Kommentar
Kommunistisk Politik 10, 2003
Det er regningernes,
status'ernes og de taktiske justeringers tid efter krigskoalitionens foreløbige
sejr i Irak. Foghs Danmark var, tilsyneladende, på vinderholdet - og Fogh
er på vej til USA for at indkassere danske virksomheders andel af rovet
fra oliekrig samt modtage nye instrukser fra Den Store Leder.
Opgøret
med krigsmodstanderne er i gang. Særligt bittert i de krigsstøttende
lande. Snesevis af antikrigsaktivbister sidder fængslet, hundreder har retssager
hængende. Antikrigspolitikere som George Galloway fra det engelske Labour-parti
fyres på gråt papir. Francos arvtager Aznar forbereder en lov, som
vil forbyde enhver antikrigsprotest, når Spanien fører krig. Blandt
bestemmelserne: "En person som i en situation med væbnet konflikt
af international karakter, hvori Spanien er involveret, offentligt handler imod
det med det formål at miskredittere Spaniens deltagelse … vil blive
straffet med en dom på mellem ét og seks år i fængsel".
Det
er en konkret opfølgning af den terrorlovgivning, som blev gennemført
i USA, EU og de fleste andre lande i verden - nu direkte rettet mod antikrigsbevægelsen.
Også
den globale antikrigsbevægelse, den største folkelige protestbevægelse
verden har set i nyere tid, gør status. Et møde i Berlin sidst i
april mellem repræsentanter for antikrigskoalitionerne gav en entydig melding:
Bevægelsen er stærk, levedygtig - og kampen fortsætter som en
verdensomspændende og koordineret kamp. Den næste globale aktionsdag
blev fastlagt til den 23. september, årsdagen for den palæstinensiske
intifada. Inden da vil der blive gennemført mange internationale, kontinentale
og nationale manifestationer. Den 1. juni afholdes G8-topmøde i den franske
by Evian. Bush kommer til Europa …
Der planlægges også
afholdelse af et internationalt krigsforbrydertribunal (a la Vietnamkrigens Russel-tribunal).
Tyrkiet er foreslået som værtsland - med nationale tribunaler i de
krigsførende lande.
Stop for USA's krige og kamp for verdensherredømme;
solidaritet med de besatte lande og folk: Irak, Palæstina, Afghanistan;
kamp mod staternes forvandling til krigsapparater og den indre reaktion med dens
tydelige fascistiske tendenser - det er nogle af hovedretningerne for den globale
bevægelse.
I Danmark har 'Ingen krig mod Irak' indkaldt til en landskonference
den 10. maj for at diskutere hvor bevægelsen går hen. I en bredt sammensat
bevægelse med en lang række forskellige kræfter og organisationer
med forskellig ideologi og politiske mål vil der naturligvis være
forskellige opfattelser, forskellige linjer. Der er kræfter, som ønsker
at sætte en styrkelse af FN og FNs rolle i centrum. Der er nogle, som ønsker
at modstand mod dansk deltagelse i krig og besættelse skal afløses
af fokus på nødhjælpsarbejde for krigens ofre. Arbejderpartiet
Kommunisterne har den opfattelse, at den succesrige aktionsenhedsplatform, som
bevægelsen opbyggedes på, skal fastholdes og justeres i forhold til
den ny globale politiske situation, der er opstået efter Irak-krigen
.
Da Afghanistan-krigen 'sluttede' i begyndelsen af 2002 splittede Enhedslisten,
DKP/ML og KPiD den daværende antikrigskoaltion ('Nej til krig og terror'),
der fortsatte som Stop Terrorkrigen. I efteråret lykkedes det at danne 'Ingen
krig mod Irak' som en bred paraplyorganisation - under stærk modstand fra
DKP/ML og KPiD, indtil de modstræbende måtte tilslutte sig. Samtidig
har nogle af de samme kræfter forsøgt at danne 'alternative' koalitioner
som det såkaldte 'Danmarks Fredsråd'. Landskonferencen for 'Ingen
krig mod Irak' (som foreslås omdøbt til 'Nej til krig') vil afspejle
disse modsætninger. Kun hvis antikrigsbevægelsens aktivister får
et afgørende ord vil det overleve som en slagskraftig bevægelse.
Udgangspunktet
for en fornyet enhed må være at lære af bevægelsens egne
erfaringer. Fastholdelse af det politiske enhedsgrundlag, kamp for retten til
forskellighed og forskellige opfattelse, plads til alle kræfter, som vender
sig mod USA's krige og dansk krigsdeltagelse. Og ikke mindst: fælles handling
i form af nationale aktioner, demonstrationer og initiativer - i tæt koordination
med den globale antikrigsbevægelse.
På APKs 2. kongres i påsken
konkluderedes:
"Den nye antikrigsbevægelse og antiglobaliseringsbevægelsen
må udvikles i retning af en egentlig antiimperialistisk bevægelse,
vendt imod den amerikanske imperialisme og dens krigskoalition, mod al imperialisme
og al reaktion, i solidaritet med arbejderklassens og folkenes modstandskamp og
revolutionære kamp …
Der findes opportunistiske kræfter, som
vil opstille udviklingen af Den Europæiske Union - supermagten 'Europas
Forenede Stater' - op som et alternativ til den amerikanske imperialismes globale
dominans. Det udgør imidlertid ikke noget alternativ for arbejderklassen,
de europæiske folk eller verdens folk. Monopolernes 'Forenede Europa' drømmer
selv imperialistiske supermagtsdrømme, som den p.t svagere part i forhold
til den dominerende rival - den amerikanske imperialisme. "
(Udtalelsen
'Arbejderpartiet Kommunisternes 2. kongres og de kommende opgaver')
Det
er denne vej, en reel og slagkraftig folkelig modstand i de kommende år
må gå.
Netavisen 8. maj 2003