Guido Westerwelle med sine to flag Kommunistisk Politik 19, 2012
I marts 2012 inviterede den tyske udenrigsminister, Guido Westerwelle – tidligere formand for FDP og bl.a. kendt for sine meget liberalistiske økonomiske ideer – en udvalgt skare af EU's udenrigsministre til en møderække om, hvorvidt EU skal have en egentlig statsforfatning og en folkevalgt præsident.
Guido Westerwelle med sine to flag
Hvad der lå Tyskland og Westerwelle på sinde, var (ifølge pressen) det fromme ønske om at sikre en bedre folkelig forankring af EU, og også at slå bro over kløften mellem landene med og uden euro.
I første omgang takkede Villy Søvndal nej til invitationen. Der var simpelthen ikke plads i kalenderen, lod han forstå.
Det samlede danske borgerskab gik nærmest i chok. Lykke Friis fra Venstre kunne helt ærligt ikke forstå, at Danmark meldte afbud, når vi er inviteret til et møde for at præge Europa.
- Det er Tyskland, som svinger taktstokken. Hvis jeg blev inviteret til Berlin, ville jeg hoppe på det første fly, fortalte den tidligere minister til Jyllands-Posten. Så er man advaret!
Siden har Søvndal da også deltaget i samtlige møder, den tyske minister har afholdt.
Det foreløbige resultat blev præsenteret i juni. Det indeholdt en aldeles afslørende opsamling af alle de mest afsindige unionsideer, som har været sendt op som prøveballoner i EU's levetid.
Det drejer sig blandt andet om en fælles EU-hær, grænsepoliti, EU-finansminister, folkevalgt præsident og en fælles EU-repræsentant i internationale organisationer som FN.
Ud over Tyskland og Danmark deltog Frankrig, Østrig, Belgien, Italien, Luxembourg, Holland, Polen, Portugal og Spanien i gruppen af villige lande.
Fremtidsgruppen, kalder de sig selv.
Allerede ved førsteudkastet kunne det konstateres, at Westerwelles gruppe af udenrigsministre på ingen måde var enige i den tyske værts formler. Men det betyder ikke noget. Det handler jo om at få lov til at sidde med ved bordet, hvor beslutningerne om EU's fremtid tages.
Det endelige forslag landede på bordet midt i september. Kunne det blot affejes som en enlig svale sendt på vingerne af verdensfjerne tidligere partiformænd på vej ud af politik, ville alt være godt.
Men set i sammenhængen er der ikke grund til andet end at tage den tyske udenrigsministers forslag aldeles alvorligt og bogstaveligt.
Sammenhængen er den, at alle, der er noget i EU-systemet, har luftet, at der er brug for nye traktater og styrket samarbejde. Fra EU-kommissionsformands Barrosos ”State of the Union 2012”-tale i parlamentet til EU-præsident Herman Van Rompuys planer for en bankunion, der skal vedtages om ganske få måneder. Og så den tyske kansler Merkel, ikke at forglemme.
Alt bliver i øjeblikket kørt i stilling til, at eurokrisen skal løses med en politisk union, med euro-staten.
Barroso skar det helt ud i pap:
”Hvis vi skal skabe varige resultater, må vi skabe en fuldt udviklet økonomisk styring i fællesskab og en egentlig, troværdig finanspolitisk kapacitet i fællesskab.(...) Hvis vi ønsker, at Den Økonomiske og Monetære Union skal lykkes, kræver det både ambitioner og en hensigtsmæssig prioritering. Vi bør tage konkrete skridt nu og have en politisk union som perspektiv.”
Det endelige papir fra Fremtidsgruppen erklærer, at overvindelse af eurokrisen er essentiel, hvis kontinentet skal sikres en lys fremtid og gøre sig håb om at hævde sig i en kommende verden med flere økonomiske vækstcentre og skiftende magtbalancer. EU skal være noget i sig selv, og mere end blot USA's kordreng.
I den globale konkurrence beskrives det som afgørende, at EU står sammen for at sikre egne interesser og undgå at miste indflydelse.
Det fortælles ikke, hvilke særlige fælles interesser der er tale om. Det fremsættes blot som en kendsgerning, at EU kun kan fungere, hvis de enkelte medlemslande afstår fra at tage selvstændige beslutninger – altså reelt skrinlægger deres egne parlamenter og demokratiske traditioner og underlægger sig den ’fælles interesse’.
Frygten for fremtiden er det ringest tænkelige argument for at holde sammen på EU-landene. Det er kun undergået af endnu værre argumenter, der mere eller mindre åbent bygger på de gamle europæiske stormagters underliggende imperialistiske og kolonialistiske værdifællesskab – det mere og mere krampagtige forsøg på at fastholde Vestens dominans og indflydelse økonomisk og militært.
Og det er ikke en frygt, medlemslandenes befolkninger, og slet ikke arbejderne, deler.
Her findes derimod en udbredt vrede rettet mod EU's liberalistiske sparedirektiver og mod de europæiske industrigiganter, der stedse jagter jorden rundt efter størst muligt udbytning og størst mulig profit. Her næres raseriet mod de europæiske finansinstitutioner, der har spekuleret landene ned i gældshelvedet for milliarder af euro i byggerier, der nu står tomme og ufærdige i næsten alle lande.
Og her mærkes et had rettet mod politikere og pampere, der er opkøbt af kapitalen, og som kaster vores lande ud i det ene krigseventyr efter det andet.
EU er en del af problemet og ikke en del af løsningen. Ud af EU!
Se rapporten fra de 11 udenrigsministre her
Netavisen 30. september 2012