Af Frit Irak Komiteerne Italien
De italienske Komiteer for et Frit Irak var vært for den store konference i Chinanciano. Den har været flere år undervejs – og kunne ikke afholdes i 2005, fordi mange centrale deltagere blev nægtet indrejsetilladelse. Her følger de italienske komiteers opsummering af konferencen og dens betydning.
Fra Danmark deltog Sammi Ala’a, formand for Komiteen for et Frit Irak.
Den internationale konference i Chianciano har været en stor politisk succes. I to lange år har vi kæmpet for at gøre det muligt at afholde den. Endelig kunne vi realisere den på den bedst mulige måde.
168 talere fra Mellemøsten var til stede ved konferencen. Dette resultat var muligt takket være sejren på ”visum-fronten”, resultatet af en lang politisk kamp, så vel som på grund af den store interesse blandt modstandskræfterne i Irak, Palæstina, Libanon, Afghanistan etc.
I Chianciano meldte en bred vifte af dele af den irakiske modstand sig især med baathister, islamiske kræfter, arabiske nationalister og folk med kommunistisk baggrund; der kom dele af den libanesiske modstand, inklusive Hizbollah, der var kræfter tæt på den palæstinensiske befrielsesbevægelse indbefattet såvel de traditionelle og historiske strømninger som den islamiske, samt repræsentanter for den afghanske modstand.
Alle disse folk forlod Italien i bevidstheden om at have taget et skridt fremad, at de ikke blot have udnyttet muligheden for at tale, men også havde opnået en voksende støtte og solidaritet.
Den internationale interesse for konferencen var langt større end tidligere set med deltagelsen af mere end et dusin internationale delegationer.
Mere end 300 gæster deltog – det er et positivt resultat, både i forhold til mødets avancerede karakter og i fra bevægelser uden projekt.
En organisatorisk succes
Et andet positivt element var den organisatoriske gnidningsløshed, hvormed konferencen kunne afvikles. Den forhåndsafklaring, der var opnået takket være de kammerater, som var involveret i forberedelsesarbejdet, gjorde, at konferencen kunne forløbe i en intensiv rytme og stor koncentration.
Dette resultat var ikke givet i betragtning af det klima af frygt, som blev skabt (fra officielt hold, KP) i den sidste periode. Situationen var imidlertid på ingen måde sammenlignelig med de problemer, der blev rejst omkring vores sidste forsøg i 2005, hvor vi var tvunget til at ændre stedet blot få dage før begivenheden på grund af det pres, som blev lagt på dets ejer.
Og der er en anden afgørende kendsgerning: fundraising til konferencen. Mange har spurgt, hvordan et sådant arrangement kunne finansieres – nogle med ærlig tvivl, andre med inkvisitoriske antydninger.
Det står klart, at denne konference har tilbagevist forestillingen om, at politik kun er mulig, såfremt det organiseres af etablerede partier (og deres vedhæng) eller ved hjælp af særlige økonomiske bidragydere. Sådanne opfattelser har desværre en del for sig. Så meget mere tilfredse er vi ved at kunne vise, at det er muligt at opnå selvfinansiering, baseret på donationer og bidrag fra politiske aktivister,
Det er en vigtig politisk kendsgerning, at findes der stærke ideer og klare mål, er det også muligt at overvinde de økonomiske forhindringer.
Et nyt udsyn
Der var mange, der ikke var glade for konferencen. For eksempel det pro-amerikanske højre, som var meget glade, da det for to år siden på Washingtons opfordring var i stand til at forhindre konferencen, men som i dag er i vanskeligheder og så sig ude af stand til at standse den. Den passede heller ikke regeringen og dens støtter, som har travlt med at garantere den Nato-politik, som det andet Prodi-kabinet bygger på. Den passede ikke den hykleriske pacifisme, som afviser at vælge side imellem de undertrykte og undertrykkeren. Den passede tilmed ikke store dele af antikrigs-bevægelsen, heller ikke folk der kunne være parate til at anerkende modstandsbevægelsens rolle, men som ønsker at tilpasse sig en euro-centristisk logik, som for nærværende afviser at lytte til, konfrontere, samarbejde og forene sig med modstanden.
Kun ved at tage alle disse aspekter i betragtning, kan man forstå og værdsætte den reelle politiske succes, som Chianciano-konferencen repræsenterer. Den er et tegn på, at noget nyt er på vej. Der er ved at vokse kræfter frem, som rent faktisk ikke længere stirrer sig blinde på det officielle politiske teater, og som ønsker at bidrage med opbygningen af en alternativ bevægelse, bygget på substans og ikke blot på bevægelsesritualer. Disse har forstået (og mange udtrykte det også) at et internationalt møde af den karakter, som Chianciano-konferencen havde, står mål med ti demonstrationer . . .
Mediernes dødlignende tavshed
Nogle læsere vil måske forbavses over at høre dette, for Chianciano-konferencen blev i virkeligheden totalt forbigået af massemedierne. Og man ved, hvad dette betyder i vores mediesamfund. Når denne begivenhed af global interesse skjules fuldstændigt, er det imidlertid en skandale af en sådan størrelsesorden, at vi ikke ønsker at klage. Det bør snarere få os til at reflektere over dens betydning.
Vi havde allerede på forhånd forstået, at den følgagtige politiske elite ville beordre tavshed om konferencen. Som hovedregel anvender de to måder at beskæftige sig med dem, der støtter de undertrykte folks befrielseskamp: Kriminalisering eller tavshed.
Men denne gang har de overskredet alle grænser. Hvorfor var de store nyhedsbureauer til stede i Chianciano med kendte journalister og endog TV-hold uden at producere nogen som helst rapporter? Der synes for os kun at være én plausibel forklaring: De foretrak at være tavse i stedet for at blive nødsaget til at berette om konferencens store succes.
Så langt ud er det italienske ”demokrati” kommet under centrum-venstre-regeringen.
I sammenhæng med denne tavshedens skandale er der også en anden og ikke mindre skandale, nemlig at den såkaldte venstre-presse som Il Manifesto og Liberazione glimrede ved deres fravær. Deres læsere fik kun noget at vide om konferencen på forhånd igennem betalte annoncer.
Diskussionen med modstanden og modstanden indbyrdes
Under forberedelsen af konferencen har vi ofte talt om ’modstandsbevægelser’ i flertal. Mens den omfattende modstand mod det amerikanske imperieprojekt og dets endeløse krig faktisk er én og samme ting, er dens udtryk og formuleringer forskelligartede, afhængige af de divergerende nationale omstændigheder.
I forhold til denne kendsgerning har man to valg: enten at ignorere forskellene og henvende sig til modstanden på en generel og overfladisk måde, eller at invitere de store og mest repræsentative kræfter og involvere de kulturelle og politiske strømninger, som er besluttet på at gå fremad i den nødvendige enhedsproces, som med tiden vil føre til opbygning af en international anti-imperialistisk front. Vi valgte den sidstnævnte vej. Den indbefatter samtidig en konfrontation mellem forskellige positioner.
Som man kunne forudse på forhånd var vurderingen af Irans politiske rolle i Mellemøsten det spørgsmål, som gav anledning til de mest intense diskussioner. Irans politik omfattes af Hizbollah og andre kræfter fra den libanesiske modstand, såvel som af Hamas, med stor sympati - i modsætning til den irakiske modstand, som kæmper imod en regering (med tilknyttede dødspatruljer), som står Teheran meget nær.
Abduljabbar al Kubaysi, generalsekretær for Iraks Patriotiske Alliance, udtrykte, at (den irakiske modstand, KP) vil være imod en amerikansk aggression imod Iran, hvis den bliver en realitet, men at det i dag er Iran, som fuldstændig må ændre dets politik i forhold til Irak og ophøre med at yde større til den amerikanske besættelse.
Dette blev taget op af Moreno Pasquinelli (fra Campo Antiimperialista, KP) i hans konklusioner, hvor han gav udtryk for, at vi må stå sammen med Iran over for aggressionstruslen, men at det samtidig sker med en stærk kritik af den nuværende iranske geopolitik, som forårsager så megen ødelæggelse på den irakiske front.
Et skridt fremad
Der er taget et skridt fremad. Det er første gang at et internationalt møde af denne kvalitet med disse emner og med disse ledende skikkelser har været mulig. Den endelige resolution foreslået af præsidiet og enstemmigt godkendt, udgør helt sikkert et skridt fremad mod enhed.
Den slutter:
”Vi bestræber os på at følge den vej, som modstanden i Palæstina, Afghanistan, Irak og Libanon har banet . . . gennem opbygningen af et netværk af de antiimperialistiske kræfter i fælles kamp og skridt for skridt skabe mulighed for, at håbet hos store dele af de undertrykte folk og modstandsbevægelserne i Syd og Nord, i Øst og Vest materialiserer sig i en fælles international antiimperialistisk front.”
Mens det for at nå dette mål er nødvendigt med gensidig kontakt og udvekslinger mellem modstandsbevægelserne indbyrdes, er samtidig spørgsmålet om den vestlige anti-krigsbevægelses forbindelser til disse modstandsbevægelser af stor betydning.
I denne henseende kan vi notere positive fremgange i sammenligning med årene før, men forbindelserne er stadigvæk utilstrækkelige.
Målet om at skabe en international anti-imperialistisk front kræver helt sikkert stadig et langvarigt politisk arbejde, men fra Chianciano kommer den faste beslutning om at fortsætte ad denne vej, som er det eneste svar, som er i stand til at imødegå imperialismens ’uendelige krig’.
Hvad Italien angår, signalerer konferencens succes nødvendigheden af en bredere og stærkere samling af anti-imperialisterne. Under meget vanskelige omstændigheder har de seneste års arbejde givet vigtige resultater, som nu udgør et fundament, som vi kan basere de næste skridt på.
Oversat og lettere forkortet af KP
Se også
Sluterklæring: Med modstanden – for en retfærdig fred i Mellemøsten
Fotos fra Chianciano konferencen 2007
Netavisen 8. april 2007