Det israelske statsterroristiske overgreb og invasion af Gaza skriger på protester fra hele kloden. Ikke mindst fra arbejdernes side.Situationen for primært de omkring halvanden million palæstinensere, der nu i to år har været indespærret i verdens største fængsel, er ikke bare humanitært uudholdeligt, men endnu værre: Det er dødsensfarligt. Dødstallene nærmer sig 1.000. Tusinder er såret. Døden og lemlæstelserne rammer i flæng: børn, kvinder og mænd. Der er INGEN sikre steder at ty hen. FN-skoler, hospitaler og ambulancer bliver bombet og beskudt. Palæstinenserne på Vestbredden får ikke bomber i hovedet, men bliver behandlet på værste racistiske vis.
Det står klart for enhver, at Israel bryder alle internationale konventioner, FN-beslutninger og international lov i almindelighed.
Med USA som førerhund – og Danmark som underhund – er ”Verdenssamfundet” blevet passiviseret. USA har brugt deres vetostemme i FN’s Sikkerhedsråd. Hånden bliver holdt over dens stedfortræder i Mellemøsten. Ramaskriget udebliver, når zionisterne bomber FN-skoler. Det skulle lige have været en anden stat.
Israel lægger ikke skjul på, at det opfatter alt, hvad der rører sig, som en fjende og en forlænget arm for Hamas – uanset køn, religion eller alder.
Senest har USA dog undladt at stemme for et forslag i Sikkerhedsrådet om våbenhvile. Også dette overhører Israel – og igen uden konsekvenser fra FN’s side.
Overgrebene på et i forvejen fordrevet folk og Israels brud på alle gældende internationale regler burde for længst have udløst et ramaskrig. Reaktioner har det ikke skortet på. Med USA i spidsen har mange erklæret Israels ret til myrderierne. Danmark har på det skammeligste støttet Israels ’ret til at forsvare sig’ ved at sidestille Hamas’ missiler med Israels militære isenkram – totalt ude af proportioner.
Norge og Sverige har på anstændig vis taget afstand fra Israel.
Tingene kan nemlig ikke sidestilles. Palæstinenserne har som folk under besættelse ret – også i forhold til internationale konventioner – til at bekæmpe besættelsesmagten.
Når det kommer til den danske fagbevægelse, så er det beskæmmende, så lidt den er på banen. Det varmer at se og høre formanden for stilladsarbejderne – ganske vist i rollen som talsmand for Oprør – John Jakobsen holde tale til demonstrationen foran den israelske ambassade søndag den 4. januar ved protesten mod Israels invasion.
Det er kun få fagforeninger, der har givet sig til kende i situationen – og det ikke nødvendigvis med klar solidaritet for det mishandlede palæstinensiske folk. De københavnske fabriks- og servicearbejderes fagforening har via formanden for bryggerisektoren, Finn Sørensen, klargjort, at ansvaret for konflikten skal pålægges ”begge parter”. Der er grund til kritik og selvkritik.
De norske solidaritetsprotester med Gaza torsdag den 8. januar indledtes med en markant faglig aktion. Samtlige persontog over hele landet stod stille i to minutter ved nærmeste station kl. 16 torsdag eftermiddag – til minde om ofrene for den israelske aggression mod Gaza. Norsk Lokomotivmannsforbund NLF’s hjemmeside forklarede:
”Forbundsstyrelsen mener, at det er vores pligt som fagorganiserede at reagere over for den nedslagtning af civile, vi nu er vidner til”.
Det er udtryk for en klar klasseholdning. Arbejderklassen har ikke bare mulighed for at udtrykke en protest, men også for at aktionere. Den palæstinensiske modstandsorganisation PFLP har i øvrigt opfordret det græske folk til solidaritetsaktioner ved at forhindre en gigantisk amerikansk våbenforsendelse til Israel fra den græske havneby Astakos.
Hovedparten af dansk fagbevægelse overvejer ikke engang en verbal protest. Nogle lokale københavnske fagforeninger anbefalede demonstrationen ved folketingets genåbning efter juleferien den 12. januar.