Storkonflikten: Et lærestykke i kamp

Der er mange lærer at uddrage af Storkonflikten i 2008. Den vigtigste er at de kæmpende stoler på deres egne kræfter – og på arbejderklassens solidaritet

Faglig kommentar
Kommunistisk Politik 13, 2008

Strejkerne er afblæst mens urafstemningerne om BUPLs og Sundhedskartellets aftaler med de offentlige arbejdsgivere foregår, og ingen venter at de vil blive genoptaget p.g.a. et nej.

Det betyder ikke at der er tilfredshed med aftalerne, eller tilfredshed med fagtoppen. Tværtimod. Diskussionen om, hvorfor resultaterne alligevel blev så ringe, da de offentligt ansatte massivt gik i kamp med bred opbakning fra befolkningen er i fuld gang.

Det er ikke en diskussion om, hvorvidt det nytter at kæmpe, som fagpamperne og de opportunistiske vcnstrefløjsorganisationer fik så travlt med at forsikre om, da de var i færd med at nedlægge kampen. Det er en diskussion om, hvordan man skal sejre, når man kæmper; hvordan man skal overvinde og besejre modstanderen, hvordan man skal forhindre ødelæggelse indefra, hvordan man skal vælge de rigtige kampmidler og aktionsformer.

De borgerlige medier, modstanderens medier, har travlt med deres sang om, at det er for dyrt at kæmpe, at sygeplejersker og pædagoger bliver fattigere af at strejke, at intet er nået, og hvis man har fået noget, vil det blive brugt til at dække omkostningerne ved kampen.

Det er overhovedet ikke, hvad det handler om: De lavtlønnedes kamp i den offentlige sektor for mere i løn, for flere hænder, for ’velfærd til alle’ er historisk, og den rigdom i kamperfaringer, der er vundet, er langt mere værd end nogle promiller og nogle få hundrede kroner. For det er første gang, men helt sikkert ikke den sidste, at de offentligt ansatte må ud i storkampe for at imødegå nyliberalismens – dvs. kapitalens og dens regerings og den europæiske unions – angreb på de arbejdendes rettigheder og den offentlige sektor til fordel for privatisering og udlicitering for profit.

I de 59 dage, storkonflikten varede, er der vundet uvurderlige erfaringer; der er skabt en solidaritet og tillid mellem de kæmpende, der udfoldede en mangfoldighed af markante initiativer og en idérigdom uden lige. At det først og fremmest er kvindefag satte også sit præg på synliggørelsen, på demonstrationer, aktioner og i det samlede gadebillede.

Lære 1: Der er mange lærer at uddrage af Storkonflikten i 2008. Den vigtigste er at de kæmpende stoler på deres egne kræfter – og på arbejderklassens solidaritet.

Det er umuligt at vinde uden en grundlæggende og konstant aktivitet fra de strejkende selv. Det er denne aktivitet, som er helt afgørende,  den vigtigste gensidige inspiration og det største værn mod snigløb og forræderi. Hvor de strejkende mødtes dagligt og gennemførte aktioner var gejsten og gennemslaget også størst. Topstyring er døden for en strejke, for den dømmer medlemmerne til passivitet og åbner for pamperforræderi. I det omfang strejkerne kom ud over det snævert faglige regi blev de brede og stærke.

Det er afgørende at monilisere hele arbejderklassens og den brede befolknings  solidaritet og støtte. Det skete ikke her. Soliudariteten var der, men den blev ikke mobiliseret og kunne derfor ikke for alvor komme til udtryk. Det ville være sket, hvis kampen var blevet rettet mod hovedmodstanderen, den virkelige arbejdsgiver: Fogh-regeringen og foilketingsflertallet, der så heller ikke ville kunne skjule sig bag en kappe af ’neutralitet’ og falske lovord om ’den danske model’. I bund og grund er den økonomiske og politiske kjamp felettet sammen, og må være det, når lønrammen fastsættes af regeringen.

Lære 2: Stol ikke på Fogh-regeringen. Den lyver også når den siger, den ønsker en stærk offentlig sektor. Den ønsker en udsultet offentlig sektor, mere privatisering og udlicitering, og en svag arbejderklasse og fagbevægelse. Stol heller ikke på løftepartier som Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne, der lover klækkelige midler den ene dag, velfærd den næste og ligelønskommission den tredie – og glemmer det hele igen, især når strejken er slut.

Stol ikke på LO-gtoppen og de klassesamarbejdende fagtoppe. De har bevist deres komplette uduelighed under konflikten. Der er noget i toppen, der trænger til at skiftes ud.

Lære 3: Når der kæmpes, skal der kæmpes effektivt. Det nytter ikke med langtrukne klatstrejker, som det blev tilfældet, fordi alt for få blev udtaget til at strejke, nødberedskaber var for gavmilde o.s.v. Der skal kæmpes, og det skal kunne mærkes, men pinen skal ikke trækkes ud.  Ansvaret for dette – ligesom ansvaret for, at kravene på forhånd blev barberet ned til 15 % og en usandsynlig ligelønskommission - ligger hos de nuværende faglige ledelser.

Ansvaret for det magre resultat ligger ikke hos fagforeningernes medlemmer, ikke hos de strejkende, der kæmpede forbilledligt.

APKs faglige udvalg