Flexicurity

Faglig kommentar
Kommunistisk Politik 24, 2007

I sidste uge besluttede EU-parlamentet, at fremtidens arbejdsmarkedspolitikker skal fungere efter flexicurity-modellen. Betænkningen var ganske vist ikke så hårdhændet ved lønmodtagerne som den rapport, EU-kommissionen ønskede vedtaget, men ikke desto mindre slem nok – alene af den årsag, at flexicurity-modellen er indført som princip for alle medlemsstater.

Det er endnu et begreb, som i det sidste årti har fundet frem til direktørgangene i Dansk Industri og Arbejdsgiverforening. Det skulle angiveligt stamme fra Holland, men det danske arbejdsmarked har i lang tid været skruet sammen efter de samme principper.

Modellen er en sammensætning af fleksibilitet og sikkerhed (security).
Hermed menes, at arbejdsmarkedet skal være fleksibelt på den måde, at det for arbejdsgiveren er let at fyre og hyre, samtidigt med at arbejderne skal garanteres et socialt sikkerhedsnet, der skal kunne sikre dem brød på bordet, hvis de skulle blive arbejdsløse. Endelig opererer man med et tredje ben i modellen: aktiv arbejdsmarkedspolitik, der sikrer de arbejdsløse et nyt job.

Når direktører og politikere fremlægger modellen, spindes den ind i kønne ord og sukkergodt. For knap to år siden beskrev adm. direktør i Dansk Arbejdsgiverforening, Jørn Neergaard Larsen, modellen i en kronik i Politiken:

- I en globaliseret verden får både virksomheder og lande mere lige adgang til f.eks. råmaterialer, energi og markeder, og de enkelte landes velstand vil derfor i stadig højere grad afhænge af, hvor dygtige vi er til at bruge de menneskelige ressourcer og udvikle dem gennem jobbene.
Det har mange lande erkendt, men hvordan opnår man så det?
Ja, en af de rollemodeller, der diskuteres rundt om i Europa, er faktisk den danske model, der nu lanceres under navnet ”flexicurity”.

Direktøren bryster sig over, at selveste CNN og Newsweek har vist stor interesse og omtalt modellen rosende. EU-kommissionen fangede da også interessen for flere år siden, og det af en god og logisk årsag – for arbejdsgiverne, altså.

Når man skræller al fernissen af overfladen og den kønne snak, så når vi nemlig ind til virkeligheden:
Virkeligheden er, at de i andre EU-lande, hvor ansættelsessikkerheden er betydeligt bedre og større end i Danmark, skal afvikle denne sikkerhed til fordel for fyr & hyr-princippet.

Det andet ben, som er det sociale sikkerhedsnet ved arbejdsløshed, er for det første en ringe erstatning for hurtige fyringssedler, og desuden er det såkaldt sociale sikkerhedsnet under konstant beskydning – eller punktering, om man vil.
I Danmark er dagpengeperioden skåret ned fra syv til i dag tre år.

Derefter hedder sikkerhedsnettet kontanthjælp med ringe udsigter til nyt arbejde. Det er næsten lige så håbløst at søge arbejde, hvis man bærer titlen kontanthjælpsmodtager, som hvis man hedder Ali. Som kontanthjælpsmodtager bæres man ikke oppe af et sikkerhedsnet, men må leve under ydmygelser og trusler om frakendelse af bistanden, hvis du ikke påtager arbejde under ekstremt ringe og dårlige forhold, hvor overenskomsten er en by i Rusland.

Det bringer os hen til det tredje og sidste ben: den aktive arbejdsmarkedspolitik, der ”skaffer” de arbejdsløse arbejde igen.
Det er en offentlig løgn! En vigtig årsag til, at arbejdsløsheden er faldet markant de sidste mange år, er, at de titusindvis er smidt fra dagpengesystemet over på kontanthjælp, fordi de ikke har kunnet få arbejde – trods mængder af kurser og aktiveringer. Den såkaldte sikkerhed har simpelthen sat tvangsarbejde aflønnet efter dagpengeskalaen i system. Det er gratis arbejde uden rettigheder, indtil du forkastes på bistandshjælp!

Så meget om tre ben og sikkerhed.
Folkebevægelsen mod EU kritiserer også beslutningen for disse konsekvenser:

- Beslutningen bakker grundlæggende op om Kommissionens tilgang, der betyder yderligere deregulering af arbejdsmarkederne og arbejdsretten. Samtidig er der ingen effektiv bekæmpelse af usikre ansættelser, forbedring af sikkerheden for de ansatte eller indkomstsikkerhed for den enkelte i perioder med arbejdsløshed, udtaler Søren Søndergaard.

Det er ikke godt at vide, hvorvidt de unionsliderlige socialdemokrater har fanget problemerne, men i givet fald er de ligeglade. Således betragter Ole Christensen, medlem af EU-parlamentet for S, beslutningen som en stor succes.

EU og dets instanser forsøger, men kan ikke skjule, at det er en konstruktion til gavn for monopolerne og vendt imod ikke bare EU’s arbejdere, men folkene overalt på kloden.

Der er intet godt nyt fra den kant. Lad os skaffe os af med denne blodsugende organisme.

Lad os starte med at sætte kravet om en folkeafstemning om traktaten igennem og føre sejren igennem med et rungende NEJ!

Det vil kunne give så meget frisk luft i egne gemakker, at Fogh meget let kan ryge med ved lidt gennemtræk!

Netavisen 6. december 2007