Analyse fra International Action Center (IAC) om den seneste udvikling i amerikanske planer om angreb på Irak
Frustreret over at Irak synes at samarbejde med FN´s påtrængende (intrusive) våbeninspektioner, driver Bush administrationen på i denne uge med at erklære, at den såkaldte afvæbningsaktion er mislykket: at inspektionerne er en tom aktion, og at den 12.000 sider lange irakiske deklaration er utilstrækkelig.
Det er bydende nødvendigt at anti-krigs bevægelsen ikke lulles ind i en falsk følelse af optimsme, fordi Irak og FN samarbejder. Forskellige regeringer rapporterer, at de nærer håb om at inspektionsprocessen kan bidrage til at undgå krig. FN generalsekretær Kofi Annan udtrykte sig usædvanlig klart ved at sige, at krig ikke er uundgåelig.
Men i samme udstrækning verden giver udtryk for forsigtig optimisme mht en fredelig løsning, kører Bush udenrigspolitiske på for at slukke alt håb om et sådant resultat. Der er nu et næsten totalt omvendt forhold mellem det verdensomfattende krav om tilbageholdenhed og fred og Bush administrationens iver efter at få udmeldt, at krig er sikker.
I slutningen af denne uge, kan vi forvente, at Bush vil forsøge at bekendtgøre, at Irak har fejlet mht at gøre rent bord i forbindelse med dets angivelige våbenprogram. Krigsmobiliseringen kan derefter stilles på automatpilot og handsken vil blive tilkastet de vaklende: "Er I med Os eller Dem?" Ved at gøre dette, vil det Hvide Hus utilsigtet afsløre en sandhed, der er kendt af alle objektive iagttagere af denne konflikt --- afvæbningen af irak aldrig har været det virkelige anliggende.
Atomtruslen havde til formål at holde amerikanere i angst for "fjenden", mens Bushhøgene som rasende gjorde sig klar til at øve aggression imod et land, der sidder inde med 10% af verdens kendte oljereserver.
Administrationen har et faktisk mål og et erklæret mål. Det faktiske mål er at føre krig imod Irak og at erobre og besætte dette land. For at gøre dette kræves 1)overvældende magt og 2)eliminering af en afvigende opposition, der kan afspore Bush´s drøm om imperium. USA råder over massiv magt. Men det er stødt på en formidabel opposition fra folk overalt i verden og i USA. Derfor har Bush administrationen flyttet sit erklærede mål fra regime-ændring til afvæbning, et meget mere acceptabelt angiveligt mål for offentlig udbredelse og et mål, som kan accepteres selv af de, der går ind for fred.
Det Hvide Hus ønsker at få det amerikanske folks opbakning til dette erklærede mål om "afvæbning." Når det først er sket, kan administrationen insistere på, at de mekanismer, der er indsat med henblik på den angivelige afvæbning har fejlet, eller kan ikke gennemføre opgaven, og at militær magt er nødvendig.
Der er kun en grund, der får tilskyndelsen til krig til at eskalere hastigt i lyset af den tilsyneladende succes med den nye inspektionsproces: Bush administrationen har aldrig haft til hensigt at "inspektions" processen skulle tjene andet formål end at udløse krig. Dette er grunden til, at det irakiske samarbejde med nspektionsprocessen har slået fejl i henseende til at bremse eskalationen i retorikken fra Washington, deriblandt de seneste politiske erklæringer, der bekræfter Bush´s planer om førstegangs brug af indsættelse af kernevåben. Washington Post rapporterede, at en klassificeret version af den nye Bush doktrin "bryder med halvtreds års anti-udbredelses bestræbelser" ved at planlægge for brugen af kernevåben imod lande, der ikke blot ikke har angrebet USA, men som ikke selv besidder kernevåben ("Forebyggende indsats er en del af amerikansk strategisk doktrin," WP forside, december 11, 2002)
Disse signaler fra det Hvide Hus og Pentagon giver intet grundlag for optimisme vedr. en tro på at krigen er blevet afværget.
Inspektionsprocessen, hvis sande formål udelukkende er at tjene som en udløser af krig, tilvejebringer i øjeblikket ikke det politiske dække, som Washington behøver for at angribe Irak og beslaglægge dets olje og territorie.
Krigsmagerne i Bush-administrationen vil nu være nødsaget til at fabrikere andre omstændigheder til retfærdiggørelse af et angreb og besættelse af Irak.
Bush administrationen hamrede resolution 1441 igennem Sikkerhedsrådet af en grund: for at tilvejebringe det diplomatiske figenblad for en amerikansk krig. I samme udstrækning processen udgør en politisk hindring, vil Bush og Co. torpedere processen.
Administrationen
har nu brug for en ny udløsningsmekanisme. Den vil bruge resolution 1441
til at skabe et klar grundlag for provokation.
USA gennemtvang en sprogbrug
i resolutionen, der ville give mulighed for tvangsmæssig fjernelse af irakiske
forskere, regeringsembedsmænd og deres familjer og børn til andre
lande for at isolere dem fra kontakt og underkaste dem forhør af FN inspektører.
USA ønsker at bortføre irakiske embedsmænd og forhøre dem for med trusler eller bestikkelse at bidrage til at frembringe den udløsningsmekanisme som USA desperat behøver og det "bevis", som USA længe har hævdet at være i besiddelse af, men som det aldrig har fremlagt. Man behøver kun at erindre sig Tonkinbugt-resolutionen, Pentagon-papirerne, eller endog de løgne, der blev fabrikeret om den irakiske hær, der angiveligt smed babier ud af kuvøser(i gåseøjne) for at vurdere kvaliteteten af de resultater, der sandsynligvis vil komme ud af disse bestræbelser.
I New York Times 16 dec. 2002 gør William Safire gældende, at irakiske forskere burde visiteres i deres hjem, fjernes til andre lande med helikopter på stedet og trues med, at de må fremkomme med de rette svar for at "mildne domme ved krigsforbryder-retsager." Og selvfølgelig vil enhver undladelse fra Iraks side af at fremme disse bortfjernelser i sig selv blive anset for "material breach" på Sikkerhedsrådets resolution.
Der er faktisk kun et forhold, der kan hindre krigen. Det ligger i folk selv. Hverken kongressen eller Sikkerhedsrådet vil stoppe Bush´s farlige kurs imod krig. Antikrigskræfternes optimisme må bygge på realiteter. Hvis vi kan mobilisere millionerne - i USA og over hele verden - og antænde en brand af aktivisme, så kan det politiske klima ændres og dermed ændres dynamisk.
Den offentlige mening er Bush´s fjende. Tiden er også en fjende for krigsmagerne. For hver dag vokser antikrigsbevægelsen. Det globale ønske om en fredelig løsning betragtes som undergravende, fordi der på dette grundlag kan opstå en potentiel massebevægelse - således som det skete i Vietnam-perioden.
Med korporativt ejede mediers samarbejde har det Hvide Hus forsøgt at skabe en falsk myte om konsensus vedr. krigen. Falske meningsmålinger, falske rapporter kan lamme og forvirre den amerikanske befolkning. Alligevel taler folk over hele landet med deres naboer, medarbejdere, medstuderende og i forsamlinger og bliver klar over, at de også er imod Bush´s krig, at der i realiteten er en udbredt og dybt lidenskabelig opposition med krigen.
Da hundredetusinder marcherede den 26 oktober, forsøgte de samme korporativt ejede medier at forflygtige denne bevægelses opståen. Men de blev konfronteret med overvældende krav om sandhed fra folk over hele landet, og nogle blev tvunget til at korrigere deres dækning.
Folkebevægelsen vokser fortsat med stormskridt.
Den 18 januar vil massive protester igen fylde gaderne i Washington DC og San Fransico. Tusinder af byer, universitetsområder, highschools, religiøse- og borgerretsorganisationer mobiliserer i fællesskab.
Scenariet den 18 januar indbefatter et kort møde på vestsiden af Capitolbygningen i Washington DC, der starter kl. 11 om formiddagen efterfulgt af en omfattende march til Washington DC Navy Yard --- en massiv militær installation, placeret i arbejderklassekvarteret i Southeast Washington DC, der er opholdssted for krigsskibe på Anacostia floden. Vi vil kræve omgående destruktion og et folkeligt inspektionshold vil forlange uhindret adgang og fuld redegørelse for de amerikanske ikke-konventionelle våbensystemer.
Artiklen på engelsk: What to expect from Bush?
Oversættelse: Hans Pendrup for Stop Terrorkrigen
Netavisen
23. december 2002