerikanske interesser," hævder
Galloway. "De ser i øjnene, at radikaliseringen af den saudiarabiske
befolkning er vokset betragteligt og at den nu er meget dybtstikkende, især
blandt unge mennesker."
USA og England frygter, at det upålidelige
saudiske kongehus vil blive styrtet, og at de nye anti-amerikanske herskere vil
lukke for oljestrømmen. "De Forenede Stater frygter, at de en dag
vil vågne op konfronteret med en art Khomeini-, subsidiært en kombineret
Wahhabi Sunni/ Khomeini-revolution , hvorved alt vil være tabt i det land."
Det britiske udenrigsministerium har advaret om at dissens, der bobler op
fra en utilfreds befolkning med sympati for Osama bin Laden og koger af raseri
over den herskende elites pro-amerikanske holdning, har nået det punkt,
hvor landet risikerer at blive overtaget af al-Qaeda. "Saudi Arabien kunne
nemt blive to eller endog tre lande," siger Galloway i en sammenfatning
af den neo-imperialistiske holdning, der diskuteres i engelske regeringskredse,"hvilket
ville ndebære den ekstra fordel, at det fritager fremmede magter fra at
være nødsaget til at okkupere de helligste steder i Islam, når
de faktisk kun er interesserede i oljekilderne i den vestlige del af landet."
Efter
hans opfattelse kunne de amerikanske tropper, der har baser i hele Saudi Arabien
trækkes tilbage fra områderne omkring Mekka og Medina, de helligste
steder i den islamiske verden, hvor amerikansk militær tilstedeværelse
er en kilde til forbitrelse for mange Saudier.
I stedet kunne militæret
begrænse sig til at okkupere landets østlige provins, der grænser
op til den Persiske Golf, og som er beboet af Saudi Arabien´s Shi´a
minoritet. Dette område rummer de store oljefelter, derunder det største
oljefelt i verden, Ghawar, tilligemed kongerigets industricentre.
"Teoretikerne
bag disse ideer har fæsnet sig ved den kendsgerning, at en betragtelig del
af befokningen i den østlige provins, hvor oljen befinder sig, er Shi´a
muslimer, der ikke har et særlig nært tilhørsforhold til den
herskende Wahhabi klike, som udgør det Saudiske kongehus." Galloway
tilføjer, at vestlige ledere for første gang er begyndt at interessere
sig for den Shi´a befolkningens menneskerettigheder, der "nu, da
de falder sammen med vestlige interesser, er rykket højere op på
dagsordenen."
I USA har repræsentanter for kredsene omkring
Bush administrationen, opfordret til en opdeling af Saudi Arabien. Juli i dette
år forelagde en analytiker fra den regeringsfinansierede Rand Corporation
en briefing i forsvarsminister Rumsfelds private mødelokale med titlen
"Taking Saudi Out of Arabia", der over for de forsamlede notabiliteter
fra Pentagons Defense Policy Board gav udtryk for, at den amerikanske regering
burde kræve, at Saudi Arabien hørte op med at støtte fjendtlige
fundamentalistiske bevægelser og sætte en stopper for antiamerikanske
og -israelske tilkendegivelser, hvis en beslaglæggelse af dets oljekilder
og finansielle aktiver skulle undgås. En måned senere fremlagde Max
Singer, der er med-grundlægger af den højreorienterede amerikanske
tænke-tank, the Hudson Institute, en redegørelse for Pentagon´s
Office of Net Assessment, i hvilken han rådede den amerikanske regering
til at foranledige oprettelsen af en "Muslim Republic of East Arabia"
på basis af Saudi Arabiens østlige provins.
Hvorvidt de neo-konservatives imperialistiske krigslist vil blive realiseret må tiden vise. Hvad der er indlysende er imidlertid, at sandsynligheden for at et så kynisk eventyr vil gå galt, er temmelig stor. Koloniale projekter har en tendens til ikke at fungere som forventet, selv om fantasiernes ophavsmand i Pentagon og England´s Whitehall tænkes implementeret via "indfødte" stedfortrædere. Dette er ikke mindst tilfældet, da befolkningerne i de områder, der er på tegnebrædtet, så langt fra at opfatte USA som leverandører af en ønskedrøm om "democracy," er intenst fjendtligt stillede overfor Vestens imperialistiske planer.
Sasha Lilley er uafhængig
producer og korrespondent for Free Speech Radio News.
Oversættelse:
Hans Pendrup for Stop Terrorkrigen.
Netavisen 22. november
2002