Faglig kommentar
Kommunistisk Politik 9, 2007
Tirsdag 1. maj 2007 – næsten 135 år siden, at den danske arbejderklasse for første gang i mere samlet flok tog kampen op med kapitalister og deres magtapparat; staten med dens politi og domstole. Det var det såkaldte: Slaget på Fælleden i efteråret 1872.
I årtier opbyggede og organiserede man fagbevægelsen. Store resultater blev tilkæmpet. Der opstod grundlæggende uenigheder i bevægelsen, hvor to hovedlinier udmøntede sig i samme bevægelse: Den reformistiske og revolutionære retning. Reformisterne vandt ledelsen og bortset fra nogle år efter 2.verdenskrig har denne retning – primært repræsenteret af socialdemokrater – siddet på ledelsen og dermed valget af retning og politik.
I dag spørger folk, hvad vi skal bruge fagbevægelsen til. Mange erklærer, at solidaritet og sammenhold er udlevede begreber. Andre mener, at der i dag slet ikke eksisterer en arbejderklasse – eller at de er reduceret til et minimum. Ungdommen fravælger ikke blot fagforening, men nu også i stadig større omfang a-kasserne.
I 70'erne havde LO en formand – Thomas Nielsen, der erklærede, at fagbevægelsen havde sejret ad helvede til. I dag kan vi konstatere, at fagbevægelsens ledere har skudt sig selv i foden – og konsekvenserne er, at de har kørt fagbevægelsen i sænk. Fagbevægelsen er landet som en gammel tandløs sæk på en trappesten med kun to formål for øje:
* Til hån for borgerskabet, der flittigt refererer til LO som et udtryk for de rødes nederlag og fallit
* Eller som redskab for samme borgerskab, når det gælder opbakning til deres beskidte politik og manøvrer. Når det gælder tilslutning til NATO, EU og dets traktater, anbefalinger af reaktionære overenskomstforlig, så har LO-toppen altid påberåbt sig retten at tale på hele arbejderklassens vegne: Nikket JA og samtykket med kapitalen. Når det gælder dansk deltagelse i imperialismens beskidte og folkeretslige ulovlige krige, så har LO-toppen i bedste fald tiet.
Vi ikke bare har en arbejderklasse; - vi er en arbejderklasse! Erhvervsmæssigt har arbejderklassen ændret karakter med andet arbejdsindhold; men vi er blevet flere! Stadig flere mennesker er ansat af privat eller offentlig arbejdsgiver til en løn der er lavere – hyppigst ydmygende lav – end den værdi, deres arbejdskraft besidder. Stadig flere tilhører de omkring 900.000 – ni hundredtusinde – mennesker i den erhvervsmæssige alder, som ikke er eller har adgang til arbejdsmarkedet. De er også arbejdere.
Vi arbejdere i en skare af hundredtusinder har – måske mere end nogensinde tidligere – ikke bare brug for solidaritet og sammenhold hver eneste dag: Vi udmønter den hver eneste dag. Når østeuropæiske arbejdere sendes til Danmark på ydmygende overenskomster og under levevilkårsbestemmelser, der strider mod ethvert eksistensminimum og enhver national og international lovgivning om menneskerettigheder, så er det arbejderklassen, der med aktivitet og aktioner, der solidariserer sig med dem – og mod den internationale kapital.
Det er 400.000 arbejdere, der i disse dage indsender eller har indsendt stemmesedlen til det overenskomstresultat, som er strikket sammen af kapitalisterne og de faglige aristokrater. Resultatet respekterer ikke det mindste kravet om væsentlige lønstigninger, som skulle indfries efter årelang profitfest. Det respekterer ikke det mindste behovet om væsentlig nedsat arbejdstid, der er en nødvendighed for at imødegå den voldsomme stressspiral. Resultatet respekter ikke de unges krav om indhentning af et oldnordisk lønefterslæb eller skifteholdsarbejdernes krav om rimelig kompensation.
Resultatet respekterer kapitalisternes krav om mere fleksibilitet, større udbytning og mere nedslidning.
Resultatet er sort – en skændsel mod dansk arbejderklasse!
De har ikke kun voldført vores krav og interesser, men også vore rettigheder. Eksempelvis vil enhver sofastemme blive tillagt JA-stemmerne, hvis ikke mere end 40 pct. afgiver deres stemme. Ikke nok med, at vi bliver frataget vores løn, når vi strejker, - vi bliver også idømt bod! Osv. osv.
Fagbevægelsens topledere er og fungerer som forrædere af klassen.
Det endelige ansvar for enhver fallit, der kan tillægges dansk fagbevægelse, må og skal adresseres til de faglige aristokrater og følgesvende, som har vildledt og voldtaget en bevægelse med et så rent og ædelt formål: At være et redskab i hænderne på arbejderklassen i kampen for en social omvæltning med socialisme som mål.
Vi har i den grad brug for en fagbevægelse med et andet sigte og indhold. Fuck lederne. Vi skal have en bevægelse med et klart andet perspektiv:
• Riv Danmark ud af imperialismens klø'r
• Eksproprier kapitalisterne
• For arbejde til alle
• Arbejdernes klasseherredømme: Socialisme
Netavisen 28. april 2007