Arbejdsminister Ove Hygum er i de seneste dage gået i offensiven med
planer om reform af den perspektivløse aktivering og om nedbringe danskernes
sygefravær fra arbejdspladserne til det halve.
Tvangsaktiveringsordningerne har længe været udsat for omfattende
kritik. Fra borgerligt hold først og fremmest, fordi mindre end 20 pct.
i aktiveringsforløbene senere får jobs, og ordningen er 'for dyr'.
Fra de tvangsaktiverede, at den er brutal over for de arbejdsløse, for
slet ikke at tale om bistandsmodtagerne., der reduceres til billig eller gratis
arbejdskraft, uden rettigheder. Titusinder står overfor at falde ud af
dagpengesystemet og over på bistand - trods regeringens løfter
om det modsatte.
Nu taler Hygum om at reformere systemet - ikke mindst ved at gøre det
mere individualiseret, mere 'tilpasset til den enkelte' - og i højere
grad give det karakter af supplerende efteruddannelse.
Før arbejdsløse og bistandsmodtagere, der lider under ordningerne,
begynder at glæde sig for meget, bør de stille spørgsmålet:
til gavn for hvem vil Hygum reformere systemet?
Arbejderne og den kæmpende fagbevægelse har længe krævet
oprettelse af normale jobs med fulde overenskomstmæssige og øvrige
rettigheder i stedet for hele aktiveringscirkus'et - suppleret med en markant
nedsættelse af den ugentlige arbejdstid på hele arbejdsmarkedet
- frem mod en 30-timers-uge. Hygums forsæt er at tilpasse de arbejdsløse
og bistandsmodtagernes kvalifikationer endnu bedre til arbejdsgivernes stadig
skiftende og øgede behov for veltrænet, billig eller helt gratis
arbejdskraft. Det er ikke de arbejdsløses rettigheder, der ligger regeringen
på sinde. Det har den bevist gennem hele den stribe af forringelser og
reformer af dagpenge- og bistandssystemet, den har gennemført over en
årrække. Ordningen skal ikke 'forbedres' først og fremmest
til gavn for arbejdsgiverne - den skal helt væk.
Det er det samme motiv, der ligger bag Hygums opsigtsvækkende forslag
om at halvere sygefraværet over en årrække. Selvom Danmark
ikke ligger særlig højt i forhold til andre lande, og selvom sygefraværet
ikke er voksende. Gennem dialog med arbejdsgiverne vil Hygum gennemføre
en række foranstaltninger, der skulle kunne reducere sygefraværet,
der svarer til 140.000 fuldtidsbeskæftigede om året. I gennemsnit
er hver dansker sygemeldt i godt syv dage. Arbejdsministeren vil fokusere på
særlige grupper og særlige spørgsmål, som rygning,
tungt fysisk arbejde, det højere sygefravær blandt kvinder o.s.v.
Uden f.eks. at ville skride ind overfor den stadige nedslidning på grund
af dårlige arbejdsforhold, eller overfor kvindernes dobbeltarbejde.
Hensigten er at øge den til samlede mængde arbejdskraft, der står
til arbejdsgivernes rådighed. Det er bemærkelsesværdigt, at
Hygum koncentrerer sig om foranstaltninger til bekæmpelse af det kortvarige
sygefravær, og ikke langtidsygdommene.
Disse er forbundet med de stadig voksende mangler i de samlede sundhedsvæsen.
Over en årrække har drastiske besparelse medført, at Danmark
på mindre end to årtier er faldet fra syvendepladsen i verden m.h.t.
gennemsnitlig levetid til en 33.-plads. 18 pct. af landets sygehuse og sengepladser
er nedlagt, indlæggelsestiden næsten halveret til 5,6 dage i gennemsnit,
belægningsprocenten øget med 9 pct. - mens det administrative bureaukrati
er udbygget voldsomt. Servicen både på hospitaler og i ambulant
behandling er væsentlig forringet, og langtidssyges helbredelsesperiode
bliver som følge heraf endnu længere. De langtidssyge har imidlertid
ikke arbejdsministerens interesse: efter et år på sygedagpenge ryger
de i aktivering, uanset om de er raske eller ej, på bistand eller evt.
på revalidering.
Netavisen, 23. marts2001