I 59 dage var der storkonflikt. Den største nogensinde i den offentlige sektor. Sosu’er, sygeplejersker og andre sundhedsarbejdere, pædagoger og mange andre har været i aktion. Konflikten på hospitalerne har været gennemgående, mens FOA sprang fra midt i forløbet og pædagogerne i BUPL først sluttede sig til strejken, da et dårligt forlig blev forkastet ved urafstemning.
Det var medlemmerne, der tvang fagtoppene ud i en kamp, de ikke ønskede og som de fleste modarbejdede eller undergravede. At påstår at fagforeningene sendte medlemmerne ud i strejke er virkelighedsforvanskning. Det var simpelthen hundredtusinder af offentligt ansatte, der havde fået nok af Fogh-regeringens nyliberale nedskærings- og udsukltningspolitik, og derfor valgte kampens vej.
Som konflikten udviklede sig, viste det sig, at de strejkende på gulvet ikke havde andre at stole på end sig selv – og på andre arbejdernes solidaritet. Løftepolitikerne blev tavse, LO og mange forbund spillede en skammelig skruebrækkerrolle og den direkte modstander: regeringen og hele det borgerlige Danmark satte alle sejl til for at bryde konflikten. Uheldigvis blev klassesolidariteten ikke bragt til fuld udfoldelse.
Forligene mellem BUPL og Sundhedskartellet, der blev indgået den 13. juni og som sendte de strejkende i arbejde, er nu til urafstemning. De ligger langt fra midstekravet på 15 pct. – og ligelønskommissionen fortoner sig som andre politikerløfter.
Alligvel skal der siges:
Godt gået! Godt kæmpet! Det er ikke slut ...
Netavisen 15. juni 2008