Styrkelsen af en klassekampslinie i fagbevægelsen

På sidste års internationale faglige træf lærte vi arbejderne i Bourges' militante kamp at kende. Så selvom det er første gang vi besøger jeres by, så føler vi os hjemme ved at være sammen med arbejdere, der deler de samme følelser, håb og mål omkring arbejderklassens rettigheder og fremtid.
Vi - den danske delegation - vil gerne sige jer, der har organiseret dette års 7.internationale faglige træf, tak for al det arbejde og anstrengelser I har gjort for at gøre dette til en succes. Med os bringer vi hilsner fra alle de faglige kammerater, der ikke kunne komme med og som venter på at høre resultaterne fra dette års træf.

I sidste weekend i Gøteborg, Sverige, var der store demonstrationer og aktiviteter mod EU-topmødet og mod USA's præsident Bush, der mødtes med EU's ledelse. De nationale og internationale medier fabrikerede her et billede af en krigsskueplads, af uroligheder og vold i gaderne for at retfærdiggøre de skandaløse politiprovokationer, politiets brutalitet og brug af skydevåben og nedskydning af demonstranter. Med denne iscenesættelse blev der straks lagt op til nye angreb på vores ret til at demonstrere og protestere.

Medierne skjulte den kendsgerning at der var omkring 100.000 mennesker ifølge Göteborgs politi, der denne gang måske snarere overdrev) der deltog i store massedemonstrationer. Demonstraterne havde noget helt andet at fortælle til befolkningerne i EU, i de østeuropæiske lande, i verden, nemlig: Vi vil ikke have EU.
Den største demonstration var den der blev organiseret af Nei til EU-rörelsen i Sverige under parolerne: "Sverige ud af EU" og "Nej til ØMU".
Det var det virkelige indhold af protesterne i Gøteborg.
De viser den kendsgerning, at flertallet i befolkningerne i de skandinaviske lande, Danmark, Norge og Sverige er mod Euroen og EU og at der også er en voksende modstand i de andre lande.

Fra Norge og Danmark deltog der faglige sektioner i Gøteborg, også under sloganet fra vores internationale træf: Tous ensemble contre l'Europe du capital! Fælles kamp mod kapitalens EU. Denne parole som arbejdere fra hele Europa og som udpeger den fælles fjende, vi står overfor - de store monopolers diktatur. Et paradis for kapitalismens arbejdsgivere. Og et endnu værre mareridt for arbejderne, der er udpeget og bestemt til at betale prisen for den nye økonomiske, politiske og militære supermagt.

Det irske folk har lige vundet deres folkeafstemning med et NEJ til Nice traktaten. Det betyder at Nice traktaten er død. Den legale gyldighed af traktaten er faldet med det irske nej, også i forhold til traktatens og EU's egne juridiske love. Men EU topmødet besluttede ikke at respektere folkets afgørelse. EU topmødet beordrede den irske regering til at "lave en Danmark" og sikre en rigtig afgørelse ved en ny folkeafstemning. Nøjagtigt som det skete i '92 med det danske Nej til Maastricht traktaten.

En af de væsentlige klassekampsbegivenheder i løbet af det seneste år i Danmark var NEJ'et til Euroen ved folkeafstemningen sidste september. I de efterfølgende dage holdt arbejderne deres hoved højt i forvisning om den kendsgerning, at det var arbejderklassen, der sikrede dette resultat.
I denne kamp er vi oppe imod en fælles front af borgerskabet, monopolerne, arbejdsgiverne, regeringen, medierne, laget af meningsdannere, statsapparatet og toppen af fagforenings-ledelserne.
Toppen af fagforeningsledelserne bruger argumenter som "I behøver ikke at elske Euroen og EU, men I må i det mindste acceptere dem i solidaritet med arbejderne i de andre EU-lande". Derfor er det af betydning med resolutioner og manifestationer som udtrykker at arbejdernes solidaritet er solidaritet med kampen mod EU, ligesom resolutionen fra det 6. internationale træf gjorde dette.
Toppen af fagforeningsledelserne er ikke i overensstemmelse med deres medlemmer, heller ikke når det gælder holdningen til EU. I stedet har de fundet nye venner og blevet en del af EURO-LO, hvor de får deres ordre fra European Round Table og følger dets krav til opbygningen af EU's fælles arbejdsmarked.

Samtidig står arbejderne overfor de hårde konsekvenser af privatisering, nedlæggelse af arbejdspladser, tilbageslag og nedbrydning af de kollektive overenskomster - hvilket tvinger dem til at udvide arbejdstiden under den fleksible arbejdstid, til forringelse af arbejdsforholdene og nye lønsystemer med stadig mere arbejde til udhulet løn.
Det er især blandt de ufaglærte i mange forskellige sektorer, at vi ser strejker og protester mod dette. Vi ser oftere nu at overenskomstforslag bliver stemt ned af hele brancher og sektorer. Det gælder også blandt de offentlige ansatte - grupper som sygeplejesker, lærere, der plejer at være meget autoritetstro, har gennemført landsdækkende aktioner og strejker. Ikke mindst fordi det ikke bare er arbejdsbetingelserne og lønnen der bliver dårligere, men hele sundheds-, uddannelses- og det sociale område er ved at blive omformet til at blive styret af storkapitalens forretnings- og forrentningskoncept - fremfor at være en offentlig sektor, der skal sikre befolkningens behov.

De sidste 10 års EU-socialdemokratiske regering har gennemført mange 'reformer', der har ændret dagligdagen og arbejdsdagen. Et eksempel er reformen der indførte det tredje arbejdsmarked, hvor arbejdsløse og folk på overførselsindkomster tvinges til at arbejde til en timeløn, der er 1/10 af en ufaglærts oven i deres understøttelse eller kontanthjælp. Arbejdere der er frarøvet de kollektive rettigheder, inklusive retten til strejke, til medlemskab af fagforening efter visse regler eller retten til selv at sige op. Vi kalder det slavearbejde.
Der findes faktisk omkring en million mennesker, der holdes udenfor arbejdsmarkedet.
For få år siden blev en ny socialreform gennemført, der udryddede den rodfæstede sociale rettighed, at staten skal sørge for mennesker, der ikke kan klare sig selv. En social rettighed, der strækker sig helt tilbage til slutningen af det 18.århundrede.
Disse reformer er lavet i samarbejde med toppen af fagbevægelsen.

For et par måneder siden blev 25-året for indførelsen af kvindernes ligeløn fejret. Men der var ikke noget at fejre. I de sidste 10 år er forskellen mellem mænds og kvinders løn endda begyndt at vokse igen, ikke mindst på grund af de individuelle lønsystemer. I gennemsnit får kvinder 20 % mindre i løn, men bag dette gennemsnitstal dækker der sig langt større forskelle i forskellige brancher. Ikke en eneste af regeringens højt betalte eksperter kan forklare "mysteriet" omkring uligelønnen. Den nøgne kendsgerning er, at selv når der renset for forskelle i uddannelse, i arbejdsområde osv., så bliver arbejderkvinder stadig underbetalt og tildelt uligeløn - selvom de arbejder på toskift hver eneste dag, et skift på arbejde og et derhjemme.
Det er 113 år det danske Socialdemokrati indskrev kravet om ligeløn i deres program. Vi kan ikke og vi vil ikke vente længere.

I den nuværende situation har vi lagt en platform for klasseenhed frem. Et konkret program med tre hovedområder og hovedkrav :

Kravet om 6 timers arbejdsdag og 6 ugers ferie
6 timers arbejdsdag er svaret på arbejdsgivernes krav om mere fleksibel arbejdstid, svaret på det stadig øgede arbejdstempo, den øgede arbejdsintensitet, og til den stadige forøgelse af stress og helbredsproblems. For familierne - mænd og kvinder - er det afgørende at det er den daglige arbejdstid der bliver nedsat.
Kravet forener alle de forskellige arbejdstidkrav, der ligger i de forskellige overenskomster. Ligesom det indgår hos arbejdsløsheds og bistandsmodtager organisationer i sammenhæng med kravet om: reelt arbejde på lige vilkår.

Nej til Nice Traktaten, til EU som en føderal stat med EU forfatning i 2004 og Danmark ud af EU - som en nødvendighed og forudsætning for selv at skabe vores egen fremtid i vores land.

Nej til USA's stjernekrig og raketskjold og til den danske regerings deltagelse og brug af Grønlands territorium. Nej til militarisering, den forøgede brug af atomvåben og high-tech specialtropper til at sikre USA-imperialismens og EU's dominans.
Alt dette vil kun bringe fortvivlelse, fattigdom og død for verdens arbejdere og undertrykte folk.

På mange arbejdspladser, lokale fagforeninger og klubber, netværk og andre former for organisering diskutere kampvillige arbejdere og fagforeningsfolk fagbevægelsens fremtid og udviklingen af en klassekampslinie. Denne praktiske og politiske diskussion og kamp er afgørende for udfaldet af klassekampen og dermed for vores fremtid.
Vi må opbygge, styrke og udvikle en klassekampslinie, der hviler på den enorme styrke som den internationale solidaritet fra arbejderne i hele verden udgør.

Sammen og med forenede kræfter kan vi opbygge arbejderklassens fremtid. Og det hele begynder som orderne fra den danske digter og sanger Annisette fra Savage Rose siger det i sangen til arbejderkvinderne :

" Så ved du nu // hvor lille du end er // i din favn holder du jorden og himlen"

For et godt og fremadrettet 7. internationalt fagligt træf!

KP14, 2001