Ikke mange amerikanere er blevet dræbt under kampene i Afghanistan. Den
tabsfølsomme supermagt USA fører nu kun krige, hvor de dræbte
så godt som udelukkende befinder sig på fjendens side. Her er tabene
til gengæld enorme - både de civile og militære.
Det er en helt igennem fejg, men unægtelig effektiv, form for krigsførelse,
hvor den højeste teknologiske overlegenhed er forbundet med en suveræn
foragt for menneskeliv - i andre lande.
Den amerikanske militære 'succes' i Afghanistan beror imidlertid ikke
på luftkrigen, men på kombinationen af luftkrig og landtropper,
i dette tilfælde den korrupte Nordalliance, der nu er indsat som regering
i Kabul. Det er relativt få amerikanske tropper, der har været på
jorden i Afghanistan, men efterretninger fra jorden koordineret med præcisionsbombninger
har været et hovedelement i den militære offensiv.
Ved at forbinde sig med Nordalliancen opnåede amerikanerne både
at minimere deres egne tab - og samtidig at unddrage sig politisk modstand blandt
afghanerne, der hader synet af fremmede kampsoldater.
Luftkrigen er blevet rost som en gigantisk succes, og som et 'kvantespring'
fremad med hensyn til præcisionsbombning. Ifølge de tilgængelige
oplysninger er præcisionen og træfsikkerheden øget enormt
i forhold til tidligere krige - ikke mindst på grund af en ny generation
af præcisionsstyrede våben, der har sikret, at de fleste bomber
har ramt indenfor få meter af det tilsigtede. For første gang i
nogen krig.
Fejlbombninger skyldes angiveligt ikke fejl i teknologien, men menneskelige
fejl, såsom forkerte måloplysninger eller beregninger.
Det betyder også, at det enorme antal civile dræbte i bombardementerne - som efter forsigtige beregninger udgør mindst 4000 - ikke er tilfældige eller et resultat af fejlbombninger, men indkalkulerede omkostninger, som er afslørende for det amerikanske hykleri og racistiske dobbeltmoral.
Satsningen på total dominans i luftrummet (og i verdensrummet) har været en del af den amerikanske militære strategi i årtier - og den er blevet yderligere forstærket med Bushs og krigsminister Rumsfelds optræden på scenen. Fra den første dag ved regeringsmagten understregede de 'behovet for en gennemgribende inspektion af de amerikanske våben'. Afghanistan-krigen og en virkelig krigs slagmark blev det kærkomne sted for denne inspektion!
Hvad viste den? At relativt billige styresystemer (som Boings JDAM) til beskedne 20.000 dollars stykket kunne forvandle 'gammeldags' bomber til dødbringende præcisionsvåben, der kunne styres via impulser fra militærets satellitbaserede Global Positioning System. Mange af dem fik oplyst målene via forbedrede, men også relativt billige laser- og infrarøde målsøgere og stærkt forbedret natsyn-udstyr. Mange af bomberne er nedkastet fra gamle jetfly fra flåden og hæren - og til sidst i vidt omfang af B52-fly, der allerede var 'veltjente' under Vietnamkrigen i 60erne og 70erne. Kun de kunne rumme de enorme bomber, der blev brugt til at forvandle Tora Bora-bjergkomplekset til grus. Også de gamle AC-130 fly viste sig effektive.
De ubemandede fly - dronerne - som Predator og Northrop Grummanns ikke færdig-testede
Global Hawk anses også for at være betydelige succeser - på
trods af enkelte styrt..
Dronerne indsamler efterretninger og assisterer i målfastlæggelse
- og er langt billigere i anskaffelse og drift end de bemandende fly og de piloter,
der erstatter.
En hel del af de højt opreklamerede og ekstremt kostbare højteknologiske
fly har derimod dårligt været i brug - det gjaldt bl.a. F-117 Stealth
kampflyet, Apache Longbow angrebshelikopteren (Boing) og M-1 tanks'ene.
Våbenfabrikanterne vil selvfølgelig gerne sælge masser af
kostbare teknologiske eksperimenter (og de skal nok også få gjort
det) - men Afghanistan-krigen har demonstreret en stor effektivitet i de opgraderede
udgaver af de gamle fly og bomber.
Det er godt nok sket på en billig baggrund - mod et land, hvor der dårligt
eksisterede et teknologisk forsvar eller udbyggede radarvarslingssystemer. Men
det bekræfter de amerikanske militærstrateger og politikere i deres
satsning på udvikling af totalt globalt luftherredømme, indbefattet
det herredømme i rummet, som stjernekrigsprojektet - missilskjoldet -
skal sikre.
Luftkrigenes 'succes' betales af andre i form af blod, død og ødelæggelser
- og finansieres af de amerikanske skatteydere på bekostning af de sociale
budgetter, og af folkene i kraft af de amerikanske rov.
Opmuntret af 'sejren' i Afghanistan vil den amerikanske krigsadministration
fortsætte jagten på nye mål - i kosmos og på jorden.
Se også:
Krigens
profitører: Den amerikanske våbenindustri
Dødens købmænd boomer:
Projekt Joint Strike Fighter
Netavisen 8. januar 2001