Konfliktkommentar
Arbejderpartiet Kommunisterne
Der bliver fiflet med de offentligt ansattes og de strejkendes krav. Storkonflikten har vist, at procenter kan være mange ting – og ikke behøver at være klækkelige forhøjelser, der ses i lønningsposen.
De procentkrav, der har været opstillet, hvor det mest markante er DSR’s og Sundhedskartellets krav om 15 % (samt en ligelønskommission, nedsat af folketinget), har en indbygget skævhed ved at fastholde og forstærke de eksisterende uligheder. 15 pct. for en højtlønnet og 15 pct. for en underbetalt sosu-assistent er vidt forskellige beløb.
FOA-ledelsen har imidlertid solgt sine underbetalte medlemmer for en væsentligt lavere sats end 15 pct. lønstigninger. Det er et gigantisk svigt, for ikke at sige et kæmpe forræderi, Dennis Kristensen og FOA-ledelsen har begået, ved at indgå et forlig med Danske Regioner den 23. maj – en aftale som tilmed er endnu ringere end den ringe aftale, som i forvejen var indgået med Kommunernes Landsforening.
Det trækker FOA helt ud af den igangværende storkonflikt og sender de strejkende medlemmer på hospitalerne tilbage i arbejde fra mandag den 26 og efterlader Sundhedskartellet og BUPL alene på kamppladsen i en afgørende fase.
FOA-toppen kalder sine elendige forlig for historiske lønløft og fortæller, at de ’sprænger rammen’ og betyder et gennembrud på vej til ligeløn og mandeløn til kvindefag, og den arbejder hårdt på at få skeptiske medlemmer til at stemme ja til både det ene og andet forlig.
Det kan ikke skjule kendsgerningerne: FOA-forligene er ikke engang en reallønssikring for de næste tre år. De betyder ikke en mere attraktiv offentlig sektor, eller bare noget der ligner ligeløn eller mandeløn til kvindefag. De er et udsalg af medlemmernes flotte strejkekamp – og en kniv i ryggen på de pædagoger og sundhedsarbejdere, der holder fast ved kravet om virkelige lønløft.
Inflationen er nemlig så høj, (fra april 2007 til april 2008 alene på 3,2 pct.) at de aftalte formelle lønstigninger vil blive ædt op af prisstigninger – ikke mindst på fødevarer, olie, benzin og el. I løbet af det sidste år er udgifterne for en gennemsnitlig husholdning steget med over 15.000 kr.
En undersøgelse fra BRF-Kredit viser, at man skal tjene mellem 30.000 - 50.000 kroner mere om året, alt efter om man betaler bund- eller topskat, for at opretholde samme levestandard som nu.
’Det er med andre ord store beløb, der skal tjenes ekstra - noget mere end de lønstigninger på 10-15 procent over en treårig periode, som der har været forhandlet om (og strejket for) i den seneste tid’, skriver business.dk.
Fagtoppene er selvfølgelig helt klar over dette. Når LO’s formand Harald Børsting priser FOA’s seneste forlig med regionerne som endnu en ’sejr for den danske model’ og som en succes, fordi man ’undgår regeringsindgreb’, ved han udmærket, at det er mere end sandsynligt, at de lavtlønnede offentligt ansattes købekraft er ringere end i dag, når de nye aftaler udløber.
FOA-toppen indgik forlig med regionerne på trods af kraftige advarsler fra medlemmer og tillidsfolk mod at kopiere forliget fra kommunerne. Nu blev det endnu ringere og utilfredsheden og vreden blandt medlemmerne er enorm. I de store hospitalsbyer Århus, Odense og København forventes et klart nej.
Der bør stemmes klart Nej til både FOAs aftyale med kommunerne og med regionerne i afstemningerne, der foregår nu. Ingen af dem betyder et reelt lønløft. De betyder reallønsfald og et brandudsalg af alt, hvad der er kæmpet for.
Et lønløft på mindst 15 pct. må fortsat være minimumskravet i OK-konflikten. BUPL-toppens vilje til at sælge ud for langt mindre er allerede demonstreret en gang, og er fortsat til stede. Kun sygeplejerskerne og Sundhedskartellet har indtil nu holdt klart fast på kravene. Men det er kun det, der kan give en vis sikring mod reallønsfald og yderligere nedbrydning af den offentlige sektor. Og ikke engang gennemførelsen af det vil sikre mandeløn til kvindefag.
Der tales nu om at gribe til stærkere kampmidler og for alvor mobilisere den brede sympati, der er for de offentligt ansattes krav og kamp. En kæmpedemonstration tirsdag den 27. maj foran Christiansborg, hvor både BUPLs formand, Connie Kruckow og en repræsentant for de pædagogstuderende taler, kan være et skridt i den rigtige retning, når budskabet er: Vi står fast! Åbn for kassen! Spræng rammen.
De virkelige arbejdsgivere er regeringen og folketingsflertallet. Det er op til dem at indfri kravene, bremse forfaldet og flugten fra den offentlige sektor og dermed løse og afslutte storkonflikten.
Netavisen 25. maj 2008