Protest mod EU's nylibertale nedskæringsdiktat til Grækenland og de offentligt ansatte februar 2010
Kommunistisk Politik 4, 2010
Den græske krise og en række andre eurolandes skrøbelighed har svækket EU’s valuta og får unionen til at knage i fugerne. De tidligere valutasammenbrud spøger korridorerne. Fortalerne for den fælles møntfod ser på den anden side krisen som begyndelsen til det næste skridt i opbygningen af unionen. Og Danmark er gjort til et reelt, om ikke formelt, euroland.
Protest mod EU's nylibertale nedskæringsdiktat til Grækenland og de offentligt ansatte februar 2010
Stort set alle 27 medlemslande i EU har meget svært ved at holde de offentlige budgetunderskud under 3 procent, som den økonomiske og monetære union (ØMU’en) og deltagelsen i eurosamarbejdet dikterer. I løbet af 2009 fik 19 lande henstillet at reducere udgifterne i løbet af en periode på to til fire år. Som fru kansler Angela Merkel udtalte i forbindelse med EUs krisetopmøde den 11. februar:
- EU er solidarisk, men forventer at alle overholder reglerne.
Resultatet, der udmøntes i EUs medlemslande, er om ikke dikteret, så skrevet med store bogstaver: Skær ned på de fattige, de gamle, de unge, de arbejdsløse og børnene, barbér den offentlige sektor. Penge, der går til skattelettelser for de rigeste, til krigsmaskinen og bail-outs af banker skal ikke røres.
Det kan roligt forventes, at de resterende EU-medlemmer kommer med på listen over lande med et for stort underskud i løbet af de første måneder af 2010, når de reelle tal bliver beregnet i den årlige ”konvergens-rapport”.
Danmark og ’konvergensen’
Det er også med baggrund i ’konvergenskravene’, at den danske regering vil gennemføre sin dramatiske ’hestekur’, som skal nedskære de offentlige udgifter med 27 milliarder kroner i 2011-2014. Danmarks underskud ventes i år at være på 5,5 pct. – d.v.s. 2 ½ pct. mere end ØMU’en tillader.
Danmark har (i modsætning til UK og Sverige) tilsluttet sig ’vækst- og stabilitetspagten’ i 1997 med ERM2, der bestemmer at de tilsluttede landes valutaer højst må svinge med 15 pct. i forhold til euro’en. De danske regeringer har imidlertid fulgt en politik, der kun tillader svingninger på 2.25 pct. for kronen i forhold til euroen.
Men Danmark er rent faktisk ikke medlem af ØMU’en og euroland, selvom regeringen fører en politik, som om det var det og har gjort det til et reelt, om ikke formelt, euroland. Det er netop og ikke mindst derfor, man har så travlt med at afskaffe de danske forbehold.
Folkebevægelsen mod EU foreslår at gå en helt anden vej:
- Hvorfor har regeringen så travlt med at indordne sig under ØMU-reglerne? De store eurolande har med jævne mellemrum ignoreret reglerne, og Danmark er end ikke fuldt medlem af euroklubben, spørger udtaler Søren Søndergaard, som er medlem af EU-parlamentet for Folkebevægelsen mod EU, og han fortsætter:
- Folkebevægelsen mod EU foreslår i stedet, at Danmark frigøres helt fra ØMU-kravenes stive rammer, så vi selv kan bestemme, hvordan vi håndterer krisen.
Euroen forstærker krisen
Den nuværende økonomiske krise overgår langt den valutauro i 1992 og 1993, der førte til at det daværende fastkurssamarbejde i EU brød sammen. En åbenlys forskel er, at unionens fælles møntfod nu er indført. Alle medlemsstater og Den europæiske Centralbank giver udtryk for at ville forsvare euroen for enhver pris: Det vil præcist sige den pris, som man kan tvinge befolkningerne til at betale.
Den relativt unge valuta vil derfor på sin egen måde bidrage til den karakter, den økonomiske krises udvikling antager.
Euroen har også et lod i årsagerne til den nuværende økonomiske krise, fordi Den europæiske Centralbank ikke kan tage hensyn til de enkelte landes individuelle økonomiske udvikling.
ECB kunne derfor blot se til, mens Irland og Danmark med flere andre galopperede ud over afgrunden, fordi en lav rente blev ved med at puste luft i boligboblen. Danmark er som bekendt ikke formelt et euroland, men har bundet kronekursen (næsten) 100 % op på euroen – og hverken regering eller opposition har villet benytte sig af muligheden for at skille kronen fra euroen (”lade den flyde”) eller løsne de øvrige bånd til den skrantende økonomiske og monetære union.
Havde disse lande haft reelt selvstændige centralbanker, kunne de i teorien have brugt en rentepolitik som et af de instrumenter, der kunne havde bremset spekulationsboblerne en smule. Hvilket ikke ændrer ved den kendsgerning at de kapitalistiske kriser er uundgåelige uanset valuta og rentepolitik.
Lande udenfor euroen har mulighed for at devaluere kursen i forhold til samhandelspartnere, og på den måde medvirke til en opbremsning i import og give bedre forhold til eksportindustrien eller turismen. I Sverige har det været en løsning, der virker et stykke hen ad vejen. Mens på Island samme manøvre betød– og det var desuden ikke Islands egen beslutning – økonomisk ruin for de mange, der havde optaget lån i udenlandsk valuta. Fordi et kursfald betyder, at det bliver dyrere at købe de euro eller pund, som lånet skal afdrages med – og Islands devaluering var enorm.
Skal et lands energi og fødevarer og andre samfundsnødvendige varer primært købes i udlandet, kan der også derfor reelt ikke tales om økonomisk selvstændighed.
Den græske redning?
I de seneste år er adskillige europæiske regeringer brudt sammen som følge af den økonomiske krise, og har efterladt gæld og nedskæringer til oppositionen. I efteråret kom turen til euromedlemmet Grækenland. Den forhadte borgerlige regering gik af og tabte ved det efterfølgende valg i oktober til det socialdemokratiske parti (PASOK).
Herefter viste de økonomiske problemer sig at være af en sådan størrelse, at en statsbankerot tilsyneladende truer. Efter den nye regering fik revideret statistikken blev Grækenlands underskud for 2009 ændret fra 3,7 til 12,5 pct. af BNP.
Den store forskel på de to skøn er en af årsagerne til den megen fokus på Grækenland. Det var PASOK, der fik Grækenland med i EF i 1981, og de var ligeledes ved magten, da euroen blev indført i 2001. Der er vedholdende rygter om, at Grækenland fik store hemmelige lån fra USA til at pynte på regnskabet, så de kunne få lov til at blive medlemmer af euroen.
New York Times skriver, at den berygtede amerikanske bank Goldman Sachs lånte Grækenland flere milliarder dollars i 2001, men at det blev bogført som valutavirksomhed, så beløbet ikke fremgik som gæld.
På grund af den græske situation mødtes EUs stats og regeringsledere til ekstraordinært krisemøde midt i februar. Her vedtog man en erklæring om, at Grækenland ikke ville blive ladt i stikken – hvis de bare skære ned ligesom Irland og alle de andre. Der fulgte ingen støttekroner efter løfterne til Grækenland, men der blev talt om muligheden af at oprette en EU-fond efter samme model som IMF.
I første omgang fik Grækenland en måned til at presse nedskæringer igennem parlamentet, og så vil EU bedømme, om regeringen har leveret en ærlig indsats!
Dominoeffekt
Lad falde, hvad ikke kan stå! er det stolte motto for alle borgerlige økonomer - ikke mindst af den særlig aggressive nyliberale støbning, der stadig har godt tag i mediernes sendeflade og ”den offentlige mening”. Den indstilling genkendes blandt flere tyske økonomer, der udtrykker frustration over, at EU ikke har nogen mulighed for at smide lande ud af eurosamarbejdet, hvis de ikke lever op til de krav, der er opstillet.
Også i den politiske elite frygter man, at en dårlig økonomi i enkelte eurolande kan få hele valutasamarbejdet til at bryde sammen. Fordi en statsbankerot, som i Argentina december 2001, eller det der lignede på Island i 2008, vil få indflydelse på det som eliten elsker mest, nemlig markedet.
Vurderingen af Grækenlands økonomi er i sidste ende lagt i hænderne på de berygtede kreditvurderings-institutter, og i øjeblikket vurderes græske statsobligationer kun til et enkelt A. En lavere vurdering vil få alvorlige konsekvenser. Så vil bankerne ikke længere kunne stille græske statsobligationer som sikkerhed i ECB eller noget andet sted i verden, når de skal bruge kontanter.
Det korte svar på spørgsmålet, om et land kan gå konkurs og stadig være med i euroen, er derfor er klart nej.
Men i Bryssel vil man indtil videre hellere beholde alle som medlemmer. Det at lade lande falde ud af systemet vil nemlig betyde store kursudsving og dermed en risiko for at de (tyske) banker ikke kan få deres udestående.
Mere Europas Forenede Stater
Der er også dem, der direkte ser en mulighed i at udnytte den økonomiske krise politisk.
Tidligere statsminister Poul Nyrup, der sluttede sin danske karrierer med at tabe en folkeafstemning om Danmark tilslutning til euroen, udtaler til Information i sin egenskab af formand for de europæiske socialdemokratier:
”Vi kan ikke længere køre videre med den monetære union, vi har. Vi er nødt til at udvikle et forpligtende, aftalt samarbejde. Den monetære union kan kun beskæftige sig med pengepolitik og valutapolitik og fælles valutapolitik, men er ekstremt sårbar overfor udefrakommende spekulation, fordi den ikke har et finanspolitisk ben at gå på.”
Står det udelukkende til den europæiske elite er der intet alternativ til medlemskab, og kuren på de økonomiske forskelle, der er mellem medlemslandene er ganske enkelt at give EU magten over finanserne på samme måde, som den danske regering har magten over det såkaldte økonomiske selvstyre i kommunerne.
Kun på den måde forestiller man sig at man kan sikre sig imod, at denne og kommende kriser kvæler de storeuropæiske drømme om en stærk valuta – som i bund og grund er identisk med drømmen om EU som en global imperialistisk supermagt.
Danmark og den svækkede euro
Euroen og dermed kronen er i de sidste måneder blevet stærkt svækket i forhold til den amerikanske dollar og de valutaer, der følger denne, som den kinesiske yen. Og også i forhold til den svenske og norske krone.
De samme borgerlige medier, som har jublet over den stærke euro og med Fogh og Løkke har villet have en ny afstemning om at lade kronen opsluge af den, jubler nu over dens svækkelse. Den ’stærke euro’ har nemlig sendt de danske arbejdsløshedstal kraftigt i vejret, uden at regeringen har gjort noget, eller medierne nævnt sammenhængen.
Men nu jubler man på dansk økonomis vegne over den generelle svækkelse af euro’en. Det styrker den danske konkurrence evne betydeligt ved at billiggøre eksportvarerne udenfor eurozonen.
- Hvis svækkelsen holder sig på dette niveau, vil det i sig selv give en bedre konkurrenceevne, svarende til 10.000 nye arbejdspladser og et løft i den danske produktion, målt som bruttonationalprodukt, på 5-10 mia. kr., siger Nordeas cheføkonom, Helge Pedersen.
Modstand mod EU's diktater til medlemslandenes politik
Mange steder i EU-landene er arbejderne og de offentligt ansatte, der soim i Grækenland har fået dikteret direkte lønnedgnag, gået på gaderne i protest.
Se f.eks. fra www.folkebevaegelsen.dk
Europas offentligt ansatte protesterer
Den europæiske faglige organisation EPSU konstaterer, at EU-Kommissionen er med til at angribe de offentligt ansattes lønninger
Græsk fagbevægelse: Vi vil ikke betale for krisen!
Grækenland lammet af strejker mod regeringens EU-anbefalede planer om lønforringelser og nedskæringer
Faglige protester i Portugal
Portugals finansminister lover EU, at hans regering ikke vil være mindre "ambitiøs" end Grækenlands regering
Netavisen 18. februar 2010