DIIS-rapporten om Danmark under 'Den kolde krig'
Danmarks sikkerheds- og militærpolitik under den kolde krig byggede på et falsk grundlag, en farlig illusion.
Efter fem års studier blev den store rapport om Danmark under den kolde krig offentliggjort den 1. juli 2005.
Efter opfordring fra såvel Poul Nyrup Rasmussens som Anders Fogh Rasmussens regeringer blev rapporten skrevet af medarbejdere ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS).
Offentliggørelsen af rapporten var ventet med stor spænding, ikke mindst af regeringen og andre borgerlige politikere. De forventede, at det nu uigendriveligt ville blive afsløret, at medlemmer af Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) under den kolde krig havde fungeret som spioner for Sovjetunionen.
Men det dokumenteres ikke i rapporten. Skuffelsen blandt antikommunisterne må derfor have været ganske stor. I nogle folketingsmedlemmers debat om rapporten måtte de i stedet for anklager mod kommunisterne for landsforræderi ty til ordkløveri om den såkaldte fodnotepolitik, som Socialdemokratiet sammen med De Radikale havde ført i perioden fra 1982 til 1988.
Rapporten på lidt over 2.300 sider omfatter perioden fra 1945 til 1991, delt op i tre tidsperioder i lige så mange bind og et fjerde bind med konklusioner.
De fleste sider i rapporten bruges til at gøre rede for dansk sikkerhedspolitik og for NATO's og Warszawapagtlandenes sikkerheds- og militærpolitik. Den hemmelige virksomhed, der blev bedrevet af Politiets Efterretningstjeneste (PET) og Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), bliver der også redegjort for. Det drejer sig bl.a. om disse tjenesters udspionering af danske politikere og aktivister på venstrefløjen og i fredsbevægelsen.
Der bringes bl.a. nogle referater fra nogle af de møder, den kommunistiske og senere folkesocialistiske partileder Aksel Larsen angiveligt havde i perioden fra 1958 til 1964 med repræsentanter for 'en vestlig efterretningstjeneste' – dvs. det berygtede amerikanske spionageagentur CIA.
Ikke overraskende overvågede de danske efterretningstjenester til stadighed DKP, der 'formodedes at undergrave det danske samfundssystem', og som politisk samarbejdede meget tæt med Sovjetunionen.
'Tjenesterne' holdt også nøje øje med fredsbevægelsen og venskabsforeningerne.
Ingen krigstrussel fra Sovjet
Efter gennemlæsning af et meget stort arkivmateriale i Sovjetunionen, Polen og Tysklands Demokratiske Republik når kommissionen frem til denne konklusion:
”Det er ikke undersøgelsens opfattelse, at Sovjetunionen havde intentioner om at indlede et militært angreb på Vesteuropa, herunder Danmark, og blot afventede en gunstig situation for at realisere sine planer.”
Som helhed underbygger den digre rapport det indtryk, at Danmarks sikkerheds- og militærpolitik under den kolde krig byggede på et falsk grundlag, en farlig illusion.
Rapporten er bl.a. bemærkelsesværdig derved, at den på afgørende punkter bryder med den officielle historieskrivning og al den oppustede propaganda, der er øst ud over befolkningen med det formål at fremstille Sovjetunionen og dets allierede som blodtørstige bæster, der dag og nat pønsede på at angribe og ødelægge Danmark og andre lande.
Med ret regelmæssige mellemrum er der 'lækket' oplysninger om østlige angreb imod Danmark med atomvåben. Hvis sådanne planer overhovedet har eksisteret uden for propagandamagernes fantasi, har der muligvis været tale om planer til imødegåelse af vestlige angreb.
Sådanne planer har eksisteret lige siden USA's unødvendige brug af atombomberne imod Japan i 1945 og har været anvendt som politisk pressionsmiddel og kunstig opskruning af krigshysteriet og oprustningsspiralen.
Det bør ikke glemmes, at Danmark i strid med folkeretten gjorde Grønland til atombase i vestmagternes planer om at eliminere Sovjet som stat.
Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS):
Danmark under den kolde krig.
Kommissionsrapport.
Tre bind + et bind konklusioner.
2.348 sider. 600 kr.
Netavisen 16. august 2005