Både
Bush og Blair forkynder, at der snart vil komme "vigtige og afslørende
oplysninger". Er der ikke indeholdt elementer af det i Bush's kommende "tale
til nationen" tirsdag, er muligheden stor for at det sker, i takt med at
krigsmaskineriet opmarcheres.
Forud for Golfkrigen blev verden
præsenteret for nye "gruopvækkende kendsgerniger om drab på
kuvøse børn". Siden viste det sig, at den amerikanske ambassadørdatter
fra Kuwait havde optrådt som stand in i et krigsfalsum. Her forklarede hun
at kuvøsebørn blev hevet ud af kuvøserne. Krigspropaganda
leveret som bestillingsarbejde ved et amerikansk markedføringsfirma.
Ved
den store amerikanske invasion i Vietnam, blev der fabrikeret et falsum om storangreb
på amerikanske krigsskibe i området.
Der er grund til at være
på vagt overfor Bush´s proklamering om, at nye oplysninger snart vil
komme for dagen på passende tid og sted.
Den hurtigt voksende antikrigsbevægelse
i hele verden betyder, at USA er ved at komme på hælene, og er i tidsnød
for den oliekrig, de har besluttet sig for. En krig som kun en stadig mere omfattende
og accellerende folkelig fredsbevægelse på verdensplan vil kunne have
mulighed for at stoppe.
Derfor kan man tiltænke dem stor opfindsom i
den umiddelbare fremtid. Finder de en grannål, er der tale om et helt grantræ.
Finder de ikke noget, må de opfinde noget selv.
For dem er det en erobringskrig,
hvor det er de strategiske økonomiske tal på bundlinien der tæller
- alt andet herunder tab af menneskeliv - og at føre verdens befolkninger
bag lyset er blot nødvendige omkóstninger.
Selvom "main
stream" medierne i verden nu ikke længere helt kan komme udenom den
hurtigt voksende krigsmodstand, er der et massivt forsøg på folkelig
tilvænning til krigen. Med interviews og specialister om den uafvendelige
krig, krigsscenarier, krigssreportager og krigsfilm. Det tager til som en anden
underlægningsmusik, til den film som skal spilles.
I England med
Tonny Blair som en villig aktør i Bushs terrorkrig og kommende krigsplaner
er underlægningsmusikken meget massiv. Dagligt fodres folk med film fra
Falklandskrigen og Golfkrigen, om at gøre det nødvendige for Nationen-Men
også i England er modstanden massiv og udvikler sig. Den 15. februar forventer
arrangørerne over en halv million deltager i demonstrationen: Ingen krig
mod Irak.
En hårdt trængt Tony Blair måtte i det engelske
underhus med med en blanding af skærende stemmeføring og patos forsøge
at retfærdiggøre krigen: Vi må ikke svigte kommende generationer
af unge. Og stemmen blev endnu højere da han prøvede at skære
igennem: Dette drejer sig ikke om olie!
Men det kan slet ikke længere
skjules at det drejer sig om en oliekrig, selv ikke med høj stemmeføring.
Hvor er mediernes ramaskrig henne. At sætte millioner af mennersker
liv på spil for at røve olie behandles ikke som en krigsforbrydelse
af dimensioner.
Når det i glimt erkendes, forsøges det ofte bagateliseret:
når sandt skal være sandt, så er der et element af , at det
også drejer det sig om USA vil "sikre forsyningssikkerheden for deres
storforbrugende land også i fremtiden".
Herhjemme er der et
flertal af den danske befolkning, der ikke ønsker denne krig. Hverken i
form af erobringskrig efter en egenmægtig USA beslutning eller en erobringskrig
sanktioneret af FNs sikkerhedsråd.
Men for Mogens Lykketoft var det
beroligende at høre regeringens holdning i Det Udenrigspolitiske Udvalg:
-"Vi følger FN sporet som hidtil..... var svaret til ham - på
det direkte spørgsmål om regeringen vil stå bag en egenmægtig
USA beslutning var det "klokkeklare svar" -"dette er en teoretisk
diskussion vi ikke deltager i. Sådan viger man udenom noget der ligner skjulte
hensigtserklæringer - hemmelige aftaler - om at stå bag USA hele vejen
igennem. Ikke væsensforskellig fra det Nyrup regeringen sagde efter 11.
september.
Der er virkelig grund til bekymring - og til afvisning af dansk
krigsdeltagelse, uanset om det er i USA sporet, eller i et manipuleret sikkerhedsråds-spor,
som også fører til krig.
Netavisen 26. januar 2003