Det er på tide vi mødes igen

Kommunistisk Politik 4, 2008

-----------------------------------------------------------------------------------------

Initiativet til en international faglig konference for koordineret at styrke klassekampslinjen i den internationale arbejderbevægelse er en stor nødvendighed, og Arbejderpartiet Kommunisterne, APK, hilser det med glæde. Vi deler den analyse af situationen, som dette opråb udtrykker.
Dorte Grenaa, formand for APK, udtaler:

- Vi opfordrer kraftigt til, at progressive og kæmpende fagforeninger, faglige organisationer, tillidsfolk og fagligt aktive undertegner opråbet og er med til at sprede det, og til at deltage i selve konferencen. Vi er overbevist om, at den vil betyde et væsentligt skridt fremad i kampen mod den kvælende nyliberalisme.
For yderligere information kan arrangører og underskrivere af opråbet kontaktes på følgende e-mail-adresse: info@i-tuc.net

--------------------------------------------------------------------------

Opråb til international fagforeningskonference i Gönen, Balikesir, Tyrkiet 23.-25. maj 2008

I et forsøg på at afstive det kapitalistiske udbyttersystem udløste den internationale kapital og dens respektive regeringer for omtrent 20 år siden et verdensomspændende angreb ved at gøre brug af demagogien om ”globalisering”.

Fra den sejrige tyrkiske Telecom strejke

Det voldsomme fremstød tog form af vidtrækkende socio-økonomiske angreb, lige fra privatiseringer til fleksibel arbejdstid, fra forlængelse af arbejdstiden og arbejdslivet til systemet med underentrepriser, og i den senere tid med angreb på demokrati- og frihedsrettighederne.

Når man ser på den nutidige arbejderbevægelse, er det et ubehageligt faktum, at det er på høje tid at iværksætte en kraftfuld kamp for at imødegå disse angreb. Skønt der selvsagt er forskelle lande, sektorer og fagforeninger imellem, så er det svaghed, ustabilitet, opsplitning, mangel på kræfter, desorganisering og mistrøstighed, som karakteriserer den almindelige situation i den internationale arbejder- og fagbevægelse.

Angrebene fra den internationale kapital og dens respektive regeringer har ikke bare ødelagt levevilkårene for arbejderne; de har også i høj grad smadret tilliden og tiltroen, som arbejderne har til hinanden og til deres faglige organisationer. Disse to aspekter eller slutresultater af kapitalens aggressive angreb har ført til, at de bånd, som arbejderne har indbyrdes og til deres fagforeninger, er gået i hårdknude.

Den nuværende periode har endnu engang bevist, at det er umuligt at komme ud af denne hårdknude med den fremherskende fagforeningsmentalitet, som står for klassesamarbejde og rådne kompromisser.

Skønt behovet for fagforeninger og faglig kamp i dag er vokset – de samme behov, der i sin tid fødte den, dvs. nødvendigheden af at indstille konkurrencen mellem de arbejdende og skabe organiseret arbejderenhed imod kapitalistklassen – skønt alle disse behov forstærkes, som skaber fagforeninger, så mister en betydelig del af fagforeningerne stadig blod. Dette skyldes især, at fagforeningerne har opgivet troen på en kæmpende fagbevægelse og en kæmpende fagbevægelse i praksis.

Når arbejderne har givet udtryk for deres mistillid til fagforeningerne, har det klassesamarbejdende fagbureaukrati på sin side brugt dette som en undskyldning for at slippe for kamp. Men baggrunden for den førnævnte hårdknude er ikke ’arbejdernes uvillighed’.  

Igen og igen er det et faktum og bevist, at arbejderne deltager i kampen, når fagforeninger optræder med en militant og troværdig holdning, linje og ansvarlighed. Sådanne fagforeninger, som organiserer kampen på denne måde, bliver stærkere.

Uanset deres udfald viser de kampe og den modstand, som organiseres af arbejderne imod kapitalens aggression og tvangspåbud, at det ikke er arbejderne og de arbejdende, som undslår sig for kamp.

Vi, de kæmpende fagforeninger, fagligt aktive og fagforeningsmedlemmer, hvis navne står som underskrivere på dette opråb, og som står ansigt til ansigt med kapitalens alsidige angreb, med svære skader og permanente problemer i fagbevægelsen, tror ikke på, at det skulle være umuligt at ændre, hvad der nu foregår i fagbevægelsen på internationalt plan.

Det er ikke umuligt at løse det dilemma, som den internationale fagbevægelse befinder sig i, og det er ikke umuligt at besejre kapitalens aggressivitet. Tværtimod viser både vores egen praksis og den internationale arbejder- og fagforeningsbevægelses righoldige og vejledende historie og tradition, at der er en vej ud af dilemmaet og den handlingslammelse, der er blevet større som følge af den faglige klassesamarbejdslinje og -praksis, arbejderbevægelsen har oplevet. Arbejdernes modstand og kamp over hele verden viser os, at disse problemer kan overvindes.

Ser man bort fra historien i øvrigt, så viser alene de sidste 20 år, at underkastelse under kapitalens aggression, afpresning og trusler og den ene indrømmelse efter den anden ikke har tilfredsstillet kapitalistklassen eller gjort det muligt at afværge en forværring af arbejderklassens levevilkår.
Desuden er det åbenbart, igen udledt af de seneste 20 års erfaringer, at alle borgerlige regeringer, fra konservative til socialdemokrater, der har haft magten, ikke helmer med at føre det kapitalistiske program for aggression ud i livet.

For arbejderne og deres fagforeninger er situationen blevet stadig tydeligere: For at kunne ændre betingelserne til fordel for det arbejdende folk, for at nedkæmpe kapitalens og dens regeringers socio-økonomiske angreb, for at forsvare de demokratiske rettigheder og for at standse de krige, som gennemføres og fremprovokeres af de imperialistiske stater, og især USA, har vi intet andet valg end yderligere at forstærke kampene i vore lande og i vore faglige organisationer.

Naturligvis er denne internationale konference, som vi ønsker at sammenkalde, hverken et alternativ til de faglige strukturer, platforme og konferencer i de forskellige brancher og lande, men på den anden side gør disse strukturer ikke denne konference overflødig.

Vores opråb baserer sig på meget konkrete behov:

- Hvis den internationale kapital har muligheder for at opnå maksimalt udbytte af de økonomiske, politiske, juridiske og kulturelle forskelle mellem landene, og hvis den dristigt udnytter disse muligheder for at opildne konkurrencen mellem arbejderne og tilmed imellem fagforeningerne indbyrdes;

- Hvis den internationale kapital er i stand til at bruge internationale organisationer som Den Europæiske Union, Den Internationale Valutafond (IMF), Verdensbanken, WTO (World Trade Organisation) og G8 som redskaber til at manipulere og sætte folkene op imod hinanden, for at undertvinge dem og legitimere et sæt af koordinerede skridt til beskæring af økonomiske og politiske frihedsrettigheder og hindre brugen af dem.

- Hvis arbejderne i alle lande ikke er i stand til at blokere for, at den internationale kapital udnytter disse muligheder, til dels på grund af hjælpeløshed og manglende organisering, og til dels på grund af manglende indbyrdes forbindelse; og hvis klassesamarbejdende og pro-kapitalistiske fagforeninger, som hylder ”den internationale konkurrence” som en naturlov, man nødvendigvis må underlægge sig, har reduceret international solidaritet til symbolske erklæringer og besøg og har forvandlet enigheden og solidariteten imellem arbejdere i alle lande til noget meningsløst;

- I så fald eksisterer der uden tvivl et alvorligt og brændende behov hos de kæmpende, oprigtige fagforeningsfolk og fremskredne arbejdere, som for det meste ikke engang kender hinandens eksistens, for at komme sammen og lære hinanden at kende og diskutere problemerne i den kamp, de fører imod de aktuelle angreb fra kapitalens og deres regeringers side. Således kan de som resultat af den gensidige erfaringsudveksling og overvejelse af mulige former for kollektive aktioner gøre disse kampe kollektive og samlede omkring én kamplinje og en fælles forståelse.

Der er ingen tvivl om, at den internationale fagforeningskonference er en konkret nødvendighed, som ikke kan udsættes. Ved at sammenholde kampene, vi alle kæmper i vores egne lande imod de internationale monopoler, med internationale erfaringer og forbindelser vil der blive dannet grundlag for en fælles forståelse og linje i kampen mod konkrete angreb.

På denne basis må det diskuteres, hvordan man stopper fagforeningernes tab af kraft, et af de fundamentale emner for dagens fagforeningsbevægelse, og de mangesidede problemer med at opbygge fagforeninger som kamporganisationer, som igen kan inspirere og vinde arbejdernes tillid.

Af denne grund slår vi fast, at vi skal ’Træde sammen!’ igen som kæmpende fagforeninger og fagforeningsfolk, der repræsenterer hundredtusindvis af arbejdere og arbejdende, for at tage følgende emner op:

1. Hvordan og på hvilket grundlag kan vi som fagforeninger bygge vores kampe imod de mangesidede angreb fra kapitalen og dens regeringers side på en fælles linje og forståelse og i forbindelse med hinanden?

2. Hvordan og med hvilken fagforeningspolitik og linje kan vi få løst den hårdknude, som fagforeningerne i øjeblikket befinder sig i, samt overvinde det tab af styrke, som størstedelen af fagforeningerne gennemgår?

3. Hvad kan vi gøre for at udvikle internationale fagforeningsforbindelser og mere effektivt dele de indhøstede erfaringer?

I sammenligning med de foregående år er de livskraftige og dynamiske elementer i den internationale fagforeningsbevægelse mere udbredte og stærkere i dag end tidligere, og samtidig er arbejdernes målrettethed på at kæmpe og deres vrede blevet skærpet.
Det er præcis af den grund, at vi i dag siger, at netop nu er tiden, hvor vi skal mødes igen!

Undertegnet af hen ved et hundrede fagforeninger og faglige ledere

Underskrivere:     

   France:
- CGT-E Dalkia France
- Bruno Sinagoga (General Secretary of CGT-E)
- Ali Bendriss (Deputy General Secretary of CGT-E)

Germany:
- Bernt Kamin-Seggewies (Ver.di)
- Rolf Becker (Ver.di)
- Detlef Baad  (Ver.di)
- Olaf Harms (Ver.di)
- Dirk Wilke (Communications Union)

Great Britain:
- Bob Crow, General Secretary of the Rail, Maritime and Transport Workers Union (RMT)
- Andy Snoddy, Unite (personal capacity)

Greece:
PAME (Fighting Trade Union Confederation) have undersigned the above call to convene an International Trade Union Conference. PAME represent 415.345 workers. The unions and branches that are affiliated to PAME and in support of the International conference are as follows:

- Theatre and Cinema Workers Federation
- Textile Workers Federation
- Private Hospitals Workers Federation
- Building Workers Union Federation
- Communication and Print Workers Federation
- Pharmaceutical Workers Federation
- Accountants Federation
- Social Welfare Pensioners Federation
- Food Sector Workers Federation

India:
- Ashim Roy, General Secretary, New Trade Union Initiative (NTUI).
- Gautam Mody, Secretary, NTUI

Italy:
- RdB-CUB (Representatives of Base - Unitary Confederation of Base)
- SLAI Cobas (Trade Unions of the Self-organized Workers All Categories – Base Committees).
- Sindacato dei Lavoratori Intercategoriale (Trade Union of the Workers All-Professions)
- Sindacato Lavoratori in Lotta - per il sindacato di classe (Trade Union of Workers in Struggle - for a class based trade unionism)
- Fulvio di Giorgio - delegato RSU/RLS
- Luigi Dromedari – delegato

Tunusia:
- Jilani Hammami (ex-General Secretary of the PTT Federation)

Turkey:
- United Metal Workers Union (DİSK/ Birleşik Metal-İş)
- Public Sector Union (KESK), Central Management Committee Members: Dilek Adsan, (General Secretary), Abdurrahman Daşdemir (General Secretary), Sevgi Göğçe, Hasan Hayır and Fevzi Ayber.
- Atilay Ayçin, President of the Civil Aviations Union (Hava-İş)
- Education and Science Labourers Union (EĞİT-SEN): Emirali Şimşek, (General Secretary), İsmail Sağdıç (Central Management Committee Member), Istanbul 2nd, 3rd and 4th , Gebze, Ankara 5th, İzmir 6th, Sivas and Amasya Branches.
- Food and Allied Workers Union (DİSK/GIDA-İŞ)
- Glass, Ceramic and Allied Workers Union (DİSK/CAM KERAMİK-İŞ)
- İsmail Özhamarat, Member of the Central Management of DİSK
- Bedri Tekin, Member of the Central Management of Construction Workers Union (Genel-İş)
- Şükran Doğan, Member of the Central Management of Health and Social Services Labourers Union (SES)
- Orhan Karakaya, Chair of SES Kayseri Branch
- Istanbul, Şişli /Anatolian and Aksaray Branch of Health and Social Services Workers Union (SES)
- Communication Workers Union of Turkey, Istanbul, 1st Branch
- Veli Solak, President of the Kayseri Branch of Communications Union
- Maritime Workers Union, Istanbul Branch ( Liman-İş/Türk-İş)
- Leather Related Industry Workers, Istanbul Tuzla Branch (Deri-İş/Türk-İş)
- Petrol, Chemical and Tyres Workers Union, Istanbul Branch (Petrol-İş/Türk-İş)
- Atilla İrey, Member of the Central Management of  Agricultural and Animal Services    Branch of the Public Sector Union (PETKİM)
- Nuri Han, President of the Bursa Branch of Petrol Workers Union
- Recep Gökdeniz, President of the Bandirma Branch of Petrol Workers Union
- Hıdır Yavuz Basın, Member of the Central Management of Press and Communication Union
- Media, Broadcasting and Graphic Workers Union of Turkey, Istanbul Branch (Türk-İş)
- Asım Üner, Chair of Ankara Arts and Culture Workers Union 

Spain:
- Juan Olaso Bilbao (CCOO Madrid Branch Management Committee Member)
- Valentin Ruiz de Pablo (CCOO Executive Committee Member of Communication and Transport Union, Madrid)
- Dolores Val (CCOO Health Workers Union, Madrid)
- Richard Juan Escrich (CCOO Executive Committee Member, Barcelona)
- Juan Lacamba (Member of the Secreteriat of CGT, Valencia)
- Angeles Cabanillas (CGT Representative, Valencia)
- Juan Rodriguez Gomez (Petroalmig SL Industry Shop Steward, Valencia)

Netavisen 28. februar 2007