Fogh: "Vi har nået det mål
som generationer af europæer har kæmpet for…"
Foran
det symbolske bagtæppe med teksten "One Europe" omkranset af ringe
- der ligesom breder sig som ringe ud i verden til lande, der endnu ikke er faldet
for de grådige europæisk monopoler, mure der endnu ikke er nedbrudt
af dødens købmænd.
EU-topmødet var endnu et uhørt lavpunkt i magtens arrogance. I ingen af de 10 nye medlemslande har befolkningen udtrykt noget ønske om at gå med i unionsopbygningen. Alligevel har deres regeringer gennem snart 6 år gennemført en massiv tillempning af national lovgivning, således at de her på dagen for afslutningen af optagelsesforhandlingerne står med en lovgivning, som om de var medlemmer allerede. Nu kommer der et langt år med folkeafstemninger i de nye lande, land for land skal de bankes og lokkes med kampagner til mange milliarder. Propaganda er et politisk område, hvor statsmagten aldrig mangler penge.
I det eksisterende EU har man også travlt. Selve unionstraktaten,
der skal bane vejen for et EU i to hastigheder, skal på plads inden de nye
lande bliver fuldgyldige medlemmer og skal have 'medbestemmelse'. Og helt fuldgyldige
bliver de for øvrigt ikke. Først efter 10 år regner man med,
at de nye lande vil kunne få adgang et euroland og fuld adgang markeder
osv.
De rige europæere har måske nok fundet sammen - men nogen
smuk klub er det ikke.
Formålsparagraffen: at udplyndre egne befolkninger
og Jordens fattigste, kan kun få de rige selv til at juble. 'Et prestigeprojekt'
bliver det kaldt af pressens højeste åndelige begavelser, men hvordan
kan man få prestige ved at røve de fattige? Det råber til himlen,
og pressens lydighed nærmer sig det absurde, når de følger
slaget som var der udbrudt krig.
Selvglade skulderklap kan ikke skjule den
kendsgerning, at Europas nationer ikke er mere samlet i dag end under det tredje
rige. Samlet under indtryk af magtbegær og tvang.
EU som supermagt?
USA og England (og Tyrkiet) har deres egen dagsorden, og der står ikke noget om en stærk europæisk union på den. Udvidelsen er som sådan ikke et problem, et stort EU kan nemt blive mere eller mindre politisk handlingslammet, ikke en afgørende udfordring til Supermagten.
Med glansbilledet af EU-pingerne i frisk erindring skal der dog ikke meget fantasi til at se et EU som en ny Supermagt. Glansbilledet viste nemlig tydeligt at de fleste står ret, når Tyskland og Frankrig har afstukket kursen. En ny traktat kan komme til at beskrive denne tingenes tilstand, og give Tyskland og Frankrig det mandat til handling de savner. Om deres evner så rækker til at bygge en ny supermagt, der matcher deres ambitioner om direkte konkurrence med USA's verdensdominans er det dog for tidligt at sige.
Hvad der på den anden side ikke hersker nogen som helst tvivl om er, at krigen om verdens sidste olieresurser er i gang, og hverken USA eller "det genforenede EU" står på moder jords side i det slag, der for alvor kan gøre vores tid til historisk.
Netavisen 16. december 2002