Irsk ja: Unionen går i offensiven

Irerne blev presset til et ja i en vild, kostbar og anti-demokratisk indblandingskampagne fra det officielle EU – og nej-siden fik kun ringe international opbakning. Nu går Unionen i offensiven.

Kommunistisk Politik 20, 2009

Kommissionsformand Barroso med den lokale irske statslederForfatningstraktaten, også kaldet Lissabontraktaten, kom igennem ved anden runde i Irland, og alt tyder nu på en aldeles hurtig færdigbehandling i de resterende lande, således at den kan træde i kraft om fire måneder. De resterende ’hurdler’ vil formentlig hurtigt blive bragt af vejen.

67 procent stemte ja til traktaten ved omafstemningen. Sidste år stemte 46,6 pct. ja og 53,4 pct. nej. Efter en skandaløs ja-kampagne fra unionstoppens side, der groft krænkede demokratiske principper og irsk suverænitet, blev irerne med trusler og løfter banket på plads. 58 pct. afgav deres stemme, mens det var 53,13 pct. ved den første afstemning. 1.214.268 stemte for traktaten, mens 594.606 stemte imod.

Den folkelige modstand mod EU, som er stærk i samtlige lande – der derfor ikke har fået lov til at stemme om Lissabon-traktaten – kan se frem til, at unionsbygningen og den nyliberale udvikling accelererer med et stadig mere militariseret og integreret EU, der i tæt samarbejde med USA og NATO vil udgøre verdens mægtigste imperialistiske blok.

Så snart EU har fået nye beføjelser, vil de blive taget i brug. De store virksomheders interesser har fået nye muligheder imod arbejderklassen og det store flertal i hele EU, og i resten af verden.


Libertas og Juni-bevægelsen

Set i forhold, hvad der stod på spil, fik den irske befolkning kun ringe international opbakning. Irland var det eneste land, hvor traktaten kom til folkeafstemning, og da det lykkedes at stemme den ned i 2008, var det næsten en samlet front af regeringsledere fra de øvrige lande, der stillede sig op med korslagte arme og erklærede, at det var et rent irsk problem, som de måtte se at løse hurtigst muligt. Der blev aldrig et samlet pres mod EU-systemet for at stoppe traktaten helt og aldeles.

Ved EU-parlamentsvalget i juni kom de første indikationer på, at dele af nej-bevægelsen var begyndt at bryde sammen. Nemlig de, der som Jens Peter Bonde gik til valg på at reformere EU indefra. I Danmark og Sverige endte det som en parlamentarisk fiasko for Junibevægelserne. Der blev dermed også helt lukket i de borgerlige medier, og økonomien sank. Junibevægelsen har nu formelt opløst sig.

I Irland stillede partiet Libertas op på nogenlunde samme platform som Junibevægelsen på initiativ af den irske EU-kritiker og millionær Declan Ganley, men partiet kom ikke ind i EU-parlamentet.  Ideen var at skabe en hele europæisk falanks af Libertas/Junibevægelser i EU-parlamentet med Ganley og Jens-Peter Bonde som fyrtårn, men projektet kuldsejlede simpelthen.

Da Ganley ikke blev valgt, trak han sig ud af politik og dukkede først op i nej-kampagnen med tre uger tilbage af valgkampen. Declan Ganley blev kendt i forbindelse med den første irske folkeafstemning om Lissabontraktaten i 2008 og forsøgte at udnytte det til at starte et parti. Det var en blindgyde, der betød splittelse af modstanden i Irland, og i øvrigt spildte kræfter, da partiet led parlamentarisk bankerot.

Der er en klar parallel til Junibevægelsen, der opstod omkring et par af de mest kendte ansigter i den danske folkeafstemning i 1992, der førte til et nej til Maastricht-traktaten, omafstemning året efter – og Bonde og Co.s splittelse af den store, gamle modstandsorganisation Folkebevægelsen mod EU, der på et tidspunkt havde fire af de 16 danske pladser i EU-parlamentet.


Hvorfor ja?

De væsentligste årsager til, at resultatet skiftede, skal findes i det utrolige pres, som kom fra den irske overklasse og regering, og direkte fra EU-kommissionen. Ja-siden har stået for et argument, der kan koges ned til ’ja til traktaten eller nej til EU-medlemskab’. De sidste uger op til folkeafstemningen i Irland satte regeringen en kampagne i gang, der slog tonen an. Man kaldte afstemningen for ’Irlands D-dag’, hvor befolkningen skulle vælge, om de ville stå sammen med Europa eller klare krisen alene: ruin eller et ja!

Den aktuelle økonomiske verdenskrise har ramt den irske økonomi meget hårdt – ikke mindst på grund af landets rolle som en slags flagskib for den nyliberale EU-model. Krisen betød, at det aldrig blev holdningen til Forfatningstraktaten, der bevirkede omslaget til et ja, men frygten for fremtiden.

I en hel stribe interviews ved afstemningsstederne fandt medierne stort set ingen, der var stolte ja-sigere. En del erklærede sig tilmed stadig som modstandere af traktaten, selvom de netop havde stemt ja.

Den irske paraplyorganisation og nej-kampagne CAEUC/SayNo.ie siger i en udtalelse:

”Ja-kampagnens sejr ved folkeafstemningen om Lissabon er resultatet af konstant intimidering, trusler og løgne fra regeringens, oppositionens, EU-toppens og hovedparten af ledelsen af fagbevægelsens side.
Mens vi accepterer afstemningens resultat, understreger vi, at ratificeringen af en anti-demokratisk traktat er blevet opnået med anti-demokratiske midler.
Snarere end at skabe job vil Lissabon-traktaten gennemføre nedskæringer i de offentlige udgifter og gøre krisen dybere – især for de fattige.
De socialdemokratiske og faglige lederes forræderi var særlig kynisk.”


Hele afstemningsprocessen efterlader dybe sår i den irske befolkning – og hele den udemokratiske Lissabonproces er en hån mod alle borgerne i EU. Sejren for ja-siden kan vise sig at blive dyr, for aldrig har EU haft så meget magt, som det nu får med forfatningen, og aldrig har det været så bange for befolkningerne.

Den økonomiske krise vil i de kommende år gøre denne kløft dybere, og den konsekvente modstand mod medlemskabet vil vokse sig stærkere.

Netavisen 8. oktober 2009