Af Ghali Hassan
Helt fra besættelsens begyndelse stod det klart at USA ville styre Irak ved at bryde landet op i småstater eller regioner og splitte den irakiske befolkning langs etniske og sekteriske linjer. Den vold mellem irakerne som besættelsen satte i gang, skulle frembringe et påskud for langtidsbesættelse af Irak og rette irakernes vrede væk fra besættelsens brutalitet og vold.
Under sit nylige ikke offentliggjorte (sit hemmeligt indluskede) besøg i Bagdad, gentog den britiske udenrigsminister Jack Straw en kommentar fremsat af USAs ambassadør i Irak. Straw sagde: "Vi er ivrige efter at se disse to ministerier [forsvars- og indenrigsministeriet] i hænderne på kompetente folk, helst teknokrater", folk som Ahmed Chalabi eller Iyad Allawi. Kommentaren havde ikke noget at gøre med at standse volden i Irak, men meget med at sikre udøvelse af fuldstændig USA-kontrol med det irakiske militær og politi. Sidstnævnte kunne så bruges mod modstanderne af besættelsen. I realiteten samarbejder de personer der er inddraget i vold mod irakere, glimrende med besættelsesstyrkerne. Jack Straw er i Irak for at sikre fortsættelsen af vold og blodsudgydelse.
Det begyndte med den bevidste ødelæggelse og afmontering af den irakiske stat, og udnævnelsen 13.7. 2003 af det såkaldte irakiske regeringsråd af USAs udsendte Paul Bremer. De udnævnte – for det meste quislinger bosat i udlandet – blev omhyggeligt udvalgt ifølge etniske og sekteriske kriterier. De blev tilskyndet og opfordret til at konkurrere om magt og positioner. Desuden indførte Paul Bremer den kriminelle "af-baathificerings-proces", som indbefattede likvidering af enhver der havde tilknytning til baath-partiet så vel som af enhver med antibesættelses- og nationalistiske synspunkter. "Af-baathificering" er simpelthen et mordvåben beregnet på at stimulere til vold og ødelægge det irakiske samfund.
For at cementere disse opsplitninger af det irakiske samfund iscenesatte USA og dets allierede ulovlige og bedrageriske valg. De sidstnævnte var udformet med henblik på at etablere sekterisme – ikke "demokrati" – og samtidig legitimere besættelsen. Irakere blev opfordret og tilskyndet til at stemme ud fra deres religiøse og etniske tilhørsforhold. Både valgsystemet og de metoder der blev anvendt for at mobilisere til stemmeafgivelse af dem der spillede hovedrollerne, skulle puste til sekterismens ild snarere end medvirke til national enhed og befrielse. Der var ingen kandidater eller politiske partier med politiske programmer, kun religiøse og etniske lister. Oven i købet var der den USA-forberedte grundlov til at cementere og legitimere disse forskellige opsplitninger. Man kan undre sig over hvorfor Storbritannien og USA ikke har samme "demokratiske" system i deres egne lande.
En anden USA-metode der ansporede til borgerkrig og kaos i sikkerhedsvæsenet i Irak, var den velovervejede og kriminelle handling at opløse den irakiske hær og sikkerhedsstyrkerne og erstatte dem med militser baseret på etniske og sekteriske forhold. Militser trænet af USA og Iran udgør sammen med den israelsk trænede kurdiske Peshmerga hovedmassen af det nye irakiske militær og politi. Den manglende loyalitet over for den irakiske stat så vel som rivaliseringerne og fjendtlighederne mellem disse forskellige militser tjener i sidste ende de amerikanske styrkers interesser. Disse paramilitære grupper bliver anvendt til at bekæmpe deres irakiske brødre der tilhører andre etniske områder. Processen tjener derved til at skabe etnisk spænding og splittelse. Sammen med de amerikanske styrker fortsætter Peshmergamilitsen med at foretage arbitrære arrestationer, den er indblandet i brutal behandling af civile, brud på borgeres rettigheder og tyveri af ejendomme. De er ansvarlige for gennemtænkt etnisk udrensning i regionerne Tel Afar, Kirkuk og Mosul. Altsammen udgør det dele af USAs politik for at skabe sekterisk vold der efterhånden vil føre til "borgerkrig" og tilstande der vil blive brugt til at retfærdiggøre den fortsatte besættelse.
Endvidere er der dødspatruljer der er trænet og udrustet af besættelsstyrkerne og torterer og myrder uskyldige irakere, herunder fremstående irakiske politikere, nationale ledere, irakiske akademikere og selvstændige. Selv irakere der deltog i krigen i 1980erne for at forsvare Irak mod Iran er blandt ofrene. Forbryderne eliminerer alle der er imod besættelsen.
Denne bevidste vold, som har fejet hen over Irak siden invasionen, har i høj grad medvirket til afmonteringen af det irakiske samfund. Denne morderiske kampagne er baseret på "El Salvadormetoden" – en "borgerkrig" skabt og finansieret af USA i El Salvador i 1980erne. El Salvadormetoden blev gentaget i Irak af John Negroponte. Den har Det hvide Hus' fuldstændige opbakning. Dens hensigt er at terrorisere den irakiske befolkning og styrke besættelsen.
Tusinder af uskyldige irakere er blevet koldblodigt myrdet. En rapport fra en irakisk menneskerettighedsgruppe, Monitoring Net of Human Rights in Iraq, har konstateret at:
"Kilder ved irakisk politi har afsløret at indtil slutningen af marts 2004 er over 1.000 irakiske videnskabsmænd blevet skudt. En rapport der tidligere blev offentliggjort at USAs State Department, fastslog drab på 350 forskere med speciale i atomfysik og 200 professorer."
Efter det forbryderiske angreb på Askariyahhelligdommen i Samarra, der lige har fundet sted, en helligdom der gennem århundrederne aldrig før har lidt overgreb, har alle irakere uden undtagelse fordømt angrebet. "Dette er en terroristisk handling med det formål at opildne til sekterisk strid mellem irakerne", sagde sheik Ahmed Daye, medlem af Sunniforeningen af Muslimske Forskere. Præsident Jalal Talabani, der er udpeget af besættelsesmagten, sagde: "Vi står over for en betydningsfuld sammensvægelse der sigter på at ødelægge Iraks enhed. Vi må alle stå hånd i hånd for at forhindre faren for borgerkrig." Andre i marionetregeringen har undsagt USAs ambassadør i Bagdad for at stimulere til vold og blande sig i irakiske politiske og indre anliggender. Tusinder af almindelige irakere er gået på gaden overalt i Irak for at fordømme USA og Israel.
Det er med Samarra som med Fallujah. USA-styrker har gentagne gange angrebet modstandsbyen, og Donald Rumsfeld har truet byen med ødelæggelse hvis den ikke overgiver sig. Irakere tror at angrebet er et påskud for de amerikanske styrker til at invadere byen. Angrebet var ikke noget nyt; lignende angreb er gentagne gange i tidens løb blevet rettet mod andre irakiske byer. Disse angreb har været omhyggeligt iscenesat for at provokere den ene del af irakerne mod den anden og bringe de amerikanske styrker ind som "forsvarere af freden".
Umiddelbart efter anbrebet på Askariyahhelligdommen udbrød der vold mange steder i Irak. Kun USA og Storbritannien drager fordel af volden og blodsudgydelserne.
Irakiske kilder fremhæver at amerikanske og britiske styrker og deres kollaboratører står bag ethvert betydeligt tilfælde af sekteriske drab og bortførelser i landet. Efter enhver forekomst af drab på civile bliver en særlig del af det irakiske samfund med fuldt overlæg beskyldt for volden. "Vi har bred dokumentation for at de udefra kommende styrker forsøger at anstifte borgerkrig her, og irakerne er bevidste om det og har gjort sig belutsomme anstrengelser for ikke at reagere på det", har dr. Saad Jawad sagt, en politisk forsker ved Bagdad Universitet.
Irakisk politis arrestation i september sidste år af to britiske agentsoldater tilhørende "SAS elite specialstyrkerne" og forklædt som arabere, der forberedte at lade deres sprængstoffyldte bil eksplodere midt i Basra, var et eksempel på vestligt planlagt terrorisme.
Bush og Blair har tit brugt påstanden om at de ville forebygge "borgerkrig" som påskud for at imødegå irakiske krav om tilbagetrækning af tropperne. Det er den velkendte kolonialistiske model: Jo mere de indfødte er splittet, jo lettere er det at styre og udbytte dem.
Disse splittelser er ikke indenrigspolitiske. Vi har ikke at gøre med "et indenrigsproblem": det er et problem vesten har skabt. Krigen i Irak er en aggressionshandling der er ansvarlig for hundredtusinder af uskyldige irakiske mænd, kvinder og børn. Den udgør en krigsforbrydelse begået for at forøge USAs og Israels dominans i mellemøsten og tage kontrol over Iraks oliereserver.
Den sekteriske vold i Irak er med fuldt overlæg skabt af USA og Storbritannien. Irakerne har med overvældende flertal afvist tilstedeværelsen af udenlandske besættelsesstyrker. Den eneste måde at stoppe volden på er at respektere den irakiske befolknings ønsker og gennemføre en fuldstændig og øjeblikkelig tilbagetrækning af udenlandske styrker fra Irak.
Ghali Hassan er "Global Research Contributing Editor" og bor i Perth i Vestaustralien..
Oversat fra engelsk af Minna Skafte Jensen
Netavisen 25. februar 2006