De op mod 100.000 konfliktende har behov for den bredeste støtte – til gavn for os alle. Overdanmark – politikere som forbundspampere - barsler med en ligelønskommission, der angiveligvis er garanten for mandeløn til kvindefag .
Men er det en lys idé eller er det afledning?
Faglig kommentar
Kommunistisk Politik 9, 2008
Danmark er i konflikt - og den har konsekvenser for samtlige borgere. Ikke nødvendigvis i nuet; men de i øjeblikket op mod 100.000 konfliktende kæmper en brav kamp, som i dens dybde rummer spørgsmålet om det fremtidige Danmark.
Det kan groft skitseres i to retninger:
- Et gennemført betalingssamfund, hvor de sidste rester af offentlig service er amputeret og privatiseret til gavn for de få, der har råd til at betale ydelserne eller forsikre sig mod uheld. Altså en minimalstat, hvor privatiseringen kun slår igennem med skattelettelser til de aller højestlønnede. Et socialt uligesamfund med dybe sociale skel, hvor Overdanmark for alvor sætter distance til Underdanmark.
- Et samfund, hvor vi alle har krav på et minimum udbytte af vores højtbetalte skat. Det er Underdanmark, der har det højeste skattetryk pr. levekrone. Det gælder børn med krav på pasning, unge med krav på uddannelse, ældre med krav på omsorg og pleje, alle med krav på sundhed herunder adgang til hospitaler mm.
De konfliktende kæmper for en forbedret offentlig sektor.
Respekt for vores arbejde. Mandeløn til kvindefag. Mere i løn og Flere hænder er alle krav, der ikke blot forsvarer løn og arbejdsvilkår, men dybest set den offentlige sektor, vi alle har brug for.
Hvor tit har de ikke sagt det: Medarbejdere flygter fra fagene – og arbejdet er så ydmygende og ringe betalt, at der ikke længere kan rekrutteres nye.
Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen vil løse problemet ved import af polske og portugisiske arbejdere. Lad os sige det klart:
- Vi har arbejdskraften i Danmark. Der er 7-800.000 personer i den erhvervsaktive alder, der er på overførselsindkomst. Udenlandsk arbejdskraft forhindrer ikke minimalstatens gennemførsel, men sætter tempo på den.
De op mod 100.000 konfliktende har fortjent og har behov for den bredeste støtte – til gavn for os alle. De repræsenterer ikke kun social- og sundhedsmedhjælpere, social- og sundhedsassistenter, sygeplejersker, terapeuter fra forskellige grene. De repræsenterer ikke kun de sandsynligvis snarligt deltagende pædagoger. De repræsenterer ikke kun de offentlige ansatte. De repræsenterer HELE Underdanmark.
Men de kan ikke vinde kampen alene. Det kræver inddragelse af den bredeste front, fra andre dele af den offentlige sektor, over privatansatte arbejdere til arbejdsløse, efterlønsmodtagere og pensionister.
Overdanmark pønser på, hvordan de kan indsnævre kampen til at gælde sosu’er og sygeplejersker, så de har lettere ved at knække dem. De har formået - ved fagpampernes hjælp - at splitte den offentlige front. KTO-lederskabet indgik et råddent forlig, som bandt mange faggrupper på en miserabel sølle ramme, der med næsten statsgaranti betyder reallønsfald. BUPL’s hovedbestyrelse accepterede i 11. time rammen.
Sådanne pampere må hældes ud!
Overdanmark lovede op til folketingsvalget i efteråret milliarder af kroner til de offentlig ansatte. Pengene forsvandt som dug for solen!
Nu barsler Overdanmark med nye tomme løfter: En ’ligelønskommission’ er vejen frem. En kommission plejer at være en syltekrukke. Den vil let kunne tjene som påskud for et regeringsindgreb med SD’s og SF’s stemmer.
En sådan kommission er angiveligvis garantien for, at der sættes fokus på lønnen og lønefterslæbet i den offentlige sektor. Men de omkring 650.000 offentlige ansatte har ikke brug for en ligelønskommission. De ved, at lønefterslæbet er på 25-30 pct. De ved, at lønforskellen mellem privat og offentlig ansat i samme branche udgør 25-30 pct. De ved, at de skal arbejde 16 måneder for at optjene den samme løn, som andre gør på et år.
Politikere, embedsmænd, forbundspampere, eksperter og arbejdsmarkedsforskere er klar over disse kendsgerninger. Alligevel er kommissionen det store lys i åbenbaringen.
Men ligelønnen blev ikke indført med ligelønsloven for 35 år siden. Ligelønnen bliver ikke løst med nedsættelse af en kommission, og der har været kommissioner nok. Der skal bare penge på bordet. Den snævre lønramme skal brydes – og et krav der batter går langt over de 15 pct., som de konfliktende forbundsledelser så ’realistisk’ kæmper for. Kommissionstanken lyder godt, men er allerede en halv kapitulation.
På det parlamentariske felt støttes kommissionsideen i forskellige varianter tilsyneladende fra Dansk Folkeparti over regeringen og Socialdemokratiet til SF og Villy Søvndal, der har gjort sig til personlig talsmand for den.
Der er kun én vej frem: Forstærket konflikt med den bredeste og mest omfattende støtte og sympati – på trods af pampere og regeringsindgreb.
Netavisen 21. april 2008