Faglig kommentar
Kommunistisk Politik 17, 2006
Statistik er taknemmelig. De nøgne tal kan betragtes med de øjne, der ser. Det er med andre ord yderst subjektivt i den forstand. Virkeligheden afdækker imidlertid altid sandheden.
Lad os tage et eksempel: To aviser laver på samme dag (31. august '06) hver deres betragtninger angående en eventuel lønfest for lønmodtagerne næste år. Metro skriver:
”Lønfest for alle i sigte! Tal fra Danmarks Statistik antyder, at festen måske allerede er begyndt.”
Berlingske Tidende skriver samme dag:
”Nye løntal fra Danmarks Statistik bekræfter de stadig beherskede lønstigninger… I et historisk perspektiv er der tale om en forholdsvis lav lønvækst for de private som helhed.”
De to divergerende opfattelser er ikke kun et udtryk for forskellige mediers trang til at sælge historier. De to opfattelser bunder dybere, idet de repræsenterer forskellige grupperinger inden for den herskende klasse.
Således træder regeringen – og specielt finansministeren ved fremlæggelse af finansloven – deres økonomiske vismænd samt de store banker frem med samme spådom: Der bliver lønfest!
Det er i den sammenhæng, man skal forstå den megen snak om overophedning af økonomien. Det betyder, at denne fraktion af borgerskabet forsøger at dramatisere en situation, der slet ikke eksisterer, for at skabe belæg for yderligere overførsler af værdier fra de fattige til de rigeste.
Overophedning betyder på jævnt dansk, at forbrugerne (læs: arbejderne og de udstødte) har for mange penge. Denne del af herskerne har i princippet intet imod, at erhvervslivets produkter bliver aftaget, hvilket er vigtig forudsætning for, at profitten realiseres.
En tidligere statsminister, Poul Schlüter, udtalte på skrømt: Pengene ligger bedst i borgernes lommer. Dermed mente han ikke, at den enkelte skulle puge og gemme til natten. Tværtimod så han gerne, at borgerne eller forbrugerne kunne få maksimal – belånt – kapital mellem hænderne til omsætning af varerne og dermed realisering af virksomhedsejernes profitter. Varernes værdi er ikke meget bevendt på et lager, når forbrugerne ikke har råd til at købe dem.
Fagbevægelsen, LO, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) og oppositionen har ikke så travlt med at råbe Ulven kommer. Undskyld, Lønfest . Tværtimod giver de i øvrigt sammen med Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Industri og Berlingske Tidende trods alt et mere sobert billede af virkeligheden:
- Spillereglerne på det danske arbejdsmarked er ændret så meget de seneste år, at der næppe er udsigt til noget stort lønpres – trods en rekordlav arbejdsløshed.
Med spilleregler mener de, at Østeuropas arbejdskraft er blevet et åbent slaraffenland for vesteuropæisk kapital, der uanset østaftaler eller lignende kan importere hundredtusinder af arbejdere til Danmark, som de gerne vil udnytte til at trykke lønnen. De gør det allerede.
Fagbevægelsen kalder det spilleregler. Man føler sig hensat til et spil Matador, hvor man som fører af gul bil desværre bliver sat ud af spillet, da man lander til leje hos bolighajen LO Aps.
LO, AE og den resterende del af fagbevægelsen samt den parlamentariske opposition forsøger med udtrykket spilleregler at dække over, at de har været særdeles positive og velvillige samarbejdspartnere for denne voldsomme forringelse af arbejderne levevilkår – ikke mindst i Danmark. Det er jo en naturnødvendighed som EU-tilhænger eller til dels blot skeptiker.
Indholdet i denne mere sobre vurdering af lønfestens trussel er at afdæmpe dramatikken eller 'male fanden på væggen'-holdningen.
De to forskellige linjer vil i bund og grund det samme: overføre maksimal kapital fra arbejdere, udstødte og flest mulige intellektuelle til de rigeste spekulanter og ågerkarle. Det er kun metoden, der adskiller dem. Den ene vil gøre det med ultraliberale midler, hvor selv Dansk Folkeparti nogen gange slår bak, mens den anden vil tilsløre det mest muligt under fraser af solidaritet og sammenhold – kaldt den socialdemokratiske variant. Tempoet og effektiviteten er forskellig alt efter periode og omstændighed. Krigserklæringen mod Irak måtte således føres af liberalisten Fogh ved roret, mens indgrebet over for efterlønnen ligesom omgørelsen af EU-nej'et i 1993 måtte føres af socialdemokraterne ved roret.
På den konto kan vi derfor godt slå fast: Der bliver ikke nogen lønfest – hverken i år eller næste år – eller hvis det står til alle i denne kommentar nævnte magtens repræsentanter. Vi har fået lov til et delvist forbrug på lånte fjer. Friværdier og andre former lån i banker, pengeinstitutter og direkte ågerfirmaer har stillet kapital til rådighed – men til lån, der skal indfris. Herunder den drastiske stigning gennem de snart sidste 15 år på boligmarkedet for fast ejendom.
Højt ansete økonomer i USA vurderer, at der er stor mulighed for at den samme ”boligboble” i Staterne brister, hvilket vil udløse en verdensomspændende krise.
Hvis ikke vi vil ”tørre røv på hinanden”, så har vi i fremtiden kun solidariteten og fællesskabet fra neden at bygge på!
Netavisen 13. september 2006