Foghs kriseærinde

Faglig kommentar,
Kommunistisk Politik 16, 2008

Fogh Rasmussen har indkaldt til 3-partsdrøftelser. Repræsentanter fra staten, arbejdsgiverne og lønmodtagerne skal sidde til rundbord for at drøfte og finde løsninger på det kapitalistiske Danmarks problemer.
Der skal bides til bolle.

Statsministeren lægger ikke skjul på hensigten med forhandlingerne:
Lønmodtagerne skal så kornet, dyrke og høste det. De samme lønmodtagere skal male kornet til mel og bage bollerne. Borgerskabet er udset til at fortære produktet. Dyrefabelen eksisterer stadig – blot med den forskel, at produktet i fabelen kun tilfaldt de produktive.

I 3-partsforhandlingerne er intet helligt. Alle køer kan slagtes:
- Vi har nået grænsen for, hvad vi kan producere, fordi der mangler hænder. Ethvert samfund har brug for vækst af en vis størrelse, og vi skal have øget antallet af hoveder og hænder på arbejdsmarkedet. Det er en opgave af topprioritet, udtaler Fogh Rasmussen til Jyllands Posten.
Det er en kortere dagpengeperiode, der fokuseres på. Der mangler angiveligvis hænder – i en tid hvor arbejdsløsheden vil stige!

De økonomiske vismænd er enige med statsministeren. Arbejdsgiverne er enige med ham. LO sætter sig igen til højbords med en dagsorden vendt mod deres medlemmer. LO-formand Harald Børsting er enig i, at manglen på arbejdskraft bør have politisk topprioritet.
Og det kan kun gå for langsomt! Arbejdskommissionen, som skulle barsle med en rapport til næste år, har fået armene vredet om: Der skal ligge et resultat til den kommende finanslov!
Alt er i spil:

Anders Fogh vil ikke komme med egne forslag nu, men han nævner væksten i førtidspension til helt unge mennesker, højt sygefravær og bedre integration af indvandrere fra ikke-vestlige lande som oplagte steder at tage fat.
- Der mangler hænder, siger han uden at skele til flere hundredtusinde, som er i tvangsaktivering – eller de omkring 150.000 som derudover er registreret arbejdsløse dagpengemodtagere.

Dagpengeperioden skal afkortes, sygefraværet skal tvinges ned, og unge førtidspensionister skal tvinges i arbejde. Det er hård kost. Specielt i en situation, hvor OECD har offentliggjort en rapport – som LO er vidende om – der uden dikkedarer fastslår, at danskerne er nogen af de mest hårdt arbejdende.

En dansk arbejder bruger i gennemsnit 5,2 pct. mere tid på jobbet end for 10 år siden. Stigningen svarer til ca. 75 timer eller to hele arbejdsuger pr. medarbejder. I samme periode er arbejdstiden faldet i langt de fleste OECD lande. Udover Danmark er arbejdstiden kun steget i Mexico og Østrig, men stigningerne i de to lande har været begrænsede sammenlignet med Danmark.

Statsministerens ærinde er en øget udbytning af den danske arbejderklasse i en situation, hvor krisen kradser i det danske erhvervsliv og på finansmarkedet. Krisen skal betales af arbejderklassen, mens opturens mega-profitter blev høstet af kapitalejerne.

Det er beskæmmende at opleve, at LO igen begiver sig til forhandlingsbordet på lønmodtagernes bekostning. Harald Børsting burde holde sig fra det – i medlemmernes interesse. Der er da heller ikke totalt fodslag i den danske fagbevægelse.

Således har 3F markeret sig mod, at der skal pilles ved dagpengeperioden:
- Kortere dagpengeperiode vil sende flere over i det sociale system. Trods højkonjunktur har vi flere syge, flere i fleksjob og på fleksydelse. Samtidig er der ikke noget fald af betydning i antallet af førtidspensionister, udtaler 3F’s formand Poul Erik Skov Christensen.

3F påtager sig – meget prisværdigt – sig rollen som terrieren, der bider sig fast i LO’s knæhaser i håbet om, at der ikke pilles ved dagpengeperioden. De bringer også rigtig gode argumenter frem i samme hensigt. Det vil være prisværdigt, om de fastholder deres modstand.

De har for så vidt gode kort på hånden: Der er tale om en nedslidt statsminister, der søger andre græsgange i EU eller NATO. Han har netop måttet kuldkaste sine planer om at fjerne danske forbehold overfor EU! Hans krige lider nederlag.
Lad ham dog sejle i sin egen sø!

Der er dog også grund til en solid portion skepsis overfor fagbevægelsens ”principfaste” kamp for dagpengeperiodens længde. Således blev der ikke afgivet mange pip, da den socialdemokratiske statsminister, Poul Nyrup Rasmussen, i 90’erne afkortede perioden fra 7 til 4 år!

Han var selvfølgelig også Socialdemokrat.
Inden LO bliver totalt våde i bukserne over at ”få lov” til at sidde til højbords, bør de nok overveje, hvem der skal betale kapitalens krise.

Det er således et faktum, at lønmodtagernes realløn – herunder det ”historiske resultat” i foråret på det offentlige område – er endt med et rødt tal på bundlinien. Højere renter og ekstremt stigende priser på forbrugsvarer har ikke blot spist lønstigningerne, men affødt et reallønsfald.

Netavisen 15. august 2008