Konfliktkommentar
17. april 2008
Storkonfliktens førstedag viste, at der er masser af kampvilje blandt de henved 100.000 offentligt ansatte, der er gået i konflikt. Den er så stor, at også medlemmer af BUPL og sosu’er, der ikke er omfattet af den varslede konflikt, nedlagde arbejdet.
Overalt i landet synliggjorde de strejkende deres krav. Det var kvinder, der dominerede billedet på gaderne: Sygeplejersker i deres dragter , sosu’erne i deres demonstrationsveste, jordemødre med talene storke! I dag har Sundhedskartellet indkaldt til stordemonstration foran Christiansborg. Kravene og de strejkende skal gøres synlige. De strejkende har det store flertals sympati, men de ved, at en konflikt kun vindes ved stadig, stædig og forstærket aktivitet.
En stor kampvilje er nødvendig, for det er stærke kræfter, OK-bevægelsen er oppe imod. Det er regeringen og folketingsflertallet, der er ansvarlige for konflikten og ødelæggelsen af den offentlige sektor. Man kan få mistanke om, at den måske gerne ser en endnu mere ødelagt og uattraktiv sektor. Deres afvisning af kravene kan kun føre til øget flugt fra den offentlige sektor. Og de pønser på et løndiktat i form af et indgreb, der i praksis suspenderer de arbejdendes vigtigste kampvåben: strejken.
Dansk Arbejdsgiverforening meddeler, at de strejkende får mere i løn end de siger. Og medierne, ikke mindst det regeringstro flertal, søger at køre splittelser op og angribe de kæmpende organisationer. De lurer på at overdænge befolkningen med bedrøvelige historier om strejkens negative konsekvenser, som om de var de strejkendes ansvar,
Lavest af alt er de fagegoistiske toppampere, som kun tænker på at rage til sig, der går åbent ud mod de strejkende og deres organisationer. Der er ingen solidaritet fra fagtoppen og de andre fagforbund, der har indgået deres overenskomster inden for regeringens snævre ramme, der i praksis betyder en uddybning af lønforskellene til ugunst for de lavestlønnede kvindefag.
Sådanne pampere har ingen plads i en kæmpende fagbevægelse, der bygger på solidaritet og medlemmernes egen aktivitet. De prøver at fremstille sig som helte, der kan opnå resultater af forhandlingens vej og ikke af kampens vej. Men i realiteten kommer også alle deres ’resultater’ af mobiliseringen og kampviljen i arbejderklassen.
Disse pampere udtaler sig imod deres egne medlemmer. Det store flertal af både offentligt og privat ansatte støtter nemlig kampen for lønløft i kvindefagene og styrkelse af den offentlige sektor. Men der ligger en stor opgave i at konkretisere og synliggøre denne støtte.
De nævnte modstandere har stor magt og store pengepunge, fyldt op af udbytning. Men de kommer til at bøje sig for de strejkende, såfremt kampen fortsætter som den er begyndt: med entusiasme og begejstring, med vrede mod regeringen, pamperforagt og med ægte solidaritet.
Netavisen 17. april 2008