Af Ali Abunimah, The Electronic intifada, 18. juli 2007
Mohammed Dahlan’s brev 13. juli 2003 til den daværende israelske forsvarsminister
” Vær sikker på at Yassir Arafat’s dage er talte, men lad os gøre det af med ham på vores måde, ikke jeres. Og vær lige såvel sikker på at… løfterne jeg gav overfor præsident Bush, vil jeg give mit liv for at holde.” Disse ord var skrevet af Mohammad Dahlan, Fatahkrigsherre hvis USA- og Israel-støttede styrker på Gazastriben blev jaget på flugt af Hamas sidste måned, som det fremgår af et brev skrevet 13. juli 2003 til den daværende israelske forsvarsminister Shaul Mofaz og offentliggjort på Hamas hjemmeside den 4. juli i år.
Dahlan, der uden held forsøgte at kontrollere Gaza, men alligevel er forblevet seniorrådgiver for de palæstinensiske myndigheders formand Mahmoud Abbas, skitserer sin konspiration om at vælte Arafat, ødelægge de palæstinensiske institutioner og erstatte dem med et Quislingelederskab underordnet Israel. Dahlan skriver om sin frygt for at Arafat vil sammenkalde den palæstinensiske lovgivende forsamling og bede forsamlingen trække mandatet for statsminister Mahmoud Abbas tilbage. Abbas var tidligere i 2003 blevet udnævnt på foranledning af Bushs insisteren for at inddæmme Arafats indflydelse. Dahlan skrev at ”fuldstændig koordinering og medvirken af alle” var nødvendig for at forhindre dette. Samt ”udsætte (Arafat) for et pres så at han ikke kan gennemføre dette trin.” Dahlan afslører at ” vi har allerede begyndt forsøgene på at polarisere synspunkterne for mange af parlamentsmedlemmerne ved intimidering og fristelser så de vil være på vores side og ikke på hans (Arafats)”
Dahlan slutter sit brev til Mofaz med ordene, ” der er kun tilbage for mig at overbringe min taknemmelighed overfor Dem og premierministeren (Ariel Sharon) for jeres fortsatte tillid til os, og al respekt til Dem.”
Dette brev er et lille men levende bevis, der kan føjes til det eksisterende bjerg, på den konspiration hvormed Abbas lederskab er involveret. I måneden efter Abbas udnævnelse af en Vichy-agtig ”nødregering” ledt af Salam Fayad har historiske Fatah ledere så som Faroug Qaddumi og Hani al-Hassan signaleret deres opposition til Abbas aktioner, og især taget afstand fra hans ordre om at palæstinensiske modstandskæmpere skal lade sig afvæbne medens israelsk besættelse fortsætter uantastet.
Dette understreger at den palæstinensiske splittelse i dag ikke går imellem Hamas og Fatah, eller mellem ”ekstremister” og ”moderate” eller ”islamister” og "sekulære", men mellem den minoritet som har kastet deres lod sammen med fjenden som kollaboratører på den ene side og dem der fastholder retten og pligten til at udøve modstand på den anden.
Israelske ledere er i det mindste krystalklare om hvad de forventer af deres palæstinensiske tjenere. Ephraim Sneh, indtil for nylig deputeret og forsvarsminister, udtrykker det israelske etablishments fælles syn:
”Den mest presserende og allervigtigste mission for Israel lige nu er at forhindre en Hamas-magtovertagelse på Vestbredden. Det er muligt at gøre dette ved at svække Hamas ved synlig diplomatisk fremgang, ved at hjælpe den effektive og succesfulde palæstinensiske statsminister Salam Fayads regering og skabe betingelser for den totale fiasko for Hamas regimet på Gaza striben”( ”How to stop Hamas” Haaretz, 17. juli 2007)
Sneh gør det klart at ” for at sejre er militærkampagner og arrestationer ikke nok--- det er bydende nødvendigt at påføre (Hamas) offentlige politiske nederlag ved hjælp af et andet palæstinensisk element.” Dette element er Fatah.
Sneh opregner et antal forholdsregler beregnet på at opnå dette. Herunder at ansætte flere palæstinensere som lavt lønnede arbejdere i den israelske økonomi, løslade Fatah-fanger og give palæstinenserne de afgiftspenge tilbage der er stjålet af Israel—men siger absolut intet om at standse opførelsen af israelske kolonier kun for jøder, afslutte den militære besættelse og afskaffe racistiske love og praksis. Med karakteristisk vaghed tilføjer han kun at ” det er nødvendigt at indgå i diskussion med den palæstinensiske præsident om principperne for en permanent statusaftale. ” Fjorten år efter Oslo, er det ikke let at overbevise mange skeptikere.
Siden Osloaftalerne blev undertegnet, har Israel gjort alt hvad de kan for at underminere udsigten til en palæstinensisk statsdannelse ved konstant at ydmyge den palæstinensiske myndighed. Hvad ligger der bag Israels beslutning om at afstive Abbas quislinge lederskab? Hvorfor ikke blot lade det alt sammen kollapse og erklære sejr?
Israelske ledere ved at tilslutningen til en etnisk ”jødisk stat” afhænger af at holde det faktum skjult at jøder ikke længere udgør majoriteten af befolkningen i den israelske stat, Vestbredden og Gazastriben… territorier kontrolleret af den israelske stat. Israel behøver det figenblad palæstinensisk overhøjhed udgør til at holde millioner af palæstinensere ude af regnskabet, på samme måde som apartheid-Sydafrika forsøgte at etablere et dække af ”uafhængige sorte homelands”—Bantustans—for at forlænge hvidt herredømme og give det et skær af legimitet. Hvis de palæstinensiske myndigheder kollapser, vil Fatah der ikke har nogen folkelig base kollapse sammen med det.
For Hamas vedkommende står de ved en korsvej. De kan overleve de palæstinensiske myndigheders kollaps, men hvad vil der komme bagefter? De voksede frem af en del af det palæstinensiske samfund—fattige og religiøst mobiliserede masser, men nyder langt bredere støtte for deres modstand imod Israel fra palæstinensere gjort forældreløse af deres vendekåbeledere og sultne efter et principfast alternativ. Hamas har valget mellem at formulere en dagsorden der kan leve op til det palæstinensiske samfunds stræben i al dens mangfoldighed eller gå i de fælder som er blevet sat for dem.
Hamas ledere har udarbejdet eksemplariske udtalelser stemt for pluralisme, ægte demokrati, og retssikkerhed og var med rette stolte af løsladelsen af BBC-journalist Alan Johnston. Men de må bedømmes på deres handlinger, og der er nedslående tegn. Det Palæstinensiske Center For Menneskerettigheder PCHR har rapporteret om adskillige tilfælde af ydmygelse, kidnapning og tortur begået af medlemmer af Hamas´s Executive Force, og om en fanges død efter anholdelse af Hamas militære gren.
Det er sandt at disse hændelser ikke sker i et vakuum. Israel og dets Fatah-allierede fortsætter med at udføre langt mere udbredt mord, tortur og kidnapning rettet imod Hamas medlemmer, og det er en overlevelseskamp Hamas udkæmper. Men Hamas opnåede legitimitet ved at love at sætte en stopper for de israelsk opbakkede Fatah militsers uhyggelige praksis. De må holde dette løfte eller se deres hårdt tilkæmpede støtte forsvinde. Samtidig må de begynde at udforme en vision for fremtiden som tager den realitet i betragtning at 11 millioner israelske jøder og palæstinensere lever i et lille land. Vi ved hvad Hamas er imod, men ingen er klar over hvad de er for.
Hamas står på nippet til at acceptere en to-statsløsning netop som realiteten er begyndt at dæmre selv for de mest stålsatte deltagere i Oslo-fredsprocesindustrien, at to-statsløsningen, som var nødvendig for at redde Israel som en enklave med jødiske privilegier, er ved at glide dem af hænde. Mens en to-statsløsning ”er ved at blive mindre sandsynlig”, observerer Aaron David Miller, en veteran efter 25 år i Statsdepartementet og senior embedsmand ved Camp David topmødet i 2000, ”tales der mere blandt palæstinenserne om en en-statsløsning--- som selvfølgelig slet ikke er nogen løsning, og som ville betyde enden på Israel som en jødisk stat.” ( ”Is peace out of reach?,” The LosAngleles Times, 15 juli 2007).
Haaretz columnist Danny Rubenstein forudser at ” før eller senere vil Hamas tabe dets krig mod Israel. Men det betyder (ikke) at der da vil være en tilbagevenden til dagene med Oslo og to-statsvisionen.” Han frygter snarere at ” der vil være stadig stærkere krav fra palæstinensiske arabere, som udgør næsten halvdelen af indbyggerne i dette land, som vil sige: Under de nuværende betingelser kan vi ikke etablere vores egen stat, og tilbage bliver for os at kræve borgerrettigheder i det land der er vores fædreland. De vil tage sloganer fra de arabere som er israelske statsborgere til sig, der kræver lighed og definering af Israel som en stat for alle dets indbyggere” ( ”Nothing to sell the Palestinians, ” 16 juli 2007). Således kan vi se at Abbas nu er Israels sidste bedste håb i kampen imod demokrati. Sådan en patetisk koalition kan ikke stå i vejen for befrielse.
Netavisen 18. juli 2007
oversat fra engelsk til dansk ved kpnet.dk
http://electronicintifada.net/v2/article7116.shtml
Netavisen 18. juli 2007