'Velfærd til alle' - demonstration 17. maj 2010
Krigserklæring: En stærk, synlig og militant folkebevægelse er nødvendig for at stoppe VKO
Faglig kommentar
Kommunistisk Politik 11,2010
'Velfærd til alle' - demonstration 17. maj 2010
VKO’s angreb på de arbejdsløse og den ”dagpenge-reform”, som er blevet et centralt element i den såkaldte genopretningsplan, kom som en tyv om natten, uden foregående varsler, og tog både oppositionen i folketinget og fagtoppen med bukserne ned. Det havde de ikke ventet!
Planen om at halvere dagpengeperioden fremkaldte umiddelbart denne kommentar fra LO’s formand Harald Børsting:
- Jeg kan kun opfatte det som en krigserklæring mod dem, der står i arbejdsløshedskøen eller på kanten af arbejdsmarkedet.
Og en krigserklæring er det, men dens sigte er endnu bredere end at ramme kapitalismens reservearmé af arbejdsløse, som skal trykkes ned i skidt og uføre og straffes dobbelt eller tredobbelt for en krise, skabt af kapitalístisk grådighed og uansvarlige regeringer som VKO. Det er et frontalangreb på fagbevægelsen som sådan, på hele arbejderklassen, på den arbejdende befolkning i bred forstand.
Planen vil ikke føre Danmark ud af krisen, men øge arbejdsløsheden og skabe direkte nød for titusinder af arbejdsløse familier, som ikke engang vil være berettiget til bistandshjælp.
Når der erklæres krig, er det på tide at mobilisere sit forsvar. Men klassekrig mod kapitalens angreb er ikke en øvelse, LO-toppen er trænet i. Det eneste forsvar mod VKO’s krigserklæring er at skabe en stærk, synlig og militant folkebevægelse for at stoppe regeringskoalitionens amokløb. I Grækenland og andre lande bliver det ikke ved ordene, når der trues med generalstrejke, det stærkeste våben i arbejderklassens normale kamp.
Men det ligger langt fra Harald Børstings normale forestillinger. Derfor var hans næste refleksion følgende:
- Det går ud over det fleksible arbejdsmarked, sagde han og tilføjede, at netop den nemme adgang til at hyre og fyre medarbejdere har været en stor fordel for det danske erhvervslivs konkurrenceevne. Derfor måtte der stilles modkrav f.eks. i form af at gøre det vanskeligere for virksomhederne at fyre.
Den danske flexicurity-model, som LO-toppen er så begejstret for,er reelt opsagt af VKO. Men heller ikke det får LO’s formand til at varsle aktion fra fagbevægelsen eller noget, der ligner klassekamp. Ubehaget ved det og modviljen mod det er til at tage og føle på. Generalerne går ikke bare i skjul bag hæren, de vil slet ikke føre den i marken.
Men det er lige præcis, hvad nogle af venstrekræfterne i fagbevægelsen opfordrer til. Fagligt Ansvar opfordrer forbundsledelserne til at sætte sig i spidsen for kampen for at forhindre dagpengeforringelserne.
- Vi opfordrer forbundsledelserne til at sætte ind med en samlet kamp og rejse en bevægelse mod det her. Forbundsformændene må vise lederskab, siger Anders Olesen, Fagligt Ansvars sekretariat og formand for Byggefagenes Samvirke i København.
Tidligere forbundsformand for SiD Hardy Hansen opfordrede på det landsdækkende stormøde for 3500 offentligt ansatte tillidsfolk i Fredericia til at der organiseres en kæmpedemonstration mod VKO’s nedskæringsplaner.
Men den nuværende fagtop har trukket sig ind bag forbundshusenes skal. Tavsheden derfra er øredøvende.
Passiviteten hænger måske ikke bare sammen med deres uøvethed i klassekamp, men også med, at regeringsalternativet af S, SF og Radikale reelt set støtter regeringens dagpengereform. De radikale har længe råbt op om den, og den har længe været anbefalet af EU. Og S og SF vil ikke love at fjerne forringelserne, hvis de gennemføres.
De har som bekendt spillet ud med et forslag om at arbejdstiden skal sættes i vejret med en time om ugen for alle. Folk skal arbejde mere, er deres vej ud af krisen.
Pludselig står danskerne med udsigten til både at dagpengesystemet forringes til mindre end det halve, og at de skal knokle endnu mere for kapitalen og dens stat og dens kommuner!
Både VKO’s og EU’s nyliberale vej ud af krisen – at skære ned og spare (for arbejderne og den brede befolkning – og S og SFs om at de samme skal arbejde kapitalen ud af dens krise lader arbejderne betale og ikke krisens bagmænd. Begge hævder at deres planer er i overensstemmelse med EU’s diktater, hvad der gør det klart, at EU er monopolernes union. I sidste ende er de begge kapitalens udveje.
Arbejderklassens vej hedder ’Lad de rige betale krisen’: Beskatte monopolerne, milliardærer og millionærer kraftigt, stoppe krigene og krigsudgifterne, beskytte og forbedre de sociale ordninger til gavn for flertallet osv.
Det er også massemobiliseringens og massekampens vej. De titusinder af kæmpende arbejderes vej. Den som LO-toppen vil undgå, men som er uomgængelig og kan føre til sejr gennem alle hindringer. Det første skridt vil være at tvinge VKO ud.
Det er op til arbejderklassen, i det private og det offentlige, at vælge vejen. De vælger dermed også deres egen fremtid.
Netavisen 26. maj 2010