Faglig kommentar
Kommunistisk Politik 6, 2007
Både regering og LO formand Hans Jensen har ved de igangværende overenskomstforhandlinger været ude med alvorsord om, at selvom produktionen og beskæftigelsen p.t. buldrer derudad, er det vigtigt at være tilbageholdende med lønkrav. Højst 4 pct., advarede Hans Jensen og blev mødt med protestreaktioner fra mange arbejdspladser. Hvis den nuværende situation ikke skulle kunne bruges som springbrædt for væsentlige lønforhøjelser - hvornår så?
Det er almindelig kendt, at direktører har taget for sig af retterne med store lønstigninger og aftrædelsesordninger. Men der har været mindre fokus på, hvordan den udslagsgivende kapital i Danmark er en samling skatte-unddragere – de danske firmaer på linje med store multinationale virksomheder i Danmark som Coca Cola, Nestlé og Mc Donalds.
På det allersidste er der ufrivilligt rådet lidt bod på det. Lige midt i overenskomstforløbet er regeringen kommet for skade at komme med oplysninger, der afslører hvad mange havde en anelse om - at de 20 største danske virksomheder stort set ikke betaler skat.
En ganske rar oplysning at få frem på et tidspunkt, hvor folk skal forholde sig ved urafstemning til et minimalt og ”moderniseret” industriforlig, eller i forhold til det store normallønsområde. Her er der topforhandlinger for lager- og transportarbejderne, og forligsmanden har netop udsat konflikt i fjorten dage.
Udsigten til konflikt kommer af arbejdsgivernes vægring ved at give væsentlige lønforhøjelser. Der har været punktstrejker rundt omkring i landet ved havne og busterminaler med krav om at arbejdsgiverne får åbnet pengekasserne. På Lindø har 2600 arbejdere været i strejke en dag imod værftets stramninger af arbejdsforhold.
Oplysningerne om de store mastodonters skatteunddragelser fremkom i et svar til SF'eren Morten Homann, hvor skatteministeren fremkom med oplysninger, som indirekte udstillede de danske monopolvirksomheders manglende skattebetaling i 2005:
Fire ud af landets 20 største børsnoterede virksomheder betalte overhovedet ikke selskabsskat i 2005, mens 5 andre virksomheder ud af de 20 største tilsammen betalte sølle 300 millioner kr. i skat. Da skatteministeren samtidig fastslår, at de 11 øvrige firmaer, der i alt betaler 9,5 milliarder kr. i skat, alle er enten finans-eller medicinalfirmaer, var det ikke l svært at sætte navn på de ni store virksomheder, som ikke betaler i skat overhovedet, eller blot en symbolsk afgift. Det drejer sig om A.P. Møller-Mærsk, Carlsberg, Danisco, Bang & Olufsen, Danisco, DSV, Novozymes.
For LO toppen har de nye ”afsløringer” ikke været anledning til selv at gå i offensiven mod Danmarks største skatteunddragere. Den deltager hellere i den moralske forargelse over småfolks brug af sort arbejde. For dem er oplysningerne næppe heller nye, det er forhold de har nøje indblik i.
Reaktionerne fra de store danske firmaer har været at få travlt med at finde ud af , hvad ben de skal stå på. Nogle vælger en lidt åben strategi, mens andre, som AP Møller, holder kortene tæt ind til kroppen. De nøjes med at benægte og er helt uvillige til at fremlægge deres samlede skatteopgørelser.
A.P. Møller er hårdt ramt af afsløringerne. Firmaet var i forvejen gået på vingerne og truede med at flytte koncernens aktiviteter pga. regeringens skatteudspil, som ville nedsætte aktieselskabsbeskatningen fra 28 pct. til 22 pct., men samtidig lagde op til en stramning med øget beskatning af kapitalfondene. A.P. Møller og de andre har aldrig betalt 22 procent; det så ud som rent minus for dem. Det tog ikke regeringen lang tid at finde ud af at der sikkert var en række ”berettigede” indvendinger. Også økonomi og erhvervsminister Bendt Bendtsen slog hælene sammen og erklærede sig parat til at ”lytte til erhvervslivets kritik”.
Den seneste tid er en anskuelsesundervisning i, hvem der ejer Danmark. Det er slet ikke en gammel skrøne, at de største virksomheder i Danmark selv bestemmer, hvad de vil betale i skat. Det gør de bare.
For arbejderklassen er det en god anledning til at understrege, at den bestemmer, til hvilken pris den vil sælge sin arbejdskraft. Konfliktretten er til for at bruges overfor arbejdsgivernes uhæmmede profitbegær.
Netavisen 14. marts 2007