Af Franz Krejbjerg Kommunistisk Politik 7, 2010
Af Franz Krejbjerg
Den politiske ledelse i regering og regioner og diverse hospitalsledelser (der i øvrigt omtaler sig selv som koncernledelser) har haft travlt med kaste skylden for nye nedskæringer på sygehusene på hinanden. Til gengæld har de en fælles interesse i, at ingen rigtig kan få at vide, hvad pengene reelt bruges til i sygehussektoren.
Bagved røgsløret om en ustyrlig økonomi og de slet skjulte anklager mod almindelige mennesker om, at de dybest set selv er skyld i, at de bliver syge og aldersvækkede, ligger den liberalistiske dagsorden om det totale private sundhedsvæsen.
Stykvis udlicitering
Privatisering af sygehusene startede for alvor under Nyrup regeringen med at hakke alle opgaverne op, så tøjvask, mad, sengeredning, dryppe øjne osv. kunne ses isoleret fra hinanden. Og dernæst kunne udbydes til en privat virksomhed stykke for stykke. Med regionerne og planerne for ”supersygehuse” kan endnu flere små bidder samles sammen til udlicitering og privatiseringer.
I denne proces har det været afgørende at indføre markedsmekanismerne i den økonomiske struktur og arbejdsmetode på hospitalerne, endnu mens de er offentlige. Det har på den ene side vist sig i de virksomhedsinspirerede selskabsformer med lukkede ledelser, og på den anden side i indførelsen af standardiseringsværktøjer som bruges i industriproduktion.
I industriproduktionen kender man til de evindelige forsøg på at øge produktiviteten, populært sagt at sætte hastigheden på samlebåndet op. Formålet er åbenlyst at skabe maksimal profit på bekostning af kvalitet, løn og arbejdsforhold, selvom det ofte er solgt med lidt mere svævende formuleringer om hensynet til konkurrenceevnen o.lign. Et tilbagevendende værktøj i de moderne tider er standardiserings-systemer, eller rettere at måle og veje alle facetter i produktionen, så ingen løse fem minutter går til spilde.
Samme mekanismer er nu i årtier forsøgt afprøvet i alle afkroge af den offentlige service.
Igen og igen har det vist sig, at standardiseringsfirmaerne har været første bølge, før en egentlig udlicitering og forsøg på privatiseringer gennemføres. Denne kendsgerning er ikke mindst interessant, fordi de danske sygehuse i løbet af 2010 til 2012 regner med at være helt rettet ind efter internationale standarder, som beskrevet af The International Society for Quality in Health Care.
En ringe standard
Standardisering bliver tit forvekslet med god kvalitet, hvilket ikke mindst skyldes, at det netop er den term som politikere benytter. Derfor er der også grund til at opholde sig et øjeblik mere ved det egentlige indhold. Standardisering er metode der giver ledelsen mere kontrol med produktionen og mere ensartethed i produktet.
Ensartethed og kontrol er ikke det samme som god kvalitet, hverken når der tales om slagtesvin eller komfurer eller biler. Verdens mest gennemkontrollerede fabrik hedder Toyota, og de blev sidste år kendt for at producere biler, der ikke kunne bremse, Toyotas system bliver kaldt Lean og har inspireret alle virksomheder og kapitalistiske statsmagter i årtier.
At Toyotas bremseproblemer ikke bare er et enkeltstående fænomen, kan ses ved at lignede eksempler findes indenfor alle brancher. Standarden er sat, og den er sat sådan, at der kan tjenes mest muligt.
Den omfattende standardiseringsproces i det danske sundhedsvæsen, kaldet ”Den Danske Kvalitetsmodel”, lå allerede i kortene under Nyrup-regeringen, og er løbende afprøvet i forbindelse med at rengøring blev udliciteret, men rigtig gang i processen kom der med nedlæggelse af Amterne og oprettelse af Regionerne i 2005.
Om sundhedssektoren forestiller man sig, at der i princippet arbejdes efter en videnskabelig metode, hvilket i enkelte tilfælde misfortolkes som standardisering, fordi der gøres brug af faste procedurer. Men i den videnskabelige metode er faste procedurer under løbende ændring og forbedring under indtryk af ny viden, og sådan foregår det langt fra i det danske sundhedsvæsen.
Et sådant system med systematisk indhentning viden f.eks. i form af fejl og patientklager findes ganske vist, men er kun i korte overgange blevet behandlet som en ressource. Nu behandles fejl som potentielle udgifter til erstatning og som uheldige for karrieren.
En del af standardiseringen går derfor ud på at dokumenterer patientforløb individuelt helt ned i det absurde. En patient har f.eks. krav på, at der bliver givet et individuelt kostråd, hvilket typisk er en samtale med en sygeplejerske. Bagefter skal sygeplejeren så dokumentere, at samtalen har fundet sted ved at skrive indholdet ned på et stykke papir (computeren findes ikke), og det skal så scannes ind og journaliseres.
Der er også den forestilling, at virksomheder og ansatte sundhedssektoren er uden profitmotiver, og at alle patienter behandles lige. Sandheden er, at de fattige ofres.
Netavisen 8. april 2010