Den 25. september 1972 var et vendepunkt i nyere norsk historie. Det var første gang efter krigen, at folkets brede lag for alvor udfordrede autoriteterne, toppen i Socialdemokratiet og den borgerlige magtelite – og vandt!Kampen mod norsk medlemskab af EEC (Det europæiske økonomiske fællesskab) var en politisk mobilisering uden sidestykke, hvor de etablerede partier og Stortingsflertallet fik et slag over næsen, som de aldrig har glemt.
Magthaverne brugte løgne og trusler om, at arbejdspladser ville forsvinde, og at EEC (EF) aldrig kunne udvikle sig til en union (!). Det hjalp ikke. Resultatet sent om aftenen den 25. september 1972 gav et ganske snævert, men entydigt nej-flertal.
Men eliterne, ikke mindst i Socialdemokratiet, hævnede sig på deres uregerlige folk. I 1992 lykkedes det for Gro Harlem Brundtland og Stortinget at påtvinge Norge EØS-aftalen, denne gang uden at spørge folket til råds.
I virkeligheden var og er EØS-aftalen mere omfattende, end medlemsbetingelserne for EEC var anno 1972. Dette er nu i færd med at gå op for stadig flere, ikke mindst inden for fagbevægelsen, hvor kravet om at opsige EØS-aftalen for første gang har fået masseomfang langt op i tillidsmandslaget.
Nej-resultatet i 1972 lagde grundlaget for et nyt nej i 1994. Kampen mod EEC/EF/EU har hele vejen været et spørgsmål om national selvbestemmelsesret, men måske lige så meget et spørgsmål om at forsvare velfærdsordninger og faglige og sociale rettigheder.
Den unikke folkelige mobilisering har sat en stopper for fuld integrering af Norge i monopolernes Europa. Og folkets nej og kamperfaringerne har lagt grundlaget for kampen, som står nu: Ud af EØS!