Kommentar af Ran Ha-Cohen, Israel
"I Israel er ethvert levende menneske soldat, og enhver soldat et menneske"
hed det i et berømt gammelt citat, som tilskrives Davis Ben-Gurion, Israels
grundlægger og første premierminister.'
I tiden før de korte lydklip, hvor lange og komplekse slogans kunne tolereres,
var det en effektiv formulering, der kunne tilsløre modsætningen
mellem Israels demokratiske billede af sig selv og dets faktiske militaristiske
karakter.
Ingen bruger længere dette slogan. Hvad angår dets første
del - så går ikke enhver israelsk borger nu til dags ind i hæren.
Med hensyn til den sidste del så sår, hvad disse mennesker foretager
sig, som f.eks. 'ingeniørarbejdet' i Gaza, alvorlig tvivl om deres menneskelighed.
Så det er på høje tid med nogle få bemærkninger
om militarisme kontra demokrati i Israel.
Generalerne overtager politikken
Lad os se på en typisk karriere for en israelsk general. Den starter med
værnepligten som 18-årig. I begyndelsen af 40'erne, efter omkring
25 års tjeneste, forlader han hæren med en generøs pension.
Han har normalt en universitetsgrad, som han er kommet let til under tjenestetiden
i særlige akademiske programmer for officerer; universiteterne er glade
for at yde nationen tjenester ved at kompromittere den akademiske standard for
de gode penge, de får fra hæren (og nogle universitetsrektorer er
selv tidligere generaler).
Nu kan vores General vælge. Hvis han vil, kan han få en vellønnet
topstilling i den private sektor. For ingen kan benægte, at hvis han kunne
sende soldater til fronten, kan han også blive en glimrende erhvervsleder.
Ellers kan han gå ind i politik. Ingen kan benægte at hans militære
erfaring kvalificerer ham perfekt til en ledende position i det demokratiske
system. Er han klog, har han allerede benyttet sine forskellige militære
stillinger til at udvikle mediefærdighed og blive ven med journalister,
i forståelse for betydningen af 'fremstillingen i medierne' for hans offentlige
karriere. De politiske partier konkurrerer indbyrdes om at indrullere så
mange generaler som muligt; vores General vil føre jobsamtaler med adskillige
partier. Overbevisninger er sjældent et problem: da det ikke var tilladt
vores General at have personlige meninger i hæren, så har han sandsynligvis
heller ingen; i al fald er det helt afgjort at foretrække at justere sine
meninger hen imod det bedste parti (det der giver ham mest) frem for at have
nogen solid overbevisning på forhånd.
Det er vanskeligt at finde en fremtrædende israelsk politiker, som ikke
er pensioneret officer. Benjamin Netanyahu, som 'bare' var oberst i en eliteenhed,
er en næsten ydmyg undtagelse. Premierminister Sharon, forsvarsminister
Ben Eliezer, tidl. premierminister Barak, og tdl. Premierminister Rabin var
alle tidligere generaler, for blot at nævne nogle få. Generaler
begrænses ikke til forsvarsministeriet eller statsministerkontoret: for
tiden er transportministeren (Sneh), ministeren for kultur, videnskab og sport
(Vilnai), turisme (Ze'evy) og minister uden portefølje (Tarif) alle forhenværende
generaler.
Den israelske ledelse udviser således en bemærkelsesværdig
kontinuitet og sammenhæng. Sharon, Rabin og Ze'evy gjorde alle tjeneste
under Ben-Gurion. Da Sharon som forsvarsminister invaderede Libanon i 1982,
var Barak hans yndlingsgeneral. Og hvem havde befalingen over den særlige
eliteenhed, som den unge officer Netanyahu gjorde tjeneste ved? Ehud Barak,
selvfølgelig. Det er en klike med sit eget sprog, optræden og kodeks.
De betragter det israelske samfund som en bataljon halvfærdige rekrutter,
som må manipuleres til deres befalingsmands tilfredshed. Da deres formative
år er tilbragt på slagmarken nærmer deres sociale og økonomiske
forståelse sig et nulpunkt, mens deres interesse for kultur er lig nul.
Deres billede af araberne er dannet ved i årevis at have studeret dem
gennem et kikkertsigte. Ethvert problem kan løses med magt, og som soldaterordet
lyder: 'Når magten ikke slår til, så brug mere magt!' Deres
første bud er: opgiv aldrig et stykke land! Det er ikke forbavsende,
at den eneste israelske premierminister, som betalte en reel pris for fred -
da hele Sinai-ørkenen blev tilbagegivet til Ægypten - var Menachem
Begin, som hverken var general eller en del af den militaristiske klike. Rabin
og hans efterfølgere opgav aldrig land: de overlod det blot til en palæstinensisk
underentreprenør.
Generalerne har også ofte en typisk holdning over for kvinder, som stammer
fra altid at opleve disse i underordnede positioner - som eksempelvis deres
beundrende unge sekretær i hæren. En af disse generaler, Yizchak
Mordechai, som søgte at blive valgt til premierminister i 1999, blev
sidste måned dømt for sexmisbrug. Retten i Jerusalem fandt, at
Mordechai havde 'udnyttet sin rang og stilling' til at misbruge to kvinder seksuelt,
som var meget yngre end han, og beklagede hans handlinger som 'skadelige, ydmygende
og perverse'. Retten 'tog hensyn til' at det drejede sig om 'den eneste general
nogensinde, der har haft kommandoen over alle Israels tre fronter.'
"Når en strålende karriere, og legeme og sjæl bliver
ødelagt, skal Retten ikke også ødelægge personen med
en bevidst streng dom", skrev dommerne barmhjertigt (bemærk hvis
legeme og sjæl var ødelagt - det var ikke de misbrugte kvinders!).
Da de havde kendt ham skyldig i en handling, for hvilken maksimumstraffen er
ubetinget fængsel i syv år, gav de den pensionerede general Mordechai
en oprørende mild straf på 18 måneders betinget fængsel.
Hvem styrer landet?
Nu kan alt dette lyde klart nok for de indviede, men udadtil må
den demokratiske facade opretholdes for enhver pris.
Grunden til den ubetingede amerikanske støtte til Israel er hverken den
jødiske lobby i USA eller en påstået amerikansk forpligtelse
over for moralske værdier. USA støtter Israel simpelthen fordi
det tjener dets interesser som en amerikansk fæstning i Mellemøsten.
Det er sandt, at der er adskillige andre amerikanske 'allierede' i regionen,
men Israel er 'vores bedste allierede', fordi amerikanerne tror, at Israel er
en demokratisk stat, og at et demokrati er mere pålideligt end ikke-demokratiske
regimer som Ægypten eller Jordan.
Sociologen Uri Ben-Eliezer viede en hel bog til 'Den israelske militarismes
opståen 1936-56' (hebraisk 1995). En af Ben-Eliezers konklusioner er,
at Israel aldrig har oplevet et militærkup, forde den valgte ledelse antog
militarismen som central ideologi og et nøgleelement i dens politik.
I praksis betyder det, at når hæren kræver handling, redder
regeringen sig ved at opfylde dens krav.
Den hemmelige pagt består i dette: hærens generaler kan gøre,
hvad de har lyst til, så længe de i ord roser deres fhv. kolleger
i regeringen. F.eks. rapporterede journalisten Ofer Shelach i Yedioth Acronoth
(22.12.2000), at da Barak beordrede den palæstinensiske lufthavn i Gaza
genåbnet, adlød hæren formelt - men afspærrede alle
veje til lufthavnen. Ved en anden lejlighed, da der blev givet ordre til at
åbne en central motorvej, forsinkede hæren det i flere timer, indtil
-'lige pludselig' - demonstrerende bosættere dukkede op og blokerede vejen.
Hvem forstår det bedre end Barak, der som officer afskar kommunikationen
for ikke at høre, at den operation han forestod var blevet afblæst?
For at opsummere: Israels politik bestemmes af generaler. Der vil ikke forekomme
et militærkup i Israel af den simple grund, at generalerne allerede styrer
landet. Alle generaler, aftrådte som aktive, deler samme ideologi, som
foragter demokratiet, støtter besættelsen, velsigner voldsanvendelsen
og anser ethvert kompromis som tegn på svaghed. Hvis der eksisterer en
konflikt mellem fhv. og nuværende generaler, er det altid den mere militaristiske
linje, som vinder.
Israels demokratiske image er afgørende for at få amerikansk støtte,
og amerikansk støtte er afgørende for at opretholde Israels antidemokratiske
militarisme. Det 'særlige forhold' mellem USA og Israel baserer sig således
på en fiktion.
Mundus vult decipi, sagde Luther: verden vil bedrages.
Oversat af Kommunistisk Politik efter Indymedia Israel (Forkortet)
KP11, 2001
Læs også: Våbenhvilen som ikke er - Hærens tilstand (2)