Midtvejstopmødet skulle behandle opfyldelsen af Lissabon-målsætningerne (Agenda 2010), men blev mødt af store folkelige protester og blev præget af angsten for, at unionsforfatningen skal blive forkastet ved folkeafstemningerne.
Kommunistisk Politik 7, 2005
For fjerde gang i træk viser en fransk meningsmåling ifølge avisen Le Figaro (28.03), at der er et flertal for at forkaste unionsforfatningen, når der skal afstemmes den 29. maj. 54 pct. siger, de vil stemme Nej, 46 pct. vil stemme ja.
Demonstration ved EU-topmødet i Bruxelles den 19. marts -
CGT: Nej til unionsforfatningen
Det bemærkelsesværdige er, at Nej-siden fortsat fører også efter, at EU's statsministre på deres topmøde måtte gå på retræte med liberaliseringen og meddele, at det asociale Bolkestein-direktiv (eller 'service-direktivet', som det hedder på manipuleret dansk) vil blive kraftigt modificeret.
Ministrene blev mødt af en massiv demonstration i Bruxelles på omkring 100.000 deltagere, som satte fjernelsen af dette direktiv i centrum for kravene. Den var indkaldt af en række EU-fagforeninger og sociale bevægelser som en 'fælleseuropæisk demonstration'. Der var deltagelse fra de fleste lande i Unionen, især de central- og østeuropæiske lande. Tilsigtet eller ej faldt den sammen med den globale antikrigsdag ved toåret for krigen mod Irak. Det blev også afspejlet i demonstrationen i Bruxelles.
Selvom statsministrene bedyrer, at 'social dumping' ikke er deres hensigt, og at direktivet vil blive lavet om (efter den franske folkeafstemning), viser protesterne, hvor upopulært det 'frie' asociale liberaliserede marked er blandt unionens arbejdende.
EU har afsat otte millioner euro, 60 millioner kr., til kampagnen for et Ja til unionstraktaten. Dertil kommer de midler, de nationale unionsregeringer afsætter penge, der alle støtter eller favoriserer ja-siden.
Opinionsundersøgelser viser i øvrigt, at kun 11 procent af vælgerne i EU-landene har læst om forfatningen. Ikke læst forfatningen men læst (hørt!) om forfatningen!
Topmødet var egentlig tænkt som en triumferende midtvejsstatus for unionen i dens forsøg på at realisere 'Lissabon-målsætningerne' Agenda 2010 om at gøre den Europæiske Union til 'verdens mest konkurrencedygtige økonomi'. Det er de europæiske monopolers store plan for uhæmmet profitgevinst på bekostning af de europæiske arbejdere.
Det går imidlertid ikke særlig godt. Den økonomiske krise i kernelande som Tyskland har forhindret en hurtig økonomisk fremmarch og den stadig mere udtalte folkelige modstand mod de nyliberale tiltag, som er kernen i Agenda 2010, skræmmer unionspolitikerne. Den har blandt andet markeret sig kraftigt og vedholdende i Tyskland og viste sig nu ved demonstrationen i Bruxelles som en fælles europæisk protest.
Topmødet blev en excersits i diplomati over for unionsborgerne: Delvise, men ret så uforpligtende tilbagetog; udskydelse af beslutninger; en sluterklæring, der nedtoner det nyliberale program til fordel for at understrege 'værdien' af den 'europæiske sociale model'.
Topmødet vedtog en typisk pragmatisk nødløsning vedrørende eurosamarbejdet en såkaldt stabilitets- og vækstpagt, der fastsætter spillereglerne for det og løsner for de skrappe krav til den økonomiske og finansielle politik, som bl.a. Tyskland alligevel ikke overholder.
I avisreferater hedder det, at stats- og regeringscheferne blev enige om to ting:
- Ja til et direktiv som helt og fuldt åbner for et indre marked for tjenesteydelser
- Nej til nye regler, som vil kunne true den 'europæiske sociale model'.
At de to ting er i skærende modstrid, forhindrer dem ikke i at 'vedtage' begge. Og med hensyn til det forkætrede Bolkestein-direktiv undlod man at beslutte noget vedrørende det afgørende spørgsmål, nemlig om det skal være oprindelseslandets (f.eks. de østeuropæiske landes) regler, der skal være gældende ved udbud af serviceydelser over grænserne, eller 'modtager'-landets regler (altså om arbejdere skal følge f.eks. polske eller danske overenskomster).
Der blev også vedtaget nogle ændringer af 'Lissabon-strategien' mest på det formuleringsmæssige plan med mere vægt på job og vækst. I sluterklæringen blev nogle udtalt nyliberale træk tonet ned. F.eks. blev 'behovet' for at øge arbejdstiden og ændre pensionssystemerne blødt op. Der skal udarbejdes regler til gavn for virksomhederne, men nu skal erhvervslivet også udvikle den 'sociale ansvarlighed'.
Miljøet var også et ophedet emne. Det drejer sig udledning af CO2, det mest afgørende for den globale opvarmning. EU har tidligere opstillet klare mål for reduktion af CO2-udledningen efter 2012, når den nuværende Kyoto-aftale udløber. I 2020 skal udledningen være reduceret med 15-30 procent, og i 2050 skal hele 60-80 procent være skåret væk.
Disse måltal er mødt med skarp kritik fra monopolerne. Dansk Industri f.eks. tror ikke på, at det på nogen måde bliver muligt at få Kina, Indien og USA med på de ambitioner.
Adm. direktør i Dansk Industri, Hans Skov Christensen, erklærede til Børsen, at 'I så fald kan man godt glemme alt om, at vi skal blive en konkurrencedygtig region' .
Så statscheferne opgav målet for 2050 som en første indrømmelse til dansk og europæisk forureningsindustri.
Måske den Europæiske Union ikke bliver den førende økonomiske magt i verden år 2010. Den er derimod førende i bondefangeri og plat.
Det er folkene i stadig flere unionslande ved at indse.
Se også
EU-målsætning i krise
Kommunistisk Politik 7, 2005
EU-top tabte første runde om servicedirektiv
Kommunistisk Politik 7, 2005
Væk med EU's Agenda 2010
Netavisen 4.10.2004
Netavisen 30. marts 2005