Stormløb på den amerikanske ambassade i Cairo, Ægypten
Af Oriental Review
Kommunistisk Politik 20, 2012
Hvor bevæger 'det arabiske forår' sig hen? Den amerikanske krigsstrategi for Mellemøsten har bragt sekulære regimer til fald og islamistiske kræfter frem. I Libyen hersker kaos. Og hadet til USA i Mellemøsten er ikke blevet mindre Det er på tide at kalde vinderne og taberne ved navn
Stormløb på den amerikanske ambassade i Cairo, Ægypten
Bag manipulationerne i filmen ’Innocence of Muslims’ og snigmordet på den amerikanske ambassadør i Libyen er følelserne og volden, der har rystet Nordafrika og Mellemøsten, direkte konsekvenser af USA's egen strategi
Washington har åbnet Pandoras æske og må nu klare sig igennem de storme, som man selv har startet. Uheldigvis er den amerikanske administration, der er fanget i sit eget spind af modsigelser, ikke i stand til at stille spørgsmålstegn ved sig selv og synker stadig dybere ned i det kaos, som den har ønsket for andre.
Jo mere vi lytter til dem, jo mere foruroligende bliver udtrykket. Vesten har mistet sin samvittighed og tør slet ikke erkende den fatale fejl, der blev begået imod oberst Gaddafi.
For et par dage siden talte USA's præsident til FN’s generalforsamling og gentog et forbløffende mantra:
- Vi intervenerede i Libyen sammen med en bred koalition og med et mandat fra FN’s Sikkerhedsråd, fordi vi havde muligheden for at stoppe slagteriet af uskyldige, og fordi vi mente, at folkets ønsker har større magt end en tyrans.
- Og når vi nu mødes her, erklærer vi på ny, at Bashar al-Assads regime skal bringes til ophør, så det syriske folks lidelser kan stoppe og et nyt daggry begynde.
Dertil må først og fremmest siges: Der fandtes ikke noget mandat fra FN's sikkerhedsråd til intervention i Libyen. Hvis man forsøger at læse resolution 1973 (2011) om ’flyforbudszoner i Libyen’, vil man finde ud af, at den ikke indeholder et eneste ord om mulig intervention. Resolutionens fleksibilitet var den eneste grund til den fatale godkendelse i sikkerhedsrådet.
I dag sønderrives Libyen i smådele af rivaliserende stammer. Under Gaddafis styre var det en konføderation af stammer, der for det meste var loyale over for centralmagten. Det er de ikke nu. Østlige stammer har allerede erklæret de facto løsrivelse og ignorerede parlamentsvalget. De forsøger at stikke indtægterne fra udnyttelsen af olie- og gasfelterne i deres områder i egen lomme.
Et af de økonomisk mest velstående lande i Maghreb er i fuld fart ved at blive et nyt Afghanistan eller Somalia.
Alle libyske stammer har nu deres egen væbnede milits, med et anslået samlet mandskab på over 100.000. De slås permanent mod hinanden om land, græsgange, kilder til drikkevand, men hovedsageligt om oliefelter. For eksempel lurer der nu en storkrig imellem klanerne i Misratah og Benghazi om Sirte-bassinet. Ingen har den mindste intention om at afgive disse aktiver til de centrale myndigheder i Tripolis.
Alexander Mezyaev fra Strategic Culture Foundation beskriver det daglige slagteri i Libyen sådan:
”I det hele taget er der ingen tegn på, at spændingerne er på vej ned i Libyen, hvor kampe er flammet op nonstop de seneste fem-seks måneder. Alvorlige sammenstød imellem Toubon-brigaderne og arabiske grupper begyndte i Sabha i det sydlige Libyen i juni og kostede adskillige hundrede liv. Senere rasede kampe i Kufra i det sydøstlige Libyen.
De traditionelle klanstridigheder om grænsekontrol i den vestlige del af Libyen eskalerede til en tre dages væbnet konflikt mellem byerne Zuwara på den ene side og al-Jumail og Reghladin på den anden, med godt 50 dræbte. Ti døde, da arabere og tuareger hamrede løs på hinanden i Ghadamas, og ca. 1600 tuareger blev senere tvunget til at flygte til det nærliggende Derg. I juni stødte Zentan- og Mashashia-stammerne sammen i Nafusa og efterlod 70 døde og 150 sårede.
Regeringsstyrker blev udstationeret imellem Zentan og Shagiga for at adskille to lokale samfund, som førte krig om jord. Barkis myndigheder har fortsat ført en ’føderalistisk’ politik i det østlige Libyen. Volden har tilmed bredt sig til statschefens lokaliteter, hvor en vagt og en ’oprører’ blev dræbt i en skudveksling i maj måned. Regeringsfaciliteter, repræsentanter for det internationale samfund og sikkerhedsstyrker bliver i det østlige Libyen beskudt med en skræmmende regelmæssighed."
Barack Obamas regering støttede ikke alene fjernelsen af oberst Gaddafi (genopfrisk lige engang hans jubeltale den 20. oktober 2011), men lettede også Det muslimske broderskabs opstigning til magten i Ægypten. I dag er vi også vidner til anti-amerikanske demonstrationer dér (til rent held endnu uden ofre).
Og man støtter også anti-Assad-oprørerne i Syrien. Hvad der vil ske med den fodrende hånd i Damaskus, hvis guerillaerne vinder, kan vi slet ikke forestille os.
Uheldigvis lærer Washington ikke af historiens lektie. De har allerede betalt dyrt for at skelne mellem ’god’ og ’dårlig’ jihad (vi undskylder brugen af dette hellige ord i en ugudelig militant betydning her).
De anser terror mod geopolitiske rivaler som en tilladelig form for ‘national befrielse´, mens anti-amerikanske aktioner er forbrydelser mod menneskeheden. Prisen for USA for en sådan politisk skizofreni vil kun vokse.
Vi bør ikke alene sammenligne disse skelsættende begivenheder i det anti-amerikanske efterår alene med en parodi på en film udsendt i USA. Problemet stikker meget dybere. En ond ånd er allerede sluppet ud af flasken og har travlt med at smadre det gamle mausoleum i Tripoli, ødelægge gamle kristne helligdomme i Kosovo, Indonesien, Nigeria, slå ægyptiske koptere ihjel osv.
For at forstå den geopolitiske kabale om Mellemøsten ordentligt, bør vi sætte navn på vinderne og taberne i spillet om ’det arabiske forår’.
Golf-monarkierne er klart blandt vinderne. Det er en åben hemmelighed, at Golflandene i lang tid har ønsket at kontrollere den libyske gas.
Qatar, som har ambitiøse planer for det enorme europæiske marked for flydende gas, var den vigtigste interesserede part i fjernelsen af den libyske leder. Som bonus har emiren af Qatar, Al-Thani, fået skaffet sig af med sin personlige modstander (flere hårde ordvekslinger mellem dem ved panarabiske møder var ikke gået ubemærket hen) og med den næstsidste magtfulde sekulære leder i den arabiske verden (den sidste er Syriens præsident Bashar al-Assad).
I dag er de pro-salafistiske islamisters indflydelse alvorligt styrket i Libyen. Den tidligere militærguvernør for Tripoli, Abdelhakim Belhadi, Qatars protegé, anses for at være en af de mest indflydelsesrige personer dér. Skønt han fik et elendigt resultat ved de nyligt afholdte ’demokratiske’ valg til Nationalkongressen, spiller han stadig en afgørende rolle i Libyen.
Den største taber er indlysende EU (for ikke at tale om det libyske folk, der vil leve i et nyt Afghanistan). Man har ikke opnået nogen af de oprindeligt udstukne mål. Forsøget på at vise EU’s politiske og militære magt var nær endt i fiasko og faktisk en Suez-krise nr. 2.
Ideen om at etablere en liberal og sekulær stat i Libyen er ligeledes slået fejl. De, der i Mahmoud Jibril ser en liberal, tager dybt fejl: Han har allerede krævet genindførelse af polygami, og ifølge ham skal der regeres strengt efter sharia-principperne.
Endvidere har operationerne i Libyen skabt nye problemer for det europæiske kontinent. Man har mistet en pålidelig gasleverandør (intet seriøst firma vil investere i det, som i dag kaldes for Libyen). Man står over for mangedoblet illegal emigration fra Afrika.
Truslen om et enormt, olierigt terroristcentrum, som er ved at opstå på den anden side af Middelhavet – bevæbnet med sofistikerede våben, indbefattet bærbare jord til luft-missiler – er så håndgribelig som aldrig før.
Men det farligste er måske tabet af tilliden fra lederne af den tredje verden. Nu ved de, at flirten med eller løsrivelse fra Vesten ikke garanterer dem imod demokratisk sønderbombning.
Oversat fra engelsk og forkortet af Kommunistisk Politik
Hele artiklen
“Anti-American Autumn” Follows the “Arab Spring”
Netavisen 24. oktober 2012