I Storbritannien er det ikke unormalt, at arbejdere må skifte arbejdsplads
tre til fire gange om dagen. Årsagen er, at arbejdsgiverne gør
systematisk brug af deltidsarbejde. For at kunne skrabe sammen til både
husleje og føde er arbejderne altså tvunget til at pendle mellem
byer eller bydele, ligesom de derved er frataget deres ellers indlagte pauser
i arbejdstiden. Pauserne er blot forlængede, men skal til gengæld
bruges i et transportmiddel.
Flere må nærmest tage hele døgnet til rådighed, da
arbejdstiderne sjældent passer fra den ene virksomhed til den anden, hvorfor
man er tvunget til at dalre rundt i byen uden formål - eller bruge tid
på at ta´ hjem, handle eller nappe en lur.
I Danmark har den fleksible arbejdstid for alvor vundet indpas gennem de sidste ti år. Fagbevægelsens top har ved alle overenskomstfornyelser gladeligt givet nye og flere indrømmelser. For to år siden implementerede LO og DA i fællesskab et EU-direktiv, der pålægger arbejdere 48 timers arbejdsuge. Overenskomsterne rummer også rig mulighed for arbejdsgiverne til at benytte deltidsarbejde, men de fleste overenskomster sætter dog en række bestemmelser, som kan opfattes som en begrænsning eller hindring for, at arbejdsgiverne indgår aftaler med den enkelte om arbejde på deltid.
Nu har vores beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V), bakket
op af den samlede VK-regering, fundet tiden inde til også på deltidsområdet
at indføre britiske tilstande.
Det sker ved hjælp af et andet brugt fænomen, der benyttes i de
fleste EU-lande: Via lovgivning! Der er blot den hage ved det, at loven på
dette område griber ind og tilsidesætter bestemmelserne i overenskomsterne,
hvilket samtidigt betyder tilsidesættelse af det danske aftalesystem.
Det er ikke fordi, der er så mange rester tilbage af det danske aftalesystem. EU har de sidste minimum 15 år dikteret adskillige direktiver gennemført. Mange af dem er igen af fagbevægelsens top frivilligt implementeret ind i overenskomsterne. Men nu baner Claus Hjort Frederiksen EU´s motorvej. Fremover skal forholdene på arbejdsmarkedet fastsættes ved lov.
Det er et principielt angreb på fagbevægelsen, som burde få
arbejdspladserne og deres ledere i særdeleshed op af stolene. Lederne
er dog alt andet lige valgt til at varetage medlemmernes interesser. Fra flere
sider i fagbevægelsen gives der også klart udtryk for harmen. Selv
blandt de fleste forbundsledere får vreden luft. Eksempelvis udtaler Poul
Erik Skov Christensen, formand for SiD, sig yderst klart:
- Den ny deltidslov vil gøre enhver lønmodtager til jaget vildt.
Ingen kan føle sig sikre på sine forhold, og enhver overenskomstmæssig
beskyttelse er sat ud af kraft, når blot arbejdsgiveren bruger "virksomhedens
forhold" som begrundelse for sit arbejdstidsdiktat. Den slags er ganske
enkelt gift for forhandlingssystemet.
Konkret tale fra en formand fra et af landets allerstørste forbund. Som om bægeret ikke allerede var fyldt, når man tænker på VK-regeringens mange angreb på blot én måned: Statslige, tværfaglige a-kasser med rådighedsvurdering og efterfølgende privatisering af samme, planer om indgreb mod eksklusivaftaler, ændring af den særlige pensionsopsparing, forringelse af arbejdsmiljøet osv. osv.
Der er så absolut grund til at råbe vagt i gevær. Der er allerede rigelig grund til at gå på barrikaderne. Men forbundslederne - for ikke at nævne LO - gør ikke en gang mine til at samle protesten på Christiansborg Slotsplads. VK har og får arbejdsro. Man må spørge sig selv, hvilke angreb skal der til, før de faglige bosser, kontingent- og pensionsformueadministratorer opfordrer til protester og aktiviteter? - Eller man kan spørge sig selv, hvorvidt de overhovedet har viljen?
Poul Erik Skov Christensen har i hvert fald ikke, men han garanterer medlemmerne
andre kampmetoder:
- Jeg kan love for, at vi vil gå ind i disse sager, hver eneste gang
en arbejdsgiver forsøger at misbruge situationen. Vi vil trække
dem igennem retssystemet, og så kan de jo se, hvor morsomt det bliver.
Der er bare lige en hage ved det:
Hvordan bryder en arbejdsgiver loven, når nu netop loven giver ham ret
til at diktere deltidsarbejdstid?
Kommunistisk Politik 2, 2001