Fra Washingtons gader til SCO:
Stærk modstand mod krig mod Iran

Protester over hele USA mod planlagt Iran-krig – som møder modstand fra hele verden og også fra kræfter blandt de amerikanske imperialister selv. Men lige nu er USA i gang med den største flådeopmarch i Golfen siden krigen i 1991.

Artiklen opdateret 13. august

Lørdag den 2. august blev der gennemført demonstrationer, happenings, seminarer og aktioner i mere end 100 amerikanske byer imod den krig mod Iran, som den amerikanske præsident og hans regering og Israel højlydt har talt om og konkret har forberedt over lang tid.
Aktiviteterne var arrangeret af initiativet Stop War on Iran på baggrund af en hasteappel om at demonstrere nu i sommer. Allerede i begyndelsen af 2006 initiativet udsendte den første internationale appel om at stoppe den planlagte krig.
Det hele foregik under parolerne ’Stop krig mod Iran’, ’Tropperne ud af Irak og Afghanistan’, ’Nej til amerikansk krig gennem Israel’ og - stærkt mobiliserende i en økonomisk krisetid - ’Penge til jobs, boliger og sundhed - IKKE til krig’.

Aktionerne havde ikke – og var heller ikke lagt sådan om – som de gigantiske aktioner op til Irak-krigen. Formålet var at synliggøre, at der eksisterer en reel trussel om nye krige fra den amerikanske regerings side. Der er voksende frygt for at en af George W. Bush’s sidste embedshandlinger som amerikansk præsident vil være den krig mod Iran, som længe har været forberedt af amerikansk og israelsk militær, evt. i starten alene som et israelsk luftangreb.
Faren er reel og akut både under de olympiske lege og senere på efteråret. Lige nu er USA i gang med den største flådeopbygning ved den persiske golf siden den første krig mod Irak i 1991.
Derfor gik mange tusinder på gaden i USA, ligesom protesterne mod planerne om en Iran-krig vokser i mange andre vestlige lande. Antikrigsbevægelserne i Europa og på andre kontinenter har ikke i samme omfang mobiliseret til aktioner som i USA, utvivlsomt fordi de ikke kender til konkrete planer, der inddrager deres lande i en mulig krig mod Iran.

Stop War on Iran gennemgår i en ny advarsel den amerikanske flådeopbygning i Golfen. Den er skræmmende og omfatter næsten 40 krigsskibe, indbefattet adskillige atombevæbnede hangarskibe.
Organisationen siger:
”Denne massive opbygning betyder, at hundredvis af atombevæbnede krigsfly, tusinder af tropper, destroyere, som er i stand til at affyre krydsermissiler der medbringer atomvåben, bunkerbusters (bomber der kan trænge gennem massive beskyttelsesrum, o.a.) eller fragmentationsbomber er gor hånden til et angreb på Iran. Med Rusland trukket ned i den georgiske krise og Kina travlt beskæftiget med olympiaden kan Bush-administrationen have den idé, at dette er en gunstig tid for et angreb. Den massive flådeopbygning finder sted samtidig med at begge kongressens kamre er parat til at godkende resolutioner, der giver grønt lys for en amerikansk blokade af Iran (hvad der ifølge international ret er en krigshandling).”

Ifølge presserapporter sejlede denne armada, inklusive de tre gigantslagskibe USS Theodore Roosevelt, USS Ronald Reagan, USS Iwo Jima mandag d.11. august mod Den Persiske Golf ledsaget af en flok engelske krigsskibe og en fransk ubåd.
Overflytningen til Golfen kommer en uge efter Operation Brimstone (Operation Svovl), som fandt sted I Atlanterhavet, hvor 12 krigsskibe fra USA, UK og Frankrig øvede et muligt angreb på Iran.

Isoleret krigsprojekt

Men en krig mod Iran ligner et isoleret amerikansk-israelsk projekt, hvis ikke den neokonservative Sarkozy i al hemmelighed har indgået krigsaftaler med USA og dets faste allierede Storbritannien.
Der findes ingen krigskoalition parat som ved starten på krigen mod Afghanistan efter 11. september 2001, eller den der blev skabt ved starten af Irak-krigen på basis af løgnene om irakiske masseødelæggelsesvåben. Der er ingen klar opbakning til et amerikansk-israelsk krigseventyr mod Iran fra EU, selvom den angivelige CIA-agent Nicolas Sarkozy som fransk præsident p.t. er formand for ministerrådet.

Også andre faktorer taler imod et angreb, herunder modsætninger i den amerikanske elite selv om hensigtsmæssigheden af et nyt krigseventyr i en situation, hvor det internationale had til USA aldrig har været større, dets præsident aldrig mere upopulær både i ude og hjemme, og hvor en voldsom økonomisk krise forværrer alle udsigter.   Det er først og fremmest de pro-zionistiske neokonservatives projekt, mens andre dele af establishmentet ønsker samarbejde (om olie) med Iran og Pentagon advarer mod en krig.

For krigsmagerne i Israel er der også opstået vanskeligheder. Den korrupte regeringsleder Ehud Olmert, hvis Kadima-parti lovede fred med palæstinensere og arabere, er ved at blive fældet og retsforfulgt af bestikkelsesanklager. Han har derfor annonceret, at han trækker sig som partiformand og at han træder tilbage som regeringschef i september. Men helt kan det ikke udelukkes at han iværksætter et militært overraskelsesangreb på Iran, inden han arresteres! Eller at den næste regeringsleder gør det. Israelsk militær er for længst klar – også med atomvåben.

SCO – en magtfuld modspiller

Hvis USAs traditionelle europæiske støtter ikke aktivt modsætter sig et amerikansk-israelsk angreb på Iran gør den stadig vigtigere SCO – eller ’Shanghai 6’ – koalition det. Den består af Kina, Rusland, Kasakhstan, Tadjikistan, Uzbekistan og Kirgisistan. Som observatørlande er tilknyttet Mongoliet, Pakistan, Iran og Indien. SCO på sin side arbejder tæt sammen med russiske ledte CSTO (Den Kollektive Sikkerheds Traktat Organisation), hvor alle SCO’s medlemslande bortset fra Kina også er med, men suppleret med Hviderusland og Armenien.

Både Rusland og Kina har i og udenfor FN skarpt vendt sig mod de amerikansk-israelske planer om et angreb på Iran. Der har været spekulation om Iran ville blive optaget som fuldt medlem af SCO, men den har for nylig afvist at optage Iran som associeret medlem. Til gengæld har den russiske udenrigsminister Sergei Lavrov efter et nyligt udenrigsminister i SCO meddelt, at
” Vi er blevet enige om praktiske skridt der vil gøre alle observatører i stand til at deltage i de af organisationens aktiviteter, der berører deres interesser”.

SCO og CSTO arbejder tæt sammen. CSTO’s topchef Nikolai Bordiuzha siger:
- Shanghai Samarbejds Organisationen (SCO) er en sværvægter hvad angår opretholdelse af sikkerhed i det eurasiatiske områder. Naturligvis søger CSTO et nært samarbejde med SCO og har allerede opnået gode resultater. Efter en beslutning på CSTO’s konference i Moskva vil organisationen danne en fælles centralasiatisk sikkerhedsstyrke, der har til opgave at forhindre uønskede udløbere fra Afghanistan.
Samtidig overvejer CSTO og SCO et fælles svar på de amerikanske planer om ’missilforsvar’ i Øst- og Centraleuropa. Nikolai Bordiuzha:
- Organisationen ser udbygningen af NATO’s infrastruktur og det amerikanske missilforsvar så tæt på dens vestlige grænser som en alvorlig trussel mod dens vitale sikkerhedsinteresser.
Missilforsvar kan anvendes aggressivt, på en måde som kræver et modsvar fra naboer.

Iran-krig kan forhindres

Der er således en hel stribe faktorer, som virker imod udløsningen af den for længst forberedte krig mod Iran. Med et USA reelt på vej mod nederlag i både Irak og Afghanistan er en ny krig, der mødes med global modstand, et mere end voveligt projekt.

Den vil bl.a. som umiddelbar konsekvens have at de shia-religiøse militser i Irak, som er under mere eller mindre direkte indflydelse fra Teheran, vil blive aktiveret i modstanden mod den svækkede og slidte amerikanske besættelsesmagt.
Spørgsmålet er om de neokonservative og zionisterne (som i vid udstrækning er identiske) endnu er stærke nok til at få held med at udløse en ny krig – eller om den stoppes, inden den bryder ud, fordi imperialisterne indser, at den vil få skæbnesvangre konsekvenser for dem selv.

Der er i det amerikanske establishment bred enighed om at Iran skal rykkes væk fra et tæt forhold til Rusland og Kina og strategisk igen knyttes til USA som i shahens tid. Spørgsmålet er om det skal ske med magt eller med ’diplomati’ og politiske og økonomiske midler med de militære trusler nedtonet. Det sidste står først og fremmest en fløj for, der består af en række toneangivende ’demokrater’, indbefattet præsidentkandidaten Barack Obama, som er elever og tilhængere af den tidligere geopolitiske præsidentrådgiver Zbigniew Brezinski,

I hele dette spil om forberedelse af krig er den væbnede modstand i Irak og Afghanistan og den palæstinensiske modstand mod Israels terror sammen med den brede folkelige modstand og antikrigsbevægelserne verden over afgørende faktorer.
Krigen mod Iran kan blive en af de planlagte krige, som ikke bliver til noget.

Netavisen 13. august 2008