Den danske aftalemodel under beskydning

Kommunistisk Politik 17, 2010

Ideen i "Den danske aftalemodel" har klart rummet afgørende fordele for arbejderklassen. Således har forsvaret for den også stået centralt i årtier, idet den fra flere sider har været under hårdt pres. I hvilket perspektiv skal forsvaret af modellen rejses, og hvilke sammenhængende problemer knytter sig til kampen? Den højt besungne danske model er og har i en lang årrække været under beskydning. Fagbevægelsens aktive kræfter har af gode grunde forsøgt at værne om den.

Modellen, som det i øvrigt er mere korrekt at kalde en nordisk eller måske nordlig model kontra den sydeuropæiske, hvor statsmagten med lovgivning intervenerer arbejdsmarkedsforhold, har altid været værdsat af begge parter på arbejdsmarkedet. Det har været lettere for arbejderklassen at påvirke forholdene direkte.

Overenskomstfornyelserne, der ganske vist tidsmæssigt forlænges mere og mere, leder med faste mellemrum til forhandling. Modparten – arbejdsgiverne – er svagere end staten og lovgivningen. Arbejderklassen har en række fordele ved modellen. Arbejdsgiverne høster også gavn af den. Det er et langt bedre udgangspunkt for roen på arbejdspladsen – altså garant for produktion: I har jo selv vedtaget overenskomsten!

Med tiden har modellen udviklet sig mere og mere til arbejdsgivernes fordel. Allerede i starten af sidste århundrede blev modellen forsynet med Arbejdsret og Forligsinstitution. Arbejds(u)retten er i bevidste kredse kendt for dens uret. Toppen af fagbevægelsen har altid forsøgt at bilde arbejderklassen ind, at den var og er uvildig, men ikke blot er dommerne udklækket fra borgerskabet, hvad vigtigere er: Fundamentet, hvorefter der dømmes, er på grundlovens, kapitalens og den private ejendomsrets basis.

Forligsmandsloven og selve institutionen tjener også formålet at bilde arbejderklassen ind, at den er uvildig. Derudover rummer den det vigtige formål at udskyde konflikter og derigennem til tider at forhindre dem. Forligsinstitutionen er i sig selv udviklet gennem tiden med eksempelvis sammenkædningsreglerne. Herigennem har institutionen mulighed for ved overenskomstfornyelser at sammenkæde afstemningen inden for forskellige beslægtede fag.

Det er ofte vanskeligt at se de beslægtede relationer, hvilket også er ligegyldigt, fordi formålet med sammenkædningen er at forhindre konflikter – særlig storkonflikter. Således er kampviljen ved eksempelvis slagteriarbejderne blevet kvalt i en sammenkædningspulje af andre brancher, som har stillet sig tilfreds med resultatet. Fredspligt (i perioden mellem overenskomstfornyelserne) og bodssystemet er andre mekanismer, der er kommet til – og til arbejdsgivernes fordel.

Efter storkonflikterne i 1985 og 1998, hvor arbejderklassen i sidstnævnte tilfælde overraskende for alle nedstemte resultatet, lovede Dansk Arbejdsgiverforening og LO's top hinanden, at der aldrig mere skulle forekomme en storkonflikt. Siden har de i fællesskab på mange måder forringet muligheden af en sådan kampkraft:

Varigheden af overenskomstperioderne blev forlænget fra to til tre år. Men endnu vigtigere blev de forskellige områder tidsmæssigt skilt ad. De offentlige overenskomster fornyes således året efter det private arbejdsmarked. De enkelte forbund er også blevet mere bevidste, når de beslutter, hvilke områder der udtrækkes til konflikt. Ofte er det på forkant tandløse områder.

Ovenstående eksempler er kun et fåtal af de metoder, der gennem årene har forringet arbejdernes direkte indflydelse på "egne" arbejdsforhold.

LO-toppen har, som det er skildret, været en meget aktiv part i at undergrave arbejderklassens rettigheder og kampkraft. Det er sket i takt med, at de er blevet en stadig mere integreret del af kapitalen, dens stat og institutioner.

Det skal også slås fast, at staten på masser af områder blander sig. Lønkronen besluttes ganske vist ved overenskomsten, men den relevante del – reallønnen – afgøres i sidste ende af finanspolitikken. Staten har i øvrigt direkte interveneret på lønfastsættelsen, som under krigen, hvor lønnen blev fastfrosset. Det var også staten, der fratog arbejderne dyrtidsreguleringen. Staten lovgiver omkring aktionsmetoder ved eksempelvis at forbyde fysiske blokader af virksomheder. Staten bestemmer arbejdsmiljøforhold etc. etc.

Endelig og nok så vigtigt, så har Folketinget gennem tiden praktiseret at fratage arbejderklassen strejkeretten ved i situationer at ophøje overenskomsten – forligsinstitutionens forslag – til lov. Endelig kunne og burde EU's intervention og angreb på arbejderklassen rumme en helt selvstændig dækning. EU's rolle har og vil fremover spille en afgørende rolle for modellens overlevelse.

Østudvidelsen, som betød import af udenlandsk arbejdskraft uden overenskomstmæssig sikring og i øvrigt bedre mulighed for virksomhedsflytning, taler sit eget tydelige sprog. Siden 80'erne har EU krævet, at EU's lovgivning på arbejdsmarkedsspørgsmål integreres i danske overenskomster. EU er på alle områder afgørende for udviklingen eller afmonteringen af den nordiske model.

Når der mobiliseres til et forsvar af modellen, bør den aktive fagbevægelse holde sig dette for øje, idet kampen forudsætter en kamp mod EU – for et Danmark uden for EU. Mange aktive kræfter er desværre af den fejlagtige opfattelse, at hvis man drager EU-aspektet ind i forsvaret for modellen, så splitter man kampen.

Nyere tids undergravning

Inden vi går over til en mere præcis status for, hvordan kampbetingelserne for forsvaret er, så lad os gøre arbejdet færdigt med de nutidige angreb eller undergravning af modellen færdig. De seneste 10-20 år har med andre træk i udviklingen på arbejdsmarkedet kun yderligere angrebet modellen, der dog stadig har begge parters interesse.

Simon Tøgern, formand for HK it, medie & industri Hovedstaden, satte i en kronik i Politiken i foråret fokus på udviklingen af den danske aftalemodel. Han tager udgangspunkt i nogle meningsdanneres begejstring over modellens virke ved afslutningen af overenskomsterne på det private arbejdsmarked:

"For forskerne og kommentatorerne synes alene det forhold, at parterne er blevet enige – oven i købet uden konflikt – at være udtryk for modellens styrke og mulighed for at overleve.

Det er i bedste fald naivt og udtryk for manglende kendskab til de vigtigste udviklingstræk ved det danske arbejdsmarked anno 2010! I værste fald dækker det over forsøgene på at svække den danske aftalemodel.

Sandheden er, at en række træk ved erhvervsudviklingen og arbejdsgivernes og regeringens politik – hver for sig og sammen – undergraver det kollektive overenskomstsystem."

Simon Tøgern kunne med rette have tilføjet EU til de undergravende elementer, hvilket han i øvrigt senere kommer ind på. Han underbygger med mange eksempler grundigt sine udsagn:

• Færre og færre arbejdere omfattes af kollektive overenskomster: Antallet af job, som LO-forbundene traditionelt organiserer, er faldende. Når virksomheder lukker eller flytter, er det overvejende faglærte og ufaglærte arbejdere, der rammes. Nye virksomheder beskæftiger færre LO-arbejdere og har frem for alt mindre tilbøjelighed til at tegne overenskomst.

I virksomheder, hvor organiseringsprocenten var relativ lav, betød det mindre, at ikke alle var organiserede. Mindretallet fik gavn af de tilkæmpede rettigheder ved "afsmitning". Men problemet er forøget med betydelig mindre organisering på mange virksomheder. Arbejdere tituleres også med engelske titler, og stillingsbetegnelser tilnærmes ledere, hvorfor man som funktionær ikke omfattes af overenskomsten. DA-virksomheder nægter ofte at tegne overenskomst med FTF eller AC.

Simon Tøgern kommenterer:

"Modsat hvad man skulle tro i en tid, hvor lovordene om ’den danske model’ fyger os om ørerne, så søger arbejdsgiverne over en bred front systematisk at ’skrive folk ud af overenskomsterne’."

Eksempelvis fastslår formanden, at omkring to tredjedele af alle i dag er funktionærer:

"En stor del af denne stigning er sket inden for HK’s organisationsområde. Det var også baggrunden for, at HK Privat rejste kravet om afvikling af den forældede 50-procentsregel.

Det er den historiske overlevering, der siger, at HK’s overenskomster på DA’s del af det private arbejdsmarked først træder i kraft, den dag HK kan dokumentere, at HK organiserer mere end 50 procent af de medarbejdere, der vil kunne blive omfattet af den pågældende overenskomst i den enkelte virksomhed.

Dybest set handler kravet om afskaffelse af 50-procentsreglen om, at funktionærområdet får samme rettigheder, som det øvrige arbejdsmarked fik med septemberforliget i 1899!

Det krav modsatte arbejdsgiverne med Dansk Industri i spidsen sig som bekendt. Arbejdsgivernes modstand var ultimativ. Arbejdsgiverne nægtede på flere områder overhovedet at forhandle noget som helst, så længe kravet var på bordet!"

• Vikarer benyttes til at undgå at fastansætte folk: Arbejdsgiverne har i det daglige ledelsesretten, men er fritaget en række forpligtelser som opsigelsesvarsler, løn under sygdom, barsel og efteruddannelse over for vikarer, hvilket gør dem til en yndet arbejdskraft. Konsekvenserne kan være store:

"Udvikler den trafik sig, så risikerer vi at stå med et proletariat af næsten retsløse beskæftigede", noterer Simon Tøgern.

• Unge og studerende:

Ifølge Danmarks Statistik udgør den såkaldte UNA-gruppe op mod 20 pct. af alle beskæftigede på det danske arbejdsmarked (hovedsageligt inden for hotel- og restaurationsbranchen). De har ofte en årsindtægt på mindre end 50.000 og "er ifølge sagens natur mindre tilbøjelig til at lade sig organisere". Derfor arbejder de også ofte uden for de almindelige bestemmelser.

• Underbetaling af EU-arbejdere:

Specielt inden for byggeriet, skov, landbrug og gartneri har man i den seneste årrække oplevet en kraftig løndumping ved brug af østeuropæisk og baltisk arbejdskraft. Ofte udgør lønnen langt under det halve af, hvad en dansk arbejder skal tjene for at kunne opretholde, hvad vi normalt forstår ved en rimelig indtægt.

Til sidst giver Simon Tøgern et enkelt eksempel på, hvordan staten har bidraget til undergravning af aftalesystemet: etableringen af selvstændige og tværfaglige a-kasser. Denne lov har medvirket til at ryste den almindelige fagbevægelse. De gule fagforeninger og deres a-kasser er så sandelig blomstret op – ikke blot til skade for fagbevægelsen og dens organiseringsgrad, men dybest set for arbejdernes rettigheder og arbejdsforhold.

Der kunne gives masser af eksempler på statens intervention.

Aftalemodellens fremtid

Simon Tøgern slår et slag for dansk fagbevægelse, hvorunder appeller til arbejdsgivernes, statens og politiske partiers ansvarlighed rummes, men han lider ikke af illusioner.

Han er klar over, at det i sidste ende er fagbevægelsens eget ansvar, og så er vi ved sagens kerne:

Hvordan fører vi kampen for arbejderklassens rettigheder og leveforhold? Står forsvaret for en omtrent amputeret aftalemodel så centralt, som dele af fagbevægelsen isoleret gør den til? Eller måske rettere: Hvordan perspektiverer vi kampen?

Hvordan kæder vi kampen for arbejderklassens leveforhold sammen med kampen mod EU til forsvar for den nordiske aftalemodel?

Hvilken rolle spiller ledelsen af den traditionelle LO-, FTF- og AC-bevægelse i de spørgsmål?

Behovet for en klassebevidst bevægelse, der er åben for hele arbejderklassen og ikke blot inderkredsen, der har eller har haft arbejde, vokser, i takt med at organiseringsgraden er drastisk faldende – til fordel for den reaktionære gule bevægelse.

Spørgsmålene er voldsomme – langtfra alle er på bordet, og der eksisterer ingen lette løsninger eller svar, men vi går galt i byen, hvis vi ikke tackler problemerne i det rette perspektiv.

Netavisen 12. oktober 2010