Frankrig har fået til opgave at sætte tempo på EU’s militære ambitioner. Regeringslederne vil bruge det kommende halve år til at blive enige om de strategiske mål.
Kommunistisk Politik 14, 2008
De irske vælgeres dom var klar: Irlands neutralitetspolitik er ikke forenelig med indholdet i EU’s ambitiøse forfatningstraktat, der slår fast, at EU også er en militær alliance. EU-kommissionen har gennemført sin egen undersøgelse af det irske nej. Den viser, at frygten for, at militariseringen af unionen vil betyde en opgivelse af Irlands traditionelle neutralitetspolitik, var et meget væsentligt element heri.
Danske politikere – der ikke tør høre befolkningen om traktaten – er til gengæld nærmest begejstrede ved udsigten til et styrket sikkerhedspolitisk samarbejde i unionen, der skal bevæbnes til tænderne med enhver tænkelig slags masseudryddelsesvåben.
Fra SF til regeringen står man skulder ved skulder for at få afskaffet den danske undtagelse over for det militære samarbejde, ”så vi kan sidde med ved bordet og forme det kommende arbejde”, som Lone Dybkær, medlem af Det Radikale Venstre, formulerede det.
DIIS-rapport og ”aktivistisk forsvar”
Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) udkom 30. juni med den bestilte rapport om de danske forbehold. Heri slås det fast, at det alene er de danske politikeres ambitioner om at deltage i EU’s militære samarbejde, der bliver forhindret af undtagelsen, hvilket jo var hele pointen med den! Rapporten er udarbejdet med vægten lagt på interviews med politikere og embedsmænd, der ikke skjuler deres frustrationer.
Når det fra unionspolitikernes side hævdes, at danske interesser lider skade af forbeholdene, så kan end ikke denne lange sammenskrivning af politiske synspunkter, som DIIS-rapporten er, gøre rede for hvordan.
Danmarks overgang til ”aktivistisk forsvar” kan ganske vist ikke tilfredsstilles ved deltagelse i EU’s nordiske indsatsstyrke, men der kan på den anden side knap findes soldater til NATO-krigen mod Afghanistan.
DIIS-rapporten beskriver, at FN’s udlicitering af opgaver til militære alliancer som NATO og EU – en udvikling, som Danmark selv har været med til at støtte – har fået den logiske konsekvens, at det at stille soldater og andet personel til FN-sanktioneret krig kræver medlemskab af en militær alliance.
Ifølge rapporten har den danske regerings ”aktivistiske udenrigspolitik” været svær at forklare i EU og FN, hvilket har skabt usikkerhed omkring Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitiske position.
”Meget tyder på, at Danmark reelt ikke er i stand til konsekvent at føre en sikkerhedspolitik, der svarer til danske målsætninger og prioriteter. Danmark kan i praksis ikke gennemføre samtænkning og kan i praksis ikke opretholde den erklærede støtte til FN, når man ikke kan følge op på aktioner inden for ESFP,” skriver DIIS i konklusionen.
Men denne bekymring for FN-legalitet er pudsig, når man betænker, at Fogh-regeringen ikke har ladet sig stoppe af småting som folkeret, international lov eller FN-beslutninger, da den helt uden om FN gik i krig mod Irak som USA og Storbritanniens aksepartner.
Usikkerhed i EU om dansk udenrigsaktivisme skyldes snarere Fogh-regeringen selv.
Når Fogh-regeringen så ivrigt arbejder på at fjerne de danske undtagelser, skyldes det ikke mindst, at den ønsker, at EU skal føre ’aktivistisk udenrigspolitik’, hvad der også betyder ulovlige aggressionskrige.
Fogh tilbyder tilmed sig selv som præsident for en krigsførende Union.
Ny ’sikkerhedsstrategi’ for Unionen
I det kommende halve år, under det franske formandskab, vil EU’s regeringsledere udarbejde en ny ”europæisk sikkerhedsstrategi”, der skal beskrive, hvilke trusler EU-landene står over for, og hvad der kan opnås enighed om at gøre herved. Arbejdet bygger videre på den sikkerhedsstrategi, der blev vedtaget i 2003 under ledelse af Javier Solana.
Det franske indlæg til diskussionen er blevet udarbejdet i en særlig hvidbog, der også lægger op til et tættere fransk forhold til NATO. Dog stadig med væsentlige forbehold, hvoraf de vigtigste er, at Frankrig ikke vil give afkald på kontrollen med sine atomvåben, og at det ikke vil være bundet af alliancens ”musketered”.
Det franske synspunkt er at forbinde EU’s sikkerhedspolitiske samarbejde tættere med NATO, men stadig beholde den selvstændige organisering. Det understreges, at Den Europæiske Union og Den Nordatlantiske Alliance anses som komplementære. Mens NATO kan bruges til store militære operationer, har EU en særlig styrke, fordi der kan spilles på flere strenge – militære, humanitære, diplomatiske og finansielle – til at tjene den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.
Det franske forsvars strategidokument beskæftiger sig med en bue, der går fra Atlanten til Det Indiske Ocean, hvor udviklingen kan true europæiske interesser.
Frankrig trækker en bue gennem området fra Atlanten gennem Middelhavet og Mellemøsten ud til Det Indiske Ocean, som det anser for at være af afgørende strategisk, geopolitisk betydning. Det er netop den handelsrute, som stormagter har kæmpet om i århundreder. Lande, der ligger på denne linje, skal på den ene eller anden måde hjælpes til at forstå det gavnlige i at samarbejde med Vesten og i særdeleshed Unionen.
Reel fælles hær
Centralt for gennemførelsen af en ny sikkerhedspolitik for EU er opbygningen af en reel fælles hær.
De franske mål for EU’s militære kapacitet er inden for den nærmeste fremtid en samlet udrykningsstyrke på 60.000 soldater, der har gennemgået en ensartet træning, og som kan indsættes i et år på en udenlandsk scene, med de nødvendige støtteskibe og fly.
Hensigten er at få skabt en styrke, der kan være engageret i to eller tre samtidige ’fredsbevarende’ eller ’fredsskabende’ operationer af længere varighed og flere civile operationer af mindre omfang. Dette sker naturligvis med begrundelsen at beskytte de europæiske borgere mod en ikke-defineret fjende – mere konkret: at sikre adgang til energi og andre strategiske resurser.
Ud over hæren skal der satses på det nyligt opstartede agentur for fællesindkøb af militært grej og støtte til industrien. Arbejdet her skal optrappes og medvirke til at omstrukturere forsvarsindustrien fra at være nationalt orienteret til europæisk. Udviklingen af nye våben og overvågningssystemer skal inden for en række konkrete områder støttes af EU i deres konkurrence med de øvrige spillere på det internationale marked.
Dette skal gælde inden for områder som kampfly, droner, krydsermissiler, satellitter, elektroniske komponenter osv.
De mange og meget konkrete planer beskriver et EU, der tror på militarisme som vejen til at opfylde stormagtsambitionerne.
Ganske som de europæiske kolonimagter gjorde det i deres storhedsdage.
Netavisen 13. juli 2008