Arbejderklassens valg

Otte år med en socialdemokratisk-ledet regering ved magten. Den altoverskyggende presse hytter det etablerede Danmarks valggøgl ved at gøre det udskrevne Folketingsvalg til et spørgsmål om Rasmussen contra Rasmussen. På eet punkt er det billedet slående. Grundlæggende set er der lige så stor forskel på deres politik, som der er på deres efternavne.

Hvad fik arbejderklassen ud af de otte år??
Det startede, hvor Schlüterregeringens årti-lange periode udløb. Den borgerlige regerings image led voldsomme skibbrud med overenskomstindgrebet i 1985 og diverse skandalesager, hvilket kapitalen kunne leve med. Schlüterregeringen knækkede først for alvor halsen, da den ikke formåede at overbevise det danske folk om et JA til EU i 1992 med Socialdemokratiet i opposition. Nyrups afgørende rolle, da han kom til magten var - med en meget vigtig hånd fra SF og det nationale forræderi - var, at redde Danmarks fortsatte deltagelse i monopolernes EU.
Derefter foretog den ene socialdemokratiske arbejdsminister efter den anden angreb på dagpengeretten i en grad, som Schlüter ikke ville have været i stand til: 7 års dagpengeret blev reduceret til 9 måneder. Nyrup løb fra sine efterlønsgarantier.
Med forøget skattetryk og lovdikteret overenskomstindgreb har de sidste otte års magthavere forarmet arbejderklassen; - i en periode hvor kapitalen i nutiden har haft et historisk opsving. Aktionærerne har mærket opsvinget. Selv når man indregner tabene efter terroraktionerne i New York er aktiernes værdi 3-doblet!
Hvem pokker kan se forskellen på Schlüter og Nyrup og deres politik?


Regningerne er raslet ned over arbejderklassen og vores rettigheder. Indgreb i vores overenskomster. Fuld tilslutning til EU´s projekt som superstat. Skandalesager i begge lejre; - fra tamilsag til ligkistemagasiner og Strubegardiner osv. Og borgerskabet er blevet federe.
Selvfølgelig er der forskelle. Nyrup-regeringen fik med sit forræderi sluset Danmark videre i EU-projektet; - men Schlüter ønskede og arbejdede for det samme. Nyrup har draget Danmark i krig. Schlüter ville have gjort det samme, og Anders Fogh Rasmussen vil det samme.
Forskellen er ens.

Leden ved krisepolitikerne er større end nogensinde tidligere. De løber hurtigere fra deres løfter end en hest kan rende. Derfor udsteder de garantier, som de så også løber fra. Men når det hellige, "demokratiske" parlamentariske cirkus sættes i gang ved Folketingsvalg manuduceres vi til urnerne og foregøgles, at vi har stemmeret. Stemmeprocenten er ikke et udtryk for opbakning til krisepolitikerne eller deres politik. Valgsituationerne udtrykker et kolossalt show, hvor borgerskabet fordrejer, forvrider virkeligheden og får de centrale klassekampsspørgsmål til at forsvinde i en tåge af løfter, personslagsmål, løgne iklædt kanindragter…..
Her er tale om et illusionsnummer, som enhver tryllekunstner misunder dem.

De to "fløje" er logisk set rimelige identiske. Deres parlamentariske underlag er loyale. Eksempelvis har SF og Enhedslisten travlt med at understrege, at de vil gøre alt for at holde en borgerlig "fløj" fra taburetterne - til fordel for Socialdemokratiet. SF og Enhedslisten har gjort det til en dyd at fungere som regeringens sikkerhedsnet. I valgkampen profilerer de sig hver især ved at stille krav til en kommende socialdemokratisk regering; men de har aldrig magtet at stå last og brast med arbejderklassen, når det gjaldt livet for en socialdemokratisk regering. De har faktisk været det sikre underlag for den førte politik de sidste otte år.

Derfor: Stem Nej til mere forarmelse til fordel for de rige. Stem Nej til overenskomstindgreb. Stem Nej til den råddenskab, der afdækkes i skandalerne. Stem nej til dansk inddragelse i krig og EU. Stem Nej til støtte, sikkerhedsnet eller underlag for en regering, der forfølger disse mål!
Når der opstiller et parti til Folketingsvalget, der repræsenterer disse holdninger, så stem på det!
Det er ikke opstillet i dag! Så stem ikke mod dine holdninger!
Giv ikke en stemme til kræfter, der trodser vores interesser.

Kommunistisk Politik 23, 2001