Faglig Kommentar
KP 26, 2001
Ved indgangen til 2002 har VK-regeringen meldt klart ud. Den lægger ikke skjul på noget. Levevilkårene skal over en bred kam sættes ned for den samlede arbejderklasse. Det gælder de omkring 2 millioner, der har et arbejde at stå op til hver morgen. Det gælder for omkring den ene million mennesker i den arbejdsduelige alder, som er henvist til ydmygelsens "offentlige forsørgelse". Fremtidens krisekonjunkturer sparker stadig flere fra arbejdspladserne over i køerne på socialkontorer og arbejdsformidlinger.
VK-regeringen har fattet metoden. Den går over den gamle læst:
Del og hersk, som det blev udført i det romerske storrige. I dag er den
korrekte benævnelse: smadring af arbejderklassens organisationer og dens
rettigheder. Regeringen har indledt et felttog mod arbejderklassens tilkæmpede
rettigheder. Der er tale om en krigserklæring. En krig, hvis våben
og redskaber vi kun har set overfladen af. Tværfaglige statslige a-kasser,
der siden omdannes til private "gule" foreninger, som får overdraget
rådighedsretten, hvilket betyder udstødning af tusinder fra dagpenge
til overførselsindkomster. Indgreb i allerede eksisterende overenskomster
på blandt deltidsarbejde, som VK vil fremme efter den britiske model,
hvor lønmodtagere er tvunget til 3 eller 4 arbejdspladser hver dag for
at opretholde et eksistensniveau.
Det seneste skud på stammen er, at den danske aftalemodel, hvor arbejdsmarkedets
parter suverænt aftaler de afgørende forhold, skydes endeligt i
sænk og begraves.
Samtidig fører regeringen krig på andre fronter. Danmark er blevet indrulleret i USA´s beskidte angreb på uskyldige folkeslag, der er planlagt til at dække adskillige kontinenter. Det er igen arbejderklassen, der er udset til at betale krigsudgifterne - og dens sønner skal lægge legemsdele, krop og liv til det imperialismens rivalisering om markeder, forsyninger osv.
De barske kendsgerninger er, at grundlæggende træk er en fortsættelse af Nyrup-regeringens politik i de foregående 9 år. Den socialdemokratiske ledet regering gav USA 100 pct. tilsagn om støtte. Den sendte danske tropper af sted. Den greb ind i overenskomstkonflikter, forringede dagpengeretten fra 7 år til 1 år. Den foreslog privatisering af a-kasserne med rådighedsretten overført. Den indførte unge-ordningen, som VK nu udvider.
Denne politik er en naturlig følge af Danmarks medlemskab af EU, hvilket
i øvrigt var Nyrup-regeringens første og vigtigste opgave ved
dens tiltrædelse at sikre: Omstødningen af det danske NEJ til EU
i 1992.
Det er i dag EU, der kræver, at den danske aftalemodel begraves ikke bare
reelt, men også formelt. Det er EU, der kræver EU og dansk krigsdeltagelse.
Det er EU, der tvinger en forarmelse af arbejderklassen igennem, så kapitalen
er i stand til at konkurrere med andre imperialistiske stormagter.
Allerede den 2.januar sætter lederne af OK 2000-Initiativet sig sammen for at finde deres ben i den politiske situation. Det er til dato det eneste kendte landsdækkende initiativ, der officielt stiller sig i opposition til fagbevægelsens kransekagefigurer. Erfaringerne fra de seneste års overenskomstkamp giver ikke håb fra denne kant. "Kampviljen" herfra har bestået i en opslutning til forhandlernes krav, der trodsede arbejdspladsernes krav, samt en manglende vilje til at støtte protesterne og aktionerne. Den 2.januar vil blive brugt til at finde deres ben i en vanskelig situation, hvor VK-regeringen har fremsat en krigserklæring, og LO-toppen har fredet regeringen. Hvordan profilerer man sig så som opposition uden at give de sundeste lag luft i sejlene?
Der er så sandelig noget at tage stilling til ved indgangen til år
2002. Fagbevægelsens top lægger ikke skjul på deres samarbejdsvilje
med VK-regeringen. Sammenspiste og -flettede med storkapitalen påberåber
de respekt for "folkets" valg på højreregeringen, samtidigt
med at de skælder ud på arbejderne: Det er jeres egen skyld. Det
er jer, der har stemt på VK og DF. Derved forsøger de at vende
vreden fra dem selv mod arbejderklassen.
Initiativet skal ikke lægges i hænderne på disse forbundsledere,
som alle til hobe er bundet op på forvaltning af eksempelvis pensionsformuer,
som de gennem de sidste 15 år har haft så travlt med at rejse som
OK-krav ved hver eneste overenskomstforhandling.
Initiativet for fagbevægelsens fremtid må og skal komme fra bevægelsens
sundeste lag. Det vil sige fra arbejdspladserne og de udstødte, de mange
kampvillige tillidsrepræsentanter på forskellige niveauer, som med
klassebevidstheden i behold har mandsmod nok til at træde op mod trykket.
Det er disse lag, som skal gives mæle og stemme i en forvirringens periode,
hvor det er opsplitningen, individualismen og selvforsikringen, der bliver forherliget.
Det er disse lag, som med al ret skal sætte sig igennem på trods
af magthaverne, hvor henne i systemet de befinder sig.
Kommunistisk Politik 26, 2001