Af Palæstina Fredsvagter
Den 34 årige danske fredsvagt Lasse Schmidt, der netop er ankommet til Vestbredden, har haft en lang og våd dag ved Asmut Checkpointet i Nablus i går. Lasse Schmidt ankom til Vestbredden søndag for i en periode at gøre en forskel som fredsvagt i de besatte områder. Uanset hvor velforberedt man er hjemmefra overgår virkeligheden ens forestillinger. Lasse fortæller om sin første opgave:
“Vi var tre i gruppen, en ung amerikansk
kvinde, Susan, franskmanden Martial og jeg selv. Da vi ville hjælpe en gruppe
palæstinensere med at komme over en jordvold blev vi antastet af militæret.
Soldaterne tog 7 palæstinensiske mænd med sig. På grund af de
mange eksempler på overgreb på civile palæstinensere, fulgte
vi efter dem til et checkpoint 500 meter længere nede af vejen. Soldaterne
tog palæstinensernes ID-kort og trak sig tilbage til deres mandskabsvogn.
Jeg gik efter dem for at forhøre sig om hvorfor disse mænd blev tilbageholdt:
"Taler
du engelsk?" spurgte jeg venligt en soldat. Hans svar var at stikke mundingen
paa sin maskinpistol hårdt mod min tinding. “Jeg er skør, jeg
er skør. Du ved ikke hvad jeg kan finde på at gøre”,
råbte han og kiggede mig direkte ind i øjnene.
En soldater-kollega
kom hen til os og pressede sin maskinpistol i brystet på min amerikanske
veninde. Han tog ladegreb og sagde “Skrid, væk med jer”.
Vi
snakkede roligt til dem og forsøgte at finde ud af, hvorfor de syv palæstinensere
(tydeligvis almindelige mennesker paa vej hjem fra arbejde eller indkøb)
var tilbageholdt, men blev mødt med brutale skub, verbale trusler og og
viftende maskinpistoler.
“Hvis jeg ser dig i Jerusalem... bed til at det
ikke sker...” sagde den ene soldat truende til mig.
De israelske soldater
behandler palæstinenserne mere humant, når der er fredsvagter tilstede,
så vi valgte at blive trods deres trusler. I alt stod vi der i fire kolde
og våde timer i blæst og regn. Soldaterne fik samlet tyve palæstinensere,
der alle blev beordret til at stå med ryggen til på en lang række.
Mørket faldt på, regnen og blæsten fortsatte, mens soldaterne
passivt kiggede på.
“Det er vores hobby. Hvis vi lader dem gå
hjem, skal vi jo stå her alene, og det er så kedeligt”, svarede
soldaterne smågrinende da vi efter tre timer bad dem om at lade de gennemblødte
og frysende mennesker gå. To af palæstinenserne var skolelærere,
som har en specialtilladelse til at komme gennem checkpoints for at komme til
og fra skolen, en anden havde været paa hospitalet for at besøge
sin højgravide søster.
Flere gange undervejs skød de med
skarpt efter folk, der lidt længere væk løb over markerne i
nærheden for at komme hjem til deres landsby. Ingen blev ramt.
Efter
fire timer besvimede en af palæstinenserne og faldt om i mudderet. Først
da udleverede soldaterne ID-kortene og lod alle gå".
Et af den
israelske besættelsesmagts våben til kontrol af de besatte områder
er hundredevis af checkpoints spredt ud over både Gaza og Vestbredden. Det
er helt tilfældigt om man kan komme igennem disse checkpoints eller ej.
Mange kan derfor ikke komme på arbejde eller i skole. Dette sammenholdt
med de sporadiske udgangsforbud gør dagligdagen umulig for palæstinenserne.
De er ikke i stand til at planlægge hvad de skal den næste dag eller
den næste time.
Udover de mange checkpoints har de israelske besættelsestropper
anlagt "roadblocks" i form af jord- og betonvolde på vejene for
at forhindre kørsel med biler.
Netavisen 5. februar 2003