Kommentar af PCOF, Frankrigs Kommunistiske Arbejderparti
Omfanget af den israelske undertrykkelse fremhæver nødvendigheden
at udvikle den bredest mulige solidaritet med det palæstinensiske folk
og dets krav, som ligger til grund for den mobilisering vi deltager i.
To spørgsmål dukker op igen og igen i den debat dette mobiliseringsarbjde
medfører. På den ene side hvilke mål på mellemlangt
og langt sigt har det israelske bourgeoisi, som har betroet Sharon landets ledelse.
På den anden side hvorfor er den dominerende tendens hos en lang række
franske organisationer, heriblandt dem, der deltager i den aktuelle moblisering,
at placere sig først og fremmest over for Israel?
Hvad vil Sharon i virkeligheden?
Vi har henvist til et interview med Sharon i den israelske avis Ha'aretz, hvor
denne beskrev under hvilke vilkår en eventuel palæstinensisk stat
kunne dannes, og hvor han, specielt, bekræftede sin fundamentalt zionistiske
opfattelse af den israelske stat. Den militære eskalering over for palæstinenserne
og den systematiske og gentagne indtrængen af den israelske hær
bag selvstyreområdernes grænser giver indtryk af en flugt fremad
i denne kurs, med risiko for at trække regionen ud i endnu en krig.
Det ser faktisk ud til at for Sharon - Intifada eller ej - er det basale spørgsmål
fastholdelsen af den israelske stats zionistiske basis, som blev ligeså
rystet af det perspektiv, som dannelsen af en palæstinensisk stat rejste,
som af udviklingen af det israelske samfund selv.
Den tid synes fjern hvor de israelske pionerer, som f. eks. Golda Meïr,
arbejdede for at skabe en zionistisk og socialistisk stat, som skulle få
"ørkenen til at blomstre". I 1967 blev seksdageskrigen fremstillet
som en krig mod de arabiske lande som ønskede at udslette Israel. Men
da det første blodige palæstinensiske attentat blev udført
i 1972 i München mod israelske sportsfolk, måtte det israelske samfund
se sandheden i øjnene: palæstinenserne eksisterede og de havde
grebet til våben for at tilbageerobre deres rettigheder og deres fædreland.
Den zionistiske myte om en "ren" israelsk stat, skabt på et
"land uden folk af et folk uden land" blev dybt rystet. Fra nu af
måtte man leve med denne realitet for til slut at acceptere anerkendelsen
af "denne anden" og hans ret til en stat. Det er princippet om at
bytte jord for fred på basis af Osloaftalerne.
En fortvivlende ændring for israelerne, men som håbet om fred og
et bedre liv ikke desto mindre gjorde acceptabel for det store flertal. Acceptabel
som en idé, men uden at man nødvendigvis forstod alt hvad dette
implicerede.
En af disse implikationer var at Israel i tidens løb skulle gøres
til en stat "som alle andre". Denne "banalisering" af den
israelske stat opfyldte forventningerne hos mange verdslige strømninger
og en stor af ungdommen, som havde sværere og sværere ved at udholde
de ultraortodokse jøders ideologiske halsjern såvel som hos strømninger
der var vundet for de liberalistiske teser.
Disse håbede endelig at kunne få frie hænder til det endelige
opgør med zionismens "socialiserende" økonomiske dogmer
og fuldføre den privatiseringspolitik, der i deres øjne var nødvendig
for at gøre Israel til en regional stormagt.
Disse privatiseringer, som blev påbegyndt af Arbejderpartiet, skabte protest
blandt arbejderne, og satte projektørlys på klassemodsætningerne.
Dette udbrud af klassekamp er den eneste måde at bryde det nationale klassesamarbejde.
Denne kamp blev hurtigt kvalt.
Hele det israelske samfund var langtfra begejstret for visionen om et verdsligt
Israel. Imod var selvfølgelig de ultraortodokse, men også en hel
del af de nye immigranter fra ex-USSR (en million, 1/6 af befolkningen) irreligiøse,
men stærkt knyttet til statens jødiske karakter, og en del af højrefløjen,
med især Sharon. For ham har israelerne fået fingrene i et maskineri
i Oslo, som faktisk fører til at der stilles spørgsmålstegn
ved selve den zionistiske stats fundament - en stat for og af jøder -
og med tiden dennes forsvinden. Modstandernes fælles strategi er at torpedere
disse aftaler. Dette har givet sig udslag i fortsættelse og udvidelse
af bosætningerne som arbejderregeringen altid er endt med at godkende.
Vi kender fortsættelsen og vi ender med Sharons provokation og den nye
intifada. For ham betyder tilstedeværelsen af palæstinensisk stat
en indrømmelse af den historieforfalskning, der går ud på
at der intet fandtes før Israels oprettelse. Palæstinenserne kan
leve i en slags bantustans. Dem i Israel kan flytte sammen med dem, men der
må ikke være nogen territorial sammenhæng, ingen økonomisk
uafhængighed, som er en betingelse for en stats levedygtighed.
To elementer er ham til trøst i denne stivnakkethed. På den ene
side regionens arabiske staters passivitet, som nøjes med erklæringer,
men ikke anvender nogle af de "våben" de har til rådighed,
først og fremmest olien. Disse landes herskende klasser er for de flestes
vedkommende så integrerede i det imperialistiske system at de intet vil
gøre, som kan destabilisere dette. På den anden side skræmmer
det palæstinensiske folks kamp dem, på grund af den " smittefare"
den kunne have på deres egne befolkninger. Når det gælder
Irak, tillader dets situation det ikke at handle, selvom Saddam måtte
ønske det.
Hertil kommer US-imperialismens holdning med Bush og hans team. Denne ønsker
ingen risici. Så længe den israelske regering har situationen under
kontrol, lader man stå til. Der er ingen udsigt til at en anden stormagt
kan udnytte situationen til at få fodfæste i regionen. Europa, som
er splittet i spørgsmålet, har kun marginel handledygtighed.
Dette forklarer Israels politik som består i at deployere enorme militære
midler, som er helt uden proportion med de palæstinensiske, for at vise
dem at de intet kan få ud kampen, specielt den væbnede, og at Israel
ikke vil vige tilbage for en længere krig. Dette forklarer også
den konstante destabilisering af palæstinensisk autoritet, som sker ved
fysisk likvidering af dens ledere. Sharon ved udmærket at jo mere den
anfægtes, jo mindre kontrol har den over situationen. Ved at forsøge
at få den til at acceptere flere og flere indrømmelser, undergraver
Sharon den palæstinensiske autoritet. Er det ikke hans endemål at
reducere denne så stærkt at den ikke kan proklamere en stat, således
at en sådan stat kommer til virke umulig, overflødig?
I øjebliket nyder denne politik national konsensus symboliseret ved en
samlingsregerin.
Modstanden mod krigen - en modig opposition, der fortjener vor fulde støtte
- er i dag meget svag.
Pérès og hans arbejderparti bærer et tungt ansvar, når
han accepterer støtte til denne samlingsregering.
Hvor længe vil denne konsensus holde? Denne krig er dyr og medmindre
man militariserer Palæstina totalt og overvåger alle Israels palæstinensere,
kan intet forhindre konfrontationer og attentater. Det internationale pres kan
ligeledes spille en rolle. Det må der stadig arbejdes med.
Konsekvensen af denne krig er at alle de spørgsmål som har ligget
uløste siden 1948, dukker op igen, de spørgsmål som de israelske
ledere troede hørte fortiden til. Fordi de forkaster alle de palæstinensiske
kompromiser, må de påny retfærdiggøre deres stats grundlag.
Dette fører til at vi kort må beskæftige os med det andet
spørgsmål, som kræver nærmere forklaring: Presset fra
de zionistiske ideer og fra den borgerlige demokratisme.
Her taler vi ikke om de mere eller mindre åbenlyst zionistiske positioner
som ligger til grund for en betydelig del af socialdemokraternes politik. Dette
forklarer hvorfor PS som parti ikke er en del af solidaritetsbevægelsen
med det palæstinensiske folk.
Vi bliver konstant konfronteret med blandingen af antizionisme og antisemitisme.
Denne blanding fører, her i Frankrig, til en lammende selvcensur.
Sharons nuværende politik illustrerer blændende hvordan zionismen
giver næring til antisemitismen. Den syriske præsidents erklæringer
og pavens meget sigende tavshed viser dette.
Hertil kommer det svære ved, eller ligeud afvisningen at deltage i en
national befrielseskamp og dennes forskellige kampformer. Dette fører
blandt andet til fordømme den undertryktes terrorisme mere end den undertrykkende
stats statsterrorisme.
Hvor mange gange hører man ikke argumentet om at Israel er en demokratisk
stat, hvad der skulle hæve det over alle andre stater i regionen, og tydeligere
endnu højere end det palæstinensiske folk, som ikke engang har
en stat.
Disse forklaringselementer "retfærdiggør" intet. De belyser
især betydningen af det forklaringsarbejde der er nødvendigt omkring
alle spørgsmålene om de palæstinensiske folks kamp, om Israels
historie. Som en taler ved demonstrationen den 5. juni i Paris understregede,
udsætter Sharon også sit eget for fare.
La Forge juni 2001
Netkronik 4. juli 2001