Faglig kommentar
Kommunistisk Politik 11, 2008
De faglige ledere må ’hjælpes’ til at gå i kamp. Lockout-truslen må besvares med sympatikonflikter og optrapning af aktionerne
Pædagogernes nej til BUPLs og KLs magre forlig var en streg i regningen for de offentlige arbejdsgivere, der straks greb til de skrappe midler. Nu skal der lockoutes fra 17. juni, besluttede KL før pædagogernes første strejkedag. Pædagogernes kampvilje skal overtrumfes med brutale kampmidler – og en lockout er brutal – som i dette tilfælde rammer omtrent samtlige landets vuggestuer, børnehaver og institutioner.
KL har med et slag optrappet konflikten mod pædagogerne til fuld styrke. KL’s formand venstreborgmesteren Erik Fabrin fra Rudersdal Kommune (whiskybæltet) og den konservative borgmester Mads Lebech (Frederiksberg), synes ikke at de kan være andet bekendt overfor børnene og deres forældre end at lukke institutionerne. Det eneste mulige alternativ hertil er nemlig ifølge dem at skære ned på andre områder.
Med lockoutvarslet og KL’s og regeringens øvrige udmeldinger skal det gøres klart, at pengekassen er hermetisk lukket, når det gælder om at løfte lønnen til de ansatte på gulvet. Strejkekasserne skal tømmes, er mottoet.
Men det er en tom trussel, der højst kan skræmme en faglig leder, der tror at strejkekasserne er en ekstra garanti for hans løn og pension. En lockout vil ramme bredt i samfundet, resten af den offentlige sektor og også den private. Det er ikke meningen, den skal gennemføres, for hverken KL eller regeringen vil kunne holde til det.
KL fører sig på den ene side frem som hårde arbejdsgivere, der intet vil give til de ansatte, og i samme åndedrag opfører sig den sig som talsmænd for de egentlige arbejdsgivere – regeringen - når de hævder, at kassen er tom, selvom alle ved at der er penge nok i den offentlige kasse til et fortjent og forsinket lønløft.
Under skiftende regeringer har staten og kommunerne ført en politisk dagsorden, der skal ødelægge de offentlige arbejdspladser, og her spiller dårlige løn- og arbejdsforhold en vigtig rolle i planerne for nedslidning og privatisering.
De privatkapitalistiske arbejdsgivere i DA har det som en udtalt målsætning, at lønnen i det offentlige ikke måtte være i konkurrence med jobs i det private, og det er en holdning, der deles af Fogh regeringen. For det stadig kønsopdelte arbejdsmarked betyder det især, at de store offentlige kvindefag er udset til en kronisk taberrolle.
Lars Løkke har i hvert fald ikke tænkt sig at give penge til de ansatte frivilligt, finansministeren har rigeligt at gøre med at bruge pengene selv – der skal investeres i krige og motorveje og taxa-ture, og så må hele den offentlige sundhedssektor og børnepasningen gå bankerot.
Danmark har intet at prale af når det gælder lige løn for lige arbejde. Der er kun ét svar til den stejle attitude fra forhandlerne i KL: Det er at stå helt fast kravene om ligeløn, om mandeløn til kvindefag. Der er ikke sket noget reelt gennembrud i den retning, heller ikke med FOAs forlig, som nu er til urafstemning indtil den 28. maj. Der er al mulig grund til at FOA-medlemmerne stemmer nej – og genindtræder i storkonflikten – som pædagogerne gjorde det – for sammen at føre kampen til reelle resultater.
Konflikten er ved at nærme sig et afgørende punkt. Der er fortsat alle muligheder for at vinde sejr, for sympatien er stadig massivt på de strejkendes side, og kan lige på et meget lille sted i forhold til Løkke, Lebech og Fabrin. De sigter tydeligt nok mod et regeringsindgreb, men det er ikke så nemt at gennemføre over for en aktiv og levende bevægelse, der er opsat på at sætte sig selv og sine krav igennem – selvom mediernes spindoktorer hele tiden forkynder noget andet.
Nu er solidaritetstiden kommet. De passive faglige ledere må ’hjælpes’ til at gå i kamp Lockout-truslen må besvares med sympatikonflikter og optrapning af aktionerne.
Både for pædagoger, sygeplejersker, FOA-ansatte i regionerne og de mindre forbund i sundhedskartellet består opgaven nu i at få udvidet solidariteten med varsel af sympatikonflikt fra alle andre der arbejder for kommuner og regioner og endnu bredere. KLs lockout er ikke det sidste skridt, men kan modsvares af tilsvarende kampskridt fra hele LO-’familien.’
Der styres mod et regeringsindgreb eller en lockout. Derfor er dte ubetinget nødvendigt, at de offentligt ansatte styrker og optrapper konflikten og mobiliserer og synliggør den massive sympati for deres kamp, der ligger blandt de øvrige arbejdende og i befolkningen.
Der er tid også for at forberede kæmpedemonstrationer foran Christiansborg for at få lukket kassen op – og fortælle, at et regeringsindgreb ikke vil blive accepteret, men føre til Foghs fald. Initiativet kommer ikke fra de kontrære faglige ledere, men må gribes af folkene på gulvet, de eneste der forstår at udvikle en solidarisk kamp i fællesskab med det store flertal.
APKs faglige udvalg
20. maj 2008
Netavisen 22. maj 2008