Arbejdsløsheden rammer ungdommen særlig hårdt:86,3 mio. unge i alderen 15-24 år, eller 44 % af det samlede antal arbejdsløse i 2006.
Faglig kommentar
Kommunistisk Politik 24, 2006
Arbejdsløsheden rammer ungdommen særlig hårdt:
86,3 mio. unge i alderen 15-24 år, eller 44 % af det samlede antal arbejdsløse i 2006.
Næsten halvdelen af jordens arbejdende befolkning får så lidt i løn, at de er ude af stand til at tjene nok til at løfte sig selv og deres familie over fattigdomsgrænsen på to dollars om dagen. De sidste mange års løfter om at bekæmpe verdens fattigdom er stadig ikke kommet et skridt ud af stedet. Den økonomisk vækst gennem de sidste 10 år i Indien og Kina har godt nok gjort en lille del meget rige, men uligheden er samtidig øget dramatisk.
Årsrapporten for 2006 fra FN’s Internationale Arbejdsorganisation, ILO (www.ilo.org), dokumenterer, at antallet af arbejdsløse er forblevet historisk højt, på næsten 200 millioner i 2006. Samtidig tjener næsten 1,37 milliarder mennesker med arbejde mindre end to dollars om dagen. Dette mønster ser ud til at fortsætte i 2007.
ILO skriver:
Perioder med vækst i den internationale økonomi skal bruges til at skabe flere job til en rimelig løn. Det primære mål for økonomisk vækst burde være at løfte mennesker ud af fattigdommen. Skabelsen af rigtige job i produktionen til en rimelig løn er ikke kun essentiel for at reducere arbejdsløsheden og minimere det store antal familier, der nok arbejder, men stadig lever i dyb fattigdom. Det er også essentielt, hvis der skal skabes basis for udvikling og fremtidens økonomiske vækst.
Men realistisk, skriver ILO, med en udsigt til en økonomisk vækst på 4,9 % i 2007 for verdensøkonomien er der lange udsigter til en faldende arbejdsløshed på globalt plan. Den har de sidste år ligget på 6,3 %. Rapporten viser nemlig, at den relativt stærke økonomiske vækst, som verden har oplevet i begyndelsen af dette århundrede, ikke har reduceret arbejdsløsheden og næsten ikke har reduceret antallet af arbejderfamilier, der lever i dyb fattigdom.
Gennem det sidste årti er produktiviteten steget med 26 %, mens antallet af mennesker, der er kommet i arbejde, kun er steget med 16,6 %, til i alt 2,9 mia. i 2006, hvilket skal ses i sammenhæng med den globale befolkningstilvækst.
Arbejdsløsheden rammer ungdommen særlig hårdt: 86,3 mio. unge i alderen 15-24 år, eller 44 % af det samlede antal arbejdsløse i 2006. Der er også stadig stor forskel mellem kvinder og mænd. I 2006 var kun 48,9 % af kvinder ældre end 15 år i arbejde, mens tallet var 74 % for mænd.
Flest mennesker arbejder i servicesektoren, hvis andel er vokset til 40 %, mens antallet, der arbejder i landbruget, er faldet til 38,7 %. Industrisektoren repræsenterer 21,3 %.
Disse tal fortæller på deres egen måde historien om den store fattigdomsflugt fra provinsen til storbyer og megabyer, som mange fattige lande oplever.
Mellemøsten og Nordafrika fortsætter med at ligge højest i arbejdsløshedsstatistikken. Afrika syd for Sahara er på andenpladsen med otte ud af 10 mennesker i ”working poverty”, altså mennesker, der på trods af arbejde lever for mindre end to dollars om dagen med deres familie. Globalt set faldt antallet, der må leve for en dollar om dagen, i årene mellem 2001 til 2006 – undtagen i Afrika syd for Sahara, hvor antallet voksede med 14 millioner!
På alle kontinenter lever arbejderklassen og landarbejderne under håbløse forhold, men den værste situation lige nu er udviklingen i Mellemøsten og Nordafrika, hvor imperialismens krigseventyr har kastet hele regionen ud i en dyb krise, med millioner af mennesker, der er kastet ud i en situation med fattig-job på dagsordenen.
Bag tallene findes utallige historier om tvangsarbejde, børnearbejde, menneskehandel, voksende immigrationsproblemer og fagforeningsledere, der bliver skudt ned på åben gade. Bag tallene ser man et glimt af verden, som den virkelig er for milliarder af liv, hvor drømme og håb om en fremtid er det eneste, de tilbydes.
Tallene fra FN’s ILO dokumenterer, at kapitalistisk økonomisk vækst ikke løfter den brede befolkning ud af fattigdom, ligesom de rige lande ikke løfter de fattige frem. Tværtimod: At være det første led i kæden til den globale økonomi betyder hverken ordentlig løn eller ordentlige arbejdsforhold, sundhedsvæsen, uddannelse – eller fred.
-fsk
Netavisen 1. februar 2007