Det er kun modstand der er legal

Af Hana Albayaty, Abdul Ilah Albayaty, Ian Douglas

( B Russell s Tribunal Committee )

5. oktober 2006

Den USA-ledede besættelse af Irak er en død sag, politisk, militært, moralsk og økonomisk. 

Den nationale folkelige modstand i Irak er den eneste legale og lovlige repræsentant for det irakiske folk og Republikken Irak.

Kun den nationale folkelige modstand kan og har myndighed til at fastlægge en vej til fred og stabilitet i Irak.

I 2005 fastslog Samvittighedsjuryen under Verdenstribunalet om Irak klart den ulovlige og umoralske karakter af den USA-ledede invasion, besættelse og ødelæggelse af Irak som stat og nation.

Denne erklæring på engelsk

Denne erklæring på fransk

Denne erklæring på arabisk

Legaliteten er på Iraks side

Mens listen over ulovligheder i Irak iværksat af USA vokser ud over alle grænser, forsikrer international lov os om følgende:

Ifølge international lov er det udtrykkeligt forbudt den USA-ledede besættelse af Irak at indstifte forandringer med det formål permanent at ændre de grundlæggende strukturer i den irakiske stat, herunder dens juridiske, økonomiske og politiske institutioner og sociale orden (1). Endvidere, med udgangspunkt i at invasionen af Irak i 2003 var entydigt ulovlig ifølge international lov, er ikke blot den USA-designede irakiske grundlov og nationalforsamling ulovlig, men også enhver lov, traktat, aftale og kontrakt underskrevet i Irak siden den ulovlige invasion og den efterfølgende besættelse, er ulovlig. Alle stater er forpligtede ifølge international lov til ikke at anerkende konsekvenserne af andre staters ulovlige handlinger som lovlige (2).

Ifølge international lov er det forbudt den USA-ledede besættelse at indgå nogen økonomisk langtidskontrakt som ikke er blevet godkendt af en suveræn irakisk regering der repræsenterer det suveræne irakiske folk (3). Eftersom der per definition ikke kan eksistere en sådan regering under besættelse, er alle forsøg på at binde den irakiske olies fremtid til udenlandske multinationale selskaber – særlig gennem ugunstige ”Vare-delings-aftaler” (VDAer) – ulovlige og ugyldige.

Ifølge international lov er det utvetydigt forbudt den USA-ledede besættelse at tilstræbe eller tillade opdeling af Irak i tre eller flere forbundsenheder. Ethvert sådant resultat ville være et alvorligt brud på de krigslove der styrer militær besættelse. Det er desuden ulovligt at den USA-ledede besættelse iværksætter og støtter etnisk og sekterisk strid for at virkeliggøre politiske mål der er i modsætning til det irakiske folks interesser (4).

Idet den USA-ledede besættelses politiske mål er slået fejl, har besættelsesmyndighederne ingen ret til at forsøge at undertrykke irakerne med magt. At gennemføre straffeoperationer som vilkårligt rammer civile borgere i hele byer – f. eks. de planer der i øjeblikket iværksættes for at pacificere Bagdad for fjerde gang – er illegalt og uacceptabelt ifølge international lov (5). Den USA-ledede besættelse og de feudale marionetter den har indsat, gør sig skyldige i kollektiv afstraffelse og forbrydelser mod menneskeheden, idet den anvender forbudte våben og krænker krigens love ved ikke at anerkende modstandsbevægelsens krigere som krigere (6).

Den kampagne af mord, tortur, voldtægter og terror der foregår vendt mod Sunnibefolkningen i Irak, heri medregnet de operationer de USA-finansierede dødspatruljer udfører, udgør folkedrab ifølge Folkedrabskonventionen af 1951 (7). At de USA-ledede besættelsesstyrker ikke, som de er forpligtede til, gennemfører at beskytte retten til liv og sikre tryghed for alle irakiske borgere – uanset konfessionelt tilhørsforhold eller en hvilken som helst anden opdeling – er en krigsforbrydelse og en forbrydelse mod menneskeheden (8).

Det er kun den nationale folkelige modstand der er legal i Irak. Dens legalitet og lovlighed er beskrevet i talrige instrumenter under international lov, iberegnet grundlæggende og overordnede dokumenter som f.eks. FNs Charter (9). Den bør anerkendes som en kæmpende hær og som fortsættelsen af den irakiske stat.


Det er kun modstand der er legal

Det er kun den nationale folkelige modstand i Irak – bevæbnet, politisk og civil – der har magt til, både som en objektiv kendsgerning og ifølge international lov, at fastlægge en vej til fred og stabilitet i Irak. Ingen anden spiller, og slet ikke naragtige marionetpolitikere indsat af USA og bosat i en ”Grøn Zone” med en 10 kilometers diameter, kan udtale sig på det irakiske folks vegne eller repræsentere Republikken Irak.

Det fulde ansvar for de ulykker der har ramt det irakiske folk, er hos USA, dens mislykkede ”politiske proces” og mislykkede sikkerhedsforholdsregler. Ingen eskalering kan bringe en løsning. Besættelsen må slutte og slutte nu.

Abdul Ilah Albayaty ( B Russell s Tribunal Advisory Committee )

Hana Albayaty ( B Russell s Tribunal Executive Committee )

Ian Douglas ( B Russell s Tribunal Advisory Committee )


(1) Artikel 43 og 55 i Haag-reglerne IV om love og sædvaner under landkrig, 1907, og artikel 54 og 64 af Den fjerde Geneve-Konvention angående beskyttelse af civile i krigstid, 1949.

(2) Artikel 41 (2) af De forenede Nationers internationale lovkommissions Udkast til artikler om statsansvar , der afspejler reglerne for sædvanlig international lov (og er godkendt i FNs Generalforsamlings resolution 56/83 af 28. januar 2002, ”Staters ansvar for internationalt forkerte handlinger”), forbyder stater af drage fordele af deres egne ulovlige handlinger: ”Ingen stat må anerkende en situation som lovlig, der er skabt ved et alvorligt brud [på en forpligtelse opstået under en overordnet norm under almindelig international lov]”; sektion III (e), FNs Generalforsamlings resolution 36/103 af 14. december 1962, ”Erklæring om utilladeligheden af intervention og indblanding i staters indre anliggender”.

(3) FNs Generalforsamlings resolution 1803 (XVII) af 14. december 1962, ”Permanent suverænitet over råstoffer”.

(4) FNs Generalforsamlings resolution 1514 (XV) af 14. december 1960, ”Erklæring om tilståelse af uafhængighed til koloniserede lande og folk”.

(5) Artikel 50 i Haag-reglerne IV , 1907, og artikel 33 af Den fjerde Geneve-Konvention , 1949: ”Kollektive afstraffelser og ligeledes alle foranstaltninger til intimidering eller terrorisme er forbudt; artikel 51, Den første tillægsprotokol til Geneve-Konventionerne , 1977.

(6) Artikel 3 i Haag-reglerne IV , 1907: ”De krigsførende parters væbnede styrker kan bestå af krigere og ikke-krigere. I tilfælde af tilfangetagelse hos fjenden, har begge ret til at blive behandlet som krigsfanger.”

(7) Artikel 2 og 3 af Konvention om forebyggelse og straf af forbrydelsen folkedrab , 1951.

(8) Princip nr. 6 af Internationale lov-principper anerkendt i Charteret fra Nürnbergdomstolen og i Domstolens domsafsigelse , overtaget af FNs internationale Lov-kommission, 1951.

(9) Retten til selvbestemmelse, national uafhængighed, territorial integritet, national enhed og suverænitet uden ydre indblanding er blevet bekræftet talrige gange af et antal FN-forsamlinger, herunder FNs Sikkerhedsråd, FNs Generalforsamling, FNs Menneskerettighedskommission, Den internationale Lov-kommission og Den internationale Domstol. Princippet om selvbestemmelse medfører at hvor der er blevet brugt voldelige midler til at undertrykke denne rettighed, er det tilladt at anvende vold for at modsætte sig dette og opnå selvbestemmelse.

Menneskerettighedskommissionen har rutinemæssigt genbekræftet lovligheden af at kæmpe mod besættelse med alle til rådighed stående midler, væbnet kamp inkluderet (CHR resolution nr. 3 XXXV, 21. februar 1979 og CHR resolution nr. 1989/19, 6. marts 1989). Der står udtrykkeligt i FNs Generalforsamlings resolution 37/43 , vedtaget 3. december 1982: ”Hermed genbekræftes lovligheden af befolkningers kamp for uafhængighed, territorial integritet, national enhed og befrielse fra kolonimæssig og udenlandsk herredømme og fremmed besættelse med alle til rådighed stående midler, herunder væbnet kamp.” (Se også FNs Generalforsamlings resolutioner nr. 1514 , 3070 , 3103 , 3246 , 3328 , 3382 , 3421 , 3481 , 31/91 , 32/42 og 32/154 .)

Artikel 1(4) af den Første tillægsprotokol til Geneve-Konventionerne , 1977, anser kamp for selvbestemmelse som tilfælde af international væbnet konflikt. Geneve-Konventionen om terrorisme fastslår: ”Som gentagne gange erkendt af FNs Generalforsamling har befolkninger der kæmper mod kolonimæssig undertrykkelse og fremmed besættelse og mod racistiske regimer under udøvelse af deres ret til selvbestemmelse, ret til at bruge vold for at opnå deres mål inden for rammerne af international humanitær lov. Denne form for lovlig brug af vold må ikke sammenblandes med handlinger af international terrorisme.”

Under udøvelse af deres ret til selvbestemmelse har befolkninger under kolonimæssig og fremmed undertrykkelse ret ”til at kæmpe ... og til at søge og modtage støtte ifølge principperne i Charteret”, og i overensstemmelse med Erklæringen om principper for international lov angående venskabelige forbindelser og samarbejde mellem stater . Det er med disse vendinger at artikel 7 af Definition af Agression (Generalforsamlingens resolution 3314 (XXIX) af 14. december 1974) anerkender lovligheden af befolkningernes kamp under kolonimæssig eller fremmed undertrykkelse. Erklæringen om principper for international lov angående venskabelige forbindelser og samarbejde mellem stater (Generalforsamlingens resolution 2625 (XXV)) anfører princippet om at ”Stater skal i deres internationale relationer afholde sig fra at true med eller anvende vold mod en hvilken som helst stats territoriale integritet eller politiske uafhængighed, eller på nogen anden måde handle i modstrid med de Forenede Nationers hensigter.”

FNs anerkendelse af lovligheden af befolkningernes kamp under kolonimæssig og fremmed undertrykkelse eller besættelse er i overensstemmelse med det almene forbud mod brug af vold indeholdt i FNs Charter, først og fremmest fordi en stat der med vold undertvinger et folk til kolonimæssig eller fremmed herredømme, begår en ulovlig handling som defineret i international lov, og det undertrykte folk er berettiget til i udøvelsen af dets grundlæggende ret til selvforsvar at kæmpe for at forsvare sig og opnå dets ret til selvbestemmelse.

Oversættelse Minna Skafte Jensen for Boykot Israel

- End -