Debat om FOA og storkonflikten

Kommunistisk Politik 12, 2008

De hospitalsansatte FOA-medlemmer har stemt ja til aftalen med Danske Regioner , selvom den var endnu ringere end FOA’s aftale med kommunerne. Stemmeprocenten var noget lavere end ved afstemningen om aftalen med kommunerne:  60,5.

Af de 22.992 regionsansatte FOA-medlemmer stemte  8547 ja til forliget, mens 5368 stemte nej. Det svarer til, at 61,2 procent stemte ja, hvorimod 38,6 procent stemte nej.I hospitalsbyen Århus sagde 60 pct. nej.

FOAs aftaler fremhæves som ’historiske løft’ og en ’sejr for den danske model’. Men er de nu det? Kommunistisk Politik 12, 2008 bringer to modsaterettede indlæg om FOAs rolle under konflikten.

FOA vinder – hvem taber?

Følgende indlæg fra Jan Hoby, forretningsudvalgsmedlem i LFS,  blev postet på Modkraft som et svar på Arbejderpartiet Kommunisternes faglige udvalgs FOA-kritiske kommentar ’Storkonflikt på vej mod afvikling’, der udsendtes som pressemeddelelse den 28.5.

Det ser ud til at der på venstrefløjen er en slags venstresekterisk tilgang til FOA's forlig på det kommunale område.
Skal venstrefløjen bare stille sig op ved siden af de som siger stem nej og fortsæt strejken og dermed alene abonnere på utilfredsheden med procenterne? Eller skal venstrefløjen have en mere nuanceret og fremadrettet politisk tilgang til strejken.

Jeg har som revolutionær socialist og som faglig leder i LFS (10.500 medlemmer) forsvaret forliget ud fra den tankegang om;
1)At vi har bevidst at strejker virker
2)At rammen var sprængt, ligelønskampen uomgængeligt sat på dagsordenen og kampviljen intakt. Altså ikke bare noget der kan opgøres i procenter, men først og fremmest i en forandring af styrkeforholdet mellem arbejderklassen og kapitalen/regeringen.
3) At vi har taget et lille men meget vigtigt skridt i kampen mod uligeløn.

Dernæst er argumentet om at det er bedre at gå sejrrig ud af en strejke end at lide et udmarvende nederlag. I særlig grad gælder dette, da FOA var og er isoleret i resten af fagbureaukratiet som konsekvent har været enten larmende tavse eller direkte modarbejdet aktiv solidaritet.
Denne kritik falder også tilbage på Fagligt Ansvar og på venstrefløjens faglige spidser, - den samlede har været total fraværende i opbygningen af strejkesolidaritetsarbejdet fra dag 1. Der udsprang sig lidt fra Enhedslistens årsmøde – men det har været for lidt for sent.

Slutteligt er der vel også diskussionen om "hvem man kæmper for", hvor FOA kæmpede for både medlemmerne (og kvinderne og alle andre lavtlønnede) og brugerne ift velfærden, mens BUPL og Sygeplejerskerne har kørt en isoleret og fagchauvinistisk kampagne.

LFS har kørt en kampagne med sloganet; Offentlige koner kræver flere kroner. Offentlige mænd er med på den! Selvom vi organisere mere end 7000 pædagoger har vi ikke haft skygge af fagchauvinisme. LFS har slået på at fælles kamp, fælles sag var vejen frem.

Udstillet i al sin groteskhed i torsdags dag pædagogerne stod på Christiansborg, mens sygeplejerskerne befandt sig på Rådhuspladsen. Pædagogernes lønkrav om "Rigtig løn til rigtige pædagoger" begrundes jo primært i at man skal belønnes for uddannelse og noget selvretfærdigt at man ikke får nok ekstra i sammenligning med medhjælperne.

Væk er de politiske argumenter om velfærden og væk er de bredere krav som rækker ud i resten af arbejderklassen til andre lavtlønnede, offentligt ansatte og kvinder. Sygeplejerskernes argumenter er noget bedre, fordi de sammenligner sig med hvad de private får.
Men stadig er argumentet om en fælles kamp for et velfærdsbaseret sundhedssystem i offentligt regi uden de private aktører langt nede i argumentationsrækken - et argument der ellers ville have stor klangbund i resten af arbejderklassen som ikke har private sundhedsforsikringer.

Desværre har DSR fra konfliktens dag 1 valgt at køre et sololøb, hvor de ikke har argumenteret, organiseret eller demonstreret sammen med hverken de andre strejkende og da slet ikke indbudt resten af arbejderklassen til fælles kamp. På denne baggrund er både pædagoger og sygeplejersker på vej til at lide et nederlag, fordi de ikke (som FOA) baserer sin kamp på fælles interesser med resten af arbejderklassen.
Denne diskussion havde og er vigtig for venstrefløjen, ikke mindst i fagbevægelsen, men desværre har vi aldrig rigtig haft mulighed for at mødes lokalt eller nationalt.

Man kan selvfølgelig diskutere om FOA kunne have vredet 1 % mere ud af arbejdsgiverne, og det er helt naturligt vigtigt for den enkelte arbejders lønningspose. Men som jeg ser det udefra, så er sejren langt større end det som man ikke fik.
Og kritikken forholder sig desværre ikke til den reelle situation, hvor klassesolidariteten kun findes på gulvet, men ikke i de organiserende lag af fagbureaukratiet, som skal udløse den.

Og da heller ikke venstrefløjen i fagbevægelsen har kunnet samle sig, hverken blandt de strejkende på tværs af faggrænser eller mere generelt på byplan og da slet ikke nationalt.
De fraværende tværfaglige TR-møder og ikke mindst en fælles politisk dagsorden om at forsvare velfærden, skaffe mandeløn til kvindefag og sprænge de nyliberale rammer har vi skullet kigge langt efter.

Men det er altid rart at læse hvad skrivebordsgeneralerne på venstrefløjen har at sige om den klassekamp de er tilskuere til fra sidelinien. Men i virkelighedens verden er det ubrugeligt.

For revolutionære socialister i arbejderklassen og som forsøger at opbygge og styrke de militante traditioner i arbejderklassen, er ultravenstresekteriske synspunkter som i disse dage kommer frem på venstrefløjen om det er i Enhedslisten, AKP, eller andre steder blot et billede på at børnesygdomme er svære at udrydde.

Kammeratlig hilsen
Jan Hoby
Forretningsudvalgsmedlem i LFS (Landsforeningen for Socialpædagoger) Hovedstadens største pædagogiske fagforening. Medlem af Enhedslisten

Jan Hobys originale indlæg her

FOA og enegangen

En kommentar til Jan Hoby fra APKs faglige udvalg

Selvom storkonflikten ikke er slut, rummer den så omfattende og så vigtige erfaringer, at vi må begynde at formulere og opsummere  dem. En debat herom er vigtig.

Jan Hoby fra LFS må selvfølgelig forsvare sit ja til FOAs overenskomstaftale. Det gør han ved at kalde kritikken  for ’venstresekterisk’ (det må også ramme de 40 pct. af hans medlemmer, som stemte nej til FOA-resultatet) og for virkelighedsfjern skrivebordsarbejde. Det er ligesom hørt før.

Skrivergeneral Hoby derimod befinder sig i realiteternes verden. De ser sådan ud: Alle andre end FOA ville ikke stå sammen, men gik enegang. Derfor måtte FOA gå på forlig før Sundhedskartellet og BUPL – og derfor måtte man sælge ud af det fælles krav på minimum 15 %. Det er virkelighedsnært og solidarisk og ikke spor fagchauvinistisk.

Jan Hoby svarer slet ikke på kritikken som rejses i ’Storkonflikt på vej mod afvikling?’, men snakker udenom ved at gentage fraserne om at det var en sejr og et bevis på at det betaler sig at kæmpe og et skridt på vej til ligeløn.

Hvis Sundhedskartellet og BUPL tvinges i knæ (som Hoby åbenbart regner med) betaler det sig så ikke at kæmpe – eller hvad? Er Hobys lære måske,  at man ikke skal stå sammen om det man er enige om: i dette tilfælde var det 15 pct. og en ligelønskommission. At man skal give køb på de i forvejen stærkt barberede mindstekrav og indgå seperatfred med klassefjenden?

FOA-toppen har intet at lade de andre fagtoppe høre med hensyn til enegang.

FOA stod med den enorme sympati for sosu’erne i befolkningen i en situation, hvor den kunne have været spydspids for hele den offentlige sektor. Nu blev det i stedet til udsalg – igen.

APKs faglige udvalg

Netavisen 7. juni 2008