- Der er ikke råd.Udsagnet føres frem med usædvanlig stædighed under enhver overenskomstforhandling. Ikke hver gang, men hver eneste gang. Uanset opgangs- eller nedgangstider. Arbejderklassen har fået påstanden smidt i hovedet som en sur karklud.
Fælleskapitalisten staten bevilger kapitalen julegaver i form af milliarder kroner. Samtidig fremturer de bevidst med løgnen: Der mangler arbejdskraft. Indholdet er: Tør krisen af på arbejderklassen.
Faglig kommentar
Kommunistisk Politik 22, 2008
- Der er ikke råd.
Udsagnet føres frem med usædvanlig stædighed under enhver overenskomstforhandling. Ikke hver gang, men hver eneste gang. Uanset opgangs- eller nedgangstider. Arbejderklassen har fået påstanden smidt i hovedet som en sur karklud.
Senest fik omkring 750.000 offentligt ansatte lov til at smage på kluden under forårets overenskomstforhandlinger, der som bekendt endte med, at fagforbundets ledere og forhandlere – alle som én – anbefalede minusoverenskomsterne. Overenskomsterne blev på bedragerisk vis solgt på, at det var et skridt i den rigtige retning, og lønrammer var blevet brudt. Mindre end et halvt år efter er lønstigningerne spist op af prisstigningerne.
- Tak for kaffe, fru Jensen.
Nu har sosu’erne ganske vist ikke tid til at drikke kaffe hos borgerne og derved berige dem med lidt socialt samkvem, som så mange sukker efter og trænger til. Det er for længst skyllet væk under den neoliberale privatiseringsbølge. Deres måneders lange konflikt blev underløbet af egne samfundsansvarlige ledere, der købte løgnen:
- Der er ikke råd.
Men der er råd, og der var råd. Det har kommunisterne altid hævdet. Pengene ligger i lommerne på storkapitalen, finanskapitalen og fælleskapitalisten: staten.
De forstår til gengæld at hytte deres egne skind!
I løbet af de sidste to uger har regeringen vedtaget flere hjælpe- eller redningspakker til den betrængte finanskapital og realkreditinstitutter. Milliarder af kroner i tifold er overført til spekulanter, der har fået halveret deres profitter over 20 år.
Pludselig var der råd! Pengene var der. Pengene er der stadig.
Der bruges uigennemskueligt mange danske kroner på en fortsat dansk krigsdeltagelse i Afghanistan med det formål at sikre den vestlige verden adgang til olie og olierørsledninger.
Der bruges ustyrlige summer på politiets magtdemonstrationer over for alle og enhver, der har en anden dagsorden end det bestående, rådne system.
Der vil med sikkerhed blive pumpet flere milliarder frem til julepakker, når krisen for alvor rammer den produktive sektor, den såkaldte realøkonomi.
Kapitalens overproduktionskrise har nemlig endnu fortrinsvis ”kun” berørt bolig- og finansmarkedet. Sterling blandt flere tegner et billede af, hvad der venter. I Tyskland har flere bilfabrikanter – Mercedes og Opel – lagt produktionen død frem til nytår. Hylder og lagre bugner af varer, men der er ikke afsætning, fordi pengene ikke er i folks lommer, som Schlüter så demagogisk sagde ellers var det bedste. Familiernes små muligheder for lidt ekstra kapital er tvunget over i pensionsfonde, som nu står over for at blive lænset. Pensionen er en udsat trussel.
Igen skal kapitalens krise tørres af på arbejdere og de udstødte. Dagpengene og dagpengeperioden var udset til at skulle forringes. Titusindvis af fyringer ligger i skuffen på direktionsgangene.
Trods disse uomgængelige fakta fremturer regeringen, DF, midterpartier og Socialdemokraterne med en ny hul påstand:
- Der mangler arbejdskraft.
De i forvejen indskrænkede muligheder for at forblive i dagpengesystemet har bevirket, at arbejdsløsheden p.t. er blevet reduceret til omkring 45.000 registrerede dagpengemodtagere, mens hele køen af udstødte ligger på 8-900.000. Hvem snakker om mangel på arbejdskraft? Hvordan kan de lyve så åbenlyst? En lille million personer i den erhvervsaktive alder står allerede uden for arbejdsmarkedet – og vil i løbet af det næste år blive forøget med 100.000 eller mere.
Hvad har de gang i?
Deres ærinde er et helt andet. Med en halvering af dagpengeperioden ville kapitalen have sikret sig, at op mod ti tusind dagpengemodtagere (heriblandt 3.200 3F’ere) umiddelbart var blevet udstødt på kontanthjælp. Derudover ville 30.000 miste retten til efterløn, viser en undersøgelse foretaget af LO. Dette er blot de umiddelbare konsekvenser.
Deres ærinde er helt klart at tørre krisen af på arbejderklassen, de unge, ældre, alle fattige. Formålet er ikke at sikre mere arbejdskraft, men tværtom at geare økonomien til at være maksimalt profitabel, når arbejdsløshedskøen eksploderer!
Socialdemokraterne, LO og forbundsledere har deltaget i trepartsforhandlinger med dette sigte. De valgte at springe i målet, da de – med blandt andet meningsmålingernes krystalkugle – kunne se, hvilket stormløb de var på vej til at bevæge sig ind i.
Det ændrer ikke ved det faktum, at de fortsat rider med på løgnens bølge: Der mangler arbejdskraft. Deres egne forslag er blot mere behændige med et salg for øje til arbejderklassen, men ærindet og konsekvenserne forbliver de samme.
Netavisen 7. november 2008